Den nye indsats ’Tidlig indsats – inden indlæggelse’, der netop er trådt i kraft, skal sikre, at borgerne får mulighed for at låne hjælpemidler samt få introduktion til relevante træningsøvelser, der kan være med til at kompensere for et faldende funktionsniveau, der indskrænker dagligdagens aktiviteter i tiden inden en planlagt operation. Målet er, at borgeren kommer lettere igennem sygedomsforløbet og taber mindre funktion inden operationen.
Vil undgå et svækkende bureaukratisk apparat
Som det ser ud på nuværende tidspunkt, skal en borger før en planlagt indlæggelse tilbydes hjælpemidler af sygehuset i tidsrummet fra beslutningen om operation er taget og til operationstidspunktet. Borgerne kan i den periode ikke få bevilget hjælpemidler fra kommunen, fordi hjælpemidler kun kan bevilges til kompensation for varige funktionsbegrænsninger.
”Denne udfordring vil vi gerne imødekomme med den nye indsats, så borgerne slipper for at forholde sig til indviklede regler, og bliver hjulpet godt på vej mod en forestående hofteoperation, hjerteoperation eller andre former for planlagte operationer,” udtaler Asger Kudahl, chefkonsulent i Ældre- og Handicapforvaltningen.
Godt tiltag til en bestemt målgruppe
Rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Per Berga Rasmussen, ser frem til at tilbuddet for alvor bliver integreret.
”Vi bruger penge fra Ældrepuljen til denne indsats, fordi den giver rigtig god mening. Indsatsen er målrettet en snæver målgruppe og skal derfor ikke tilbydes alle, der står over for en operation. Men den er meget relevant i de tilfælde, hvor lidt træningsinstruktion og et par krykker eller andre hjælpemidler kan hjælpe på vedligehold af eksempelvis gangfunktioner for én, der venter på en ny hofte, nyt knæ eller andet. Vi ønsker jo, at vores ældre medborgere skal være friske og selvhjulpne længst muligt, og derfor er det optimalt, at vi sætter ind med en indsats på lige netop dette område,” forklarer Per Berga Rasmussen.
Idéen kom fra medarbejderne
Idéen til den nye indsats kommer fra ergo– og fysioterapeuter i forvaltningen, som jævnligt møder borgere, som taber funktionsevne, mens de venter på udredning/operation i sygehusregi. De to fællestillidsrepræsentanter for fysioterapeuter og ergoterapeuterne udtaler:
”Det har været dybt frustrerende ikke at kunne hjælpe de her borgere med en ellers forholdsvis lille indsats. Derfor er det godt for både borgerene og os, at vi nu har denne mulighed. Vi er glade for, at politikkerne lytter til idéer fra driften.”
I den kommende tid skal kendskabet til tilbuddet udbredes blandt personalet i Ældre- og Handicapforvaltningen, så målgruppen bliver yderligere defineret, og tilbuddet kan gøre sig gældende for dem, der har det omtalte behov.