Tak for invitationen til at tale her i dag. Jeg involverer mig sjældent i offentlige debatter. Ofte bliver jeg modløs, tænker om det mon nytter noget. Det er jo bare mig, en børnepsykolog fra Randers, der pipper lidt op. Alene.
Men det her er anderledes. En fantastisk samling af forældre, der råber i kor. Kæmper på deres børns vegne. Tak fordi at I har givet mig modet tilbage.
Vi er samlet her i dag, for at demonstrere for minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Denne er blot én af mange demonstrationer i hele Danmark i dag, med opbakning fra forældre, bedsteforældre, pædagoger og alle derimellem. Det er ikke en demonstration imod noget – men for noget. Og den udspringer af bekymringer, dårlig nattesøvn, vrede, afmagt, grædende børn, mistrivsel – og følelsen af at være en dårlig forælder, når man afleverer sit barn i en underbemandet institution, som man ikke har er tryg ved er i stand til at varetage ens barns behov.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
De forløbne uger er der dukket mange hverdagsfortællinger op på de sociale medier. Fortællinger om en hverdag, hvor forældre henter deres vuggestuebarn og opdager, at det ikke er blevet skiftet siden afleveringen om morgenen. Hvor et barn er blevet lukket inde på et toilet under middagsluren, fordi at hun græd og ikke måtte forstyrre de andre børn. Hvor en pædagog har været alene med 22 børnehavebørn på grund af sygdom i personalegruppen.
Børn har brug for voksne
Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at den bekymrende stigning af børn og unge i mistrivsel skyldes dårlige rammer omkring deres trivsel og udvikling. Tiltagende flere børn føler sig ensomme og forkerte, og henvisninger til børnepsykiatrien er stødt stigende, hvor børn får diagnoser som eksempelvis angst, depression og belastningsreaktion. Den yngste klient, jeg har haft i klinikken på grund af mistrivsel, var 2 år gammel, men de kommer i alle aldre. Og fra alle typer familier.
Børn har brug for at lære en masse menneskelige færdigheder og dem kan de ikke lære alene. De har brug for voksne, ro og tryghed. De har brug for voksne, der nærværende kan trøste dem, når de er kede af det. Hjælpe dem med at udvikle strategier til at håndtere konflikter. Følelser. De har brug for voksne, som de kan mærke vil dem.
Derfor er rammerne omkring dé voksne, der er omkring børn, essentielle. Uden tid, uden nok personale, uden ro og uden nærvær, kommer vi let til at tolke børns adfærd som individuelle problemer. ”Emil har problemer med sin vrede, han slår og vil ikke gøre, hvad de voksne siger”. Problemet kan hurtigt komme til at blive betragtes som Emils – helt uafhængig af konteksten. Men når problemet bliver individualiseret, er det et symptom på, at vi ikke forstår det, som Emil prøver at kommunikere igennem sin adfærd. Så er der noget, vi ikke forstår.
Og hvorfor forstår vi det så ikke? Hvad handler dét om? Er det dovne pædagoger, der hellere vil drikke kaffe end at være sammen med vores børn? Har jobbet for pengenes skyld? På grund af prestige? Sjældent!
Underretninger i afmagt
Jeg har mødt rigtig mange pædagoger igennem mit arbejde. Mennesker, der har valgt at uddanne sig indenfor dette fag, fordi at de brænder for at skabe optimale rammer for børns udvikling og trivsel. Pædagoger, der har en utrolig høj faglighed, når rammerne, tiden, rummet og pladsen er der - til at være faglige. Til at gøre det, de er uddannede til. Men som tiltagende ofte fortæller mig, hvordan de går hjem med dårlig samvittighed, over ikke at have tiden til at skabe trygge og udviklingsfremmende rammer for vores alles børn.
Pædagoger, der i afmagt har skrevet underretninger eller ledt efter ”fejl” i barnet, fordi at der ikke havde været ressourcer til at skabe et godt samarbejde med forældre og andre aktører i barnets liv. Til at forstå barnet som et lille menneske, der forsøger at være i verden, det bedste han har lært. Ikke fordi at pædagogerne er dumme eller onde mennesker, men fordi at de ofte ikke har haft mulighed for andet. Børn og voksne gør det bedste de kan, under de rammer de har – og rammerne er bare ikke gode nok.
Børneliv i perspektiv
Jeg vil derfor gerne tale ind i et udvidet perspektiv. Et perspektiv på et børneliv, der består af meget mere, end skemalagt indhold og politisk bestemte læringsmål i løbet af et 8 timer dagligt ophold i en daginstitution. Et børne-LIV. Et liv, der jo består af mange forskellige arenaer, mange kontekster og mange relationer.
Og dermed vil jeg betone behovet for at fremme et udviklingsorienteret børnesyn. Ikke kun i daginstitutioner, men i samfundet generelt.
Hvad er DenOffentlige for et medie?
Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.
Med et udviklingsorienteret børnesyn mener jeg, at der skal skabes bedre rammer for, at vi forstår, hvad børn prøver at vise os gennem deres adfærd. Hvad det er, vi skal blive bedre til at forstå og agere på. Både som forældre, pædagoger, gymnastikundervisere, spejderledere og alle andre, der er en del af barnets liv.
De vigtige spørgsmål
Et børnesyn, hvor vi sammen forsøger at forstå, hvordan en given adfærd er blevet den bedst mulige. Hvor vi har øje for kompleksiteten. Hvor der er plads til, at forældre og personale i samarbejde bliver nysgerrige på at forstå fx Emils adfærd. Hvornår slår Emil? Hvem slår han? I hvilke situationer opstår konflikterne? Ser forældrene det samme derhjemme? Til fodbold? Hvad kan det, at slå, være et udtryk for? Hvordan blev det den bedste strategi for Emil? Hvordan kan vi forstå sammenhængene uden at tillægge barnet nogle intentioner, der måske slet ikke er der?
Sådan nogle Emil’er møder jeg ofte i mit arbejde. Børn, der har lært, at den bedste form for kommunikation er at slå. Men der er ikke en enkelt årsag til, at disse Emil’er kommunikerer på denne måde, de er lige så forskellige som du og jeg. Derfor bliver forståelsen af det enkelte barn så vigtig.
Jeg drømmer om, at alvoren bliver taget alvorligt i forhold til børns udvikling. At der bliver skabt optimale rammer for trivsel og udvikling. At der bliver plads til at forstå børns adfærd som kommunikation – og rum til at udforske, hvad det er, barnet prøver at kommunikere – på tværs af kontekster. At fejl-finder-kulturen tilsidesættes til fordel for et udviklingsorienteret perspektiv.
Børn er ikke problemet – de viser problemet. Hvis vi er i stand til at se det.