- Vi vil gerne have borgerne ind i Jobbutikken og gøre det nemt for dem at mødes med andre aktører, der kan inspirere dem i deres jobsøgning. Vi har inviteret eksterne samarbejdspartnere indenfor for at yde en ekstra service for borgerne, fortæller beskæftigelseschef Kim Ulv Christensen.
I første omgang kan borgerne møde Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern, Erhvervscentret, Senior Erhverv og vikarbureauet JKS en gang i måneden.
- Vi håber, rigtigt mange vil benytte sig af lejligheden til at hente råd og vejledning i Jobbutikken, og at vi med tiden kan få flere eksterne rådgivere. Interesserede skal bare give os et kald, opfordrer Kim Ulv Christensen.
I Jobbutikken på Finderupsvej summer det af liv. Hver dag kommer mange borgere ind for at snakke med deres jobkonsulent. Andre kommer for at låne en af de fire computere – ofte for at kigge på Jobnet.dk eller få hjælp fra en af jobcentrets medarbejdere til at skrive deres cv.
På væggene hænger friske stillingsopslag, og Jobbutikken tilbyder brochurer og informationer om stort set alt indenfor beskæftigelsesområdet.