Socialrådgiver: Afskaf ret og pligt for ikke-arbejdsmarkedsparate

Jeg ser dagligt beskæftigelsesrettede indsatsers manglende virkning. Et menneskes nedsatte fysiske og/eller psykiske funktionsevne bliver ikke mirakuløst bedre af, at man - ofte under en form for tvang - tilbydes virksomhedspraktik, et særligt tilrettelagt forløb eller en mentor.

Arbejdsgiverne står ikke ligefrem står i kø for at ansætte mennesker med sociale problemer. Dels er det ofte mere besværligt for arbejdsgiveren, at have med jobcenteret at gøre, end det er at skabe plads til en udsat ledig, og dels er der omkring 100.000 ledige dagpenge- og jobparate kontanthjælpsmodtagere, som søger disse jobs. (Kilde: Jobindsats.dk). 

Virksomhedspraktik kan være et godt redskab i forhold til både afklaring af personers arbejdsevne og bruges som en form for "snusepraktik”. Løntilskud kan være en måde at få foden indenfor på arbejdsmarkedet eller på en specifik arbejdsplads. Men for at disse tilbud skal have beskæftigelsesmæssige effekter, skal de mennesker, der tilbydes dem, også have en arbejdsevne, som en arbejdsgiver er villig til at betale for efterfølgende. Ligesom de også selv skal kunne se meningen af dette ”tilbud”.  Alternativt skal tilbuddet være afklarende til f.eks. et fleksjob.

Opgør med ret og pligt

I øjeblikket aktiveres syge og ikke-arbejdsmarkedsparate ledige nærmest under tvang. Det sker bl.a. fordi social- og beskæftigelsessystemet er smeltet sammen i jobcentret.

Jeg foreslår, at afskaffe ret og pligt-aktiveringen for ikke-arbejdsmarkedsparate ydelsesmodtagere. Der er ingen grund til at give disse tilbud som en pligt - frivillig tvang - hvor ydelsesmodtageren kan risikere at miste hele deres forsørgelsesgrundlag, såfremt de takker nej.

Virkeligheden i dag er, at beskæftigelsessystemet modarbejder intentionerne med et rummeligt arbejdsmarked, fordi syge borgere sendes i tvangsaktivering. Flere undersøgelser viser, at det ingen eller meget ringe effekt har (SE F.EKS. VIDENSKAB.DK, 19.6.2018). Ja, der er en svag evidens for, at flere af de indsatser, jobcentret gør brug af, faktisk er medvirkende til at skubbe folk længere væk fra arbejdsmarkedet.  

Mange penge at frigive

Hvis vi ser på det med Finansministeriets øjne - altså interessen for at få noget ud af den fælles omfordeling og investering i velfærdsstaten - er der store gevinster. Ifølge Finansministeriet bruges der hvert år et sted mellem 10-13 milliarder kroner på den aktive beskæftigelsesindsats. (Finansministeriet, 4.5.18)

Afskaffer vi ret og pligt-aktiveringen kan vi altså frigive betydelige økonomiske ressourcer i form af besparelser på selve aktiveringen. Men vi vil også frigive personalemæssige besparelser idet jobcentermedarbejdere i tusindtal ikke skal bruge tid på at finde og iværksætte tilbud, som ingen anden effekt har, end at lovgivningen skal følges. 

Hvad gør vi så? 

Alternativet til ret og pligt kunne f.eks. give borgerne ret til et aktivt tilbud, frem for i dag, hvor borgerne har pligt til at tage imod et tilbud, som jobcentret vurderer, er rimeligt. Jeg tror denne tilgang kan skabe nogle tilbud, der giver mening og skaber værdi for både borger, arbejdspladser og velfærdsstat.

Man kunne også bruge en del af overskuddet fra afskaffelsen af ret og pligt-aktiveringen på social- og sundhedsområdet. Her er der dokumentation for, at det betaler sig, når man sætter ind med helhedsindsats for at øge menneskers fysiske og psykiske funktionsevne og livskvalitet, når det sker frivilligt og motiveret. Tvang er som tryk, og vi ved, at tryk øger modtryk.

Kunne man forestille sig, at sociale-, sundhedsmæssige og beskæftigelsesrettede indsatser bliver givet ud fra devisen om at yde hjælp, rehabilitering eller kompensation i forventning om, at borgeren rent faktisk ønsker at blive rask og gerne vil være i en form for beskæftigelse? Altså at man forlader tvangen med mistillid, kontrol og sanktioner uden resultater?

Fjern tvangsreglerne

I praksis kan man med fordel bruge noget af det overskud afskaffelsen af ret og pligt medfører, til at afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen for ikke-arbejdsmarkedsparate. Der er allerede forskningsmæssigt belæg for, at økonomiske incitamenter ikke virker for personer, som ikke har mulighed for at reagere på disse. Nedsættelse af ydelser medfører fattiggørelse og marginalisering, og risikerer dermed at føre folk længere væk fra arbejdsmarkedet.

Ifølge bl.a. socialforsker, Morten Ejrnæs, har nedsatte ydelser kun den effekt, at folk bliver mere modløse. (Ugebrevet a4, 17.3.17) Dette gælder særligt, når det drejer sig om kontanthjælpsmodtagere, der har andre problemer ud over ledighed, herunder helbredsmæssige problemstillinger. Sidst, men ikke mindst, kunne man også vælge at bruge de overskydende økonomiske midler og øge kommunernes økonomiske incitamenter, til at gøre brug af revalideringsordningen.

Revalidering bruges sjældent – der er sket et fald fra 30.000 til 10.000 revalidender i årene 2005 – 2015 – men har gode beskæftigelsesmæssige effekter for personer med begrænsninger i arbejdsevnen.  Ifølge jobindsats.dk er over 50% i lønmodtagerbeskæftigelse, blevet selvforsørgende eller står til rådighed for arbejdsmarkedet via dagpengesystemet 12 måneder efter endt revalidering. Da revalideringsordningen er dyrere end andre ordninger, kræver revalidering at kommunerne tænker mere langsigtet for at lave indsatser, der virker. Her kunne f.eks. en ændring af refusionsreglerne til revalideringsordningen øge kommunernes incitamenter til at gøre brug af denne.

Beskæftigelse eller sundhed?

Vi kunne også starte med at sikre, at personer, som bliver ramt af sygdom og/eller fysiske og psykiske funktionsnedsættelser samt sociale problemer, rent faktisk får hjælp til at løse disse i social- og sundhedsregi – ikke i jobcenterregi. Ligesom vi kunne sikre, at de beskæftigelsesrettede tilbud vi efterfølgende (eller sideløbende) tilbyder, rent faktisk er tilbud, som man dermed har lov til at sige ja og nej til, uden risiko for økonomisk fattigdom. 

Måske omformningen af ret og pligt til en rettighed for borgeren, endda kunne bidrage til oplevelsen af tillid og inddragelse for den enkelte borger, hvilket yderligere kunne føre til en oplevelse af myndiggørelse? Måske vil dette ovenikøbet medføre, at borgere oplever, at jobcentrets hjælp, rent faktisk er en hjælp?

Hvordan organiseringen konkret kan se ud, hvordan de frigivne økonomiske ressourcer skal bruges, eller hvilke tilbud reelt skal være tilbud – altså en rettighed for borgeren - kan vi diskutere videre. Lisbeth Riisager Henriksen og andre har f.eks. fremsat et udmærket borgerforslag om, at syge mennesker skal ud af beskæftigelsesindsatsen og i stedet skal deres sager behandles i social- og sundhedsforvaltningen (Borgerforslag, 3.4.18). Vi kunne starte med at diskutere dette og lignende forslag. Eller lytte til og diskutere de forslag, der fremkommer fra mennesker, der rent faktisk oplever beskæftigelsessystemet på egen krop.

Men diskussionen bør vi tage. De menneskelige konsekvenser af det nuværende beskæftigelsessystem er alt for høje og alt for ødelæggende. Det kræver kun en kort læsning af de indlæg og artikler borgere fra de sociale modstandsbevægelser har vist os.