Thisted Kommune hjælper virksomheder med at tage hånd om sygefravær

Ledelse

31/10/2013 09:50

Freja Eriksen

Mange virksomheder har svært ved at håndtere længerevarende sygefravær – særligt mindre virksomheder farer ofte vild i regler og tidsfrister. Derfor lancerer Thisted Kommune en ny sygefraværsportal, som skal hjælpe virksomheder og medarbejdere til at komme godt igennem sygefraværet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Som kommune ser vi ofte, at virksomheder oplever det som en meget vanskelig proces, når en medarbejder er sygemeldt i længere tid. Ikke kun administrativt, men i høj grad også menneskeligt, fortæller direktør for Beskæftigelses-, Social og Sundhedsforvaltningen Jesper Hosbond Jensen og fortsætter: Vi vil gerne hjælpe vores virksomheder til at mestre den vanskelige situation, som længerevarende sygefravær ofte er. Derfor indeholder portalen ikke kun information om regler og rettigheder, men også en række værktøjer og gode råd til, hvordan man for eksempel kan fastholde medarbejderen i arbejde til gavn for både den ansatte og for virksomheden, slutter han.

Thisted Kommunes nye sygefraværsportal er en kombination af videnbase, værktøjer og gode råd. Den henvender sig både til virksomheder og medarbejdere med beskrivelser af såvel regler som rettigheder i forbindelse med sygefravær. Alt sammen formuleret i letforståeligt hverdagssprog.

- Vi er heldigvis sjældent i den situation, at en medarbejder er sygemeldt i længere tid, fortæller Anni Christensen fra Skrannie Skilte & Reklame. - Derfor er det rigtig svært for os at håndtere sygefravær. Der er mange regler, vi skal overholde, og de er ofte svære at forstå. Vi har heller ikke ret meget erfaring med, hvordan vi håndterer det personligt over for den sygemeldte medarbejder. Det får vi alt sammen hjælp til nu. På Thisted Kommunes sygefraværsportal kan vi læse, hvad vi skal gøre og hvornår vi skal gøre det. Vi får også gode råd til, hvordan vi som virksomhed kan støtte den sygemeldte medarbejder i en svær situation. Det er en rigtig stor hjælp for en virksomhed som vores, slutter Anni Christensen.

Thisted Kommunes nye sygefraværsportal er bygget op som et hjul med faser i et sygefraværsforløb, men det er ikke nødvendigt at følge alle hjulets faser. Portalen er nemlig bygget op, så den også kan anvendes som et opslagsværk.

Thisted Kommunes sygefraværsportal er frit tilgængelig på kommunens hjemmeside. Du kan læse mere om sygefraværsportalen på thisted.dk under ”Erhverv” > ”Arbejdskraft og uddannelse” > ”Sygefravær” eller på thisted.dk/sygefravaer.

Thisted Kommune afholder et informationsmøde, hvor du kan se portalen. Mødet finder sted mandag den 25. november 2013 kl. 15.00-17.00 på EUC Nordvest. Du kan tilmelde dig på [email protected]. Der er tilmeldingsfrist til informationsmødet fredag den 15. november 2013. 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.