Jeg har både som forvaltningschef og siden som rådgiver arbejdet indgående med konkurrenceudsættelse, men jævnligt tænkt "hvor pokker er fagforeningerne?"
Det er lidt som om nogen af dem, trods massiv strategisk mediekommunikation mod konkurrenceudsættelse, anbringer sig selv i en strudseposition ift. uundgåelige lokalt besluttede konkurrenceudsættelser.
OPS - Få overblik her
Hvis du er forvaltningschef eller projektleder på et udbud, så kan det naturligvis være arbejdsmæssigt belejligt at fagforeningerne har den attitude. En kollega sagde for nyligt "Steen, det begræder vi faktisk slet ikke". Når min kollega sagde sådan, var det ud fra en betragtning om, at den offentlige udbyder naturligvis ved hvor fagforeningerne befinder sig holdningsmæssigt. Det sørger tillidsfolk og fagforeningernes mediemaskine for. Det er derfor ikke så svært at fremskrive, hvad det er de faglige foreninger generelt kunne ønske sig og på den måde imødekomme dem.
Det er jo i og for sig rigtig godt, men kunne udbyder og fagforeningerne opnå mere, hvis adfærdsmønsteret var anderledes?
Det er langt fra sikkert, at de godbidder projektlederen på et udbud lige fortolker sig frem til og lægger ind i det materiale, som fagforeningerne formelt bliver hørt omkring, er optimale. Resultatet kunne være helt anderledes, hvis fagforeningerne var bedre til det man i den private sektor betegner som presale. Altså at være i reel "salgs-dialog" før et udbud/genudbud er i ledelsens støbeske.
Det er min oplevelse, at fagforeningerne er helt fraværende når det kommer til netop presale og derfor på mange måder kommer ind som nummer chok ift. påvirkning. Fagforeningerne kan således nok have en skarp politisk holdning til konkurrenceudsættelse, men de formår sjældent at påvirke de konkrete udbud.
Dermed bliver det op ad bakke både i MED-samarbejdet og i den konstruktive tilgang til konkurrenceudsættelse, når fagforeningerne alene behandler kommuner og andre offentlige udbydere ud fra logikken "vi handler når vi ved det". Fagforeningerne mister indflydelse på noget de har en grundholdning til alene på grund af uheldig timing.
I et opråb til fagforeningerne kommer her en vejledning til, hvordan de ligesom private tilbudsgivere kan få informationer om hvilke myndigheder, der allerede er på vej mod en købsproces længe før et udbud er konkretiseret og beskrevet.
Find transfervinduet
Det ideelle tidspunkt for dialog med en udbyder er blevet kaldt “transfervinduet”. Dette vindue findes, i tiden før juraen og udbudsproces indsnævrer mulighederne for innovativ tankegang og dialog. Den nye udbudslov giver dog visse muligheder for udvidet dialog, men jeg vil nu alligevel anbefale fagforeningerne, at de sigter mod det ”traditionelle transfervindue”.
Man opnår større og mere konkret slagkraft, hvis man sørger for overblik over de udbydende myndigheder og deres præferencer. Det vil sige et overblik ift. hvor den enkelte myndighed er i forhold til “transfervinduet”, og hvilke overvejelser denne har eller kunne have.
Et rent prisudbud er alles ansvar
De faglige foreninger er ofte ude og sige, at udbyder fokuserer for meget på pris frem for kvalitet. Men hvad har fagforeningerne selv gjort for at påvirke dette rettidigt, altså i “transfervinduet”?
Kritikken af konkurrenceudsættelse er en gratis omgang, hvis man fokuserer på den sidste del af en beslutningsproces for her er den konkrete udbudsopbygning i hovedreglen fastlåst politisk og administrativt. Man bør lære af de dygtigste private virksomheders evne til at sælge deres særlige kendetegn ind til udbyder, på det tidspunkt hvor udbyder er i et mere påvirkeligt rum.
Fagforeningerne burde således være klart tydeligere til stede i transfervinduet.
Lav en udbudsoversigt og kom i dialog
Dialog og innovation mellem udbyder og fagforening i “transfervinduet” vil kunne skabe merværdi for så vel udbyder som fagforening.
I “transfervinduet” er fokus primært på behovene, udfordringerne, incitamenterne, mulighederne og løsningerne. Der er altså her mulighed for at bringe gode ideer og intentioner om eksempelvis CSR i spil. Det er netop i “transfervinduet”, at der er mulighed for at give udbyder en forståelse for, hvad der er god kvalitet og dermed nødvendigt for at udbyder foretager det bedst mulige indkøb mhp. på den bedst mulige borgerservice.
Strategi for professionaliseret målrettet udbuds-lobbyisme
Jeg er ikke i tvivl om af fagforeningerne har lagt strategier for lobbyisme, men jeg iagttager ikke, at en professionaliseret indsats ift. udbud af eksempelvis velfærdsområderne.
Dygtige tillidsfolk dukker godt nok op når forvaltningerne inviterer dem ind til dialog på det tidspunkt i processen, hvor man formelt skal og det groft sagt passer forvaltningen. Men hvor ofte har de faglige foreninger på mere strategisk niveau inviteret sig selv mhp. målrettet at tale om og påvirke kommende udbud og genudbud?
Særligt det sidste er et oplagt opmærksomhedspunkt, hvis man har et reelt ønske om at påvirke den kvalitative side af konkurrenceudsættelsen. Den rettidige forvaltning vil senest 18 måneder før kontraktudløb på et eksisterende udbud være i gang med overvejelser om genudbud, hjemtagelse o.l.
Spørgsmålet er således om fagforeningerne alene ønsker at kritisere fra en uforpligtende sidelinie eller ønsker at anerkende politiske og ledelsesmæssige beslutninger om konkurrenceudsættelse ved at deltage konstruktivt i forløbene?
Presale og lobbyisme har sin egen faglighed
I private virksomheder er det ikke ukendt, at der kan være en forskellig opfattelse mellem salgs- og produktionsafdelingerne af virksomhedens muligheder for at levere. Det handler basalt set om to meget forskellige opgaver og perspektiver, som henholdsvis en salgs- og produktchef har.
Tilsvarende er der stor forskel på, at være en tillidsmand der indgår i forskellige daglige lokale dialog og konflikt-processer med ledelsen og så en sektor- eller forbundsrepræsentant med speciale i konkurrenceudsættelse. Den sidste bør i alt fald ikke være fedtet for meget ind i konkrete operationelle fagforhold, men tilsvarende ”salgschefen” kunne sælge fagforeningens tilføre udbudsprocesser et kvalitetssyn med strategisk og taktisk blik på det rigtige tidspunkt uden kobling til aktuelle småknaster lokalt.
Dette er i sig selv en unik faglighed. Hertil kommer nødvendigheden af fagkundskab ift. konkurrenceudsættelse. Et felt der i sin kompleksitet kræver, at man arbejder med det ”dagligt”, hvilket næppe vil være tilfældet for lokale tillidsfolk.
Endnu et argument for at fagforeninger bør opgradere og nyorientere deres centrale afdelinger for konkurrenceudsættelse.
Slå hul i muren og byg en ny dør for dialog
Det er min oplevelse, at rigtig mange aktører rundt i den offentlige sektor faktisk savner en ny adfærd fra fagforeningerne. Man kan groft sagt efterlyse, at fagforeningerne i højere grad lever op til deres værdier, samfundsfunktion og løbende kritiske holdninger ved eksempelvis konstruktivt at påvirke de "uundgåelige" konkurrenceudsættelser.
Man spiller væsentlig viden og konstruktive bidrag af banen fra begyndelsen, når den centrale fagpolitiske holdning gennemgående er imod konkurrenceudsættelse. Når hovedindtrykket fra visse faglige organisationer er, at konkurrenceudsættelse er af det onde og derfor må bekæmpes.
Det går samtidig ud over fagforeningernes egne medlemmer, fordi vi mangler væsentlige bidrag til den løbende kvalitetsudvikling af udbudsområdet.
Den offentlige sektor er presset på alle områder økonomisk, kvalitativt og produktivitetsmæssigt. Et af værktøjerne for by- og regionsråd vil altid være konkurrenceudsættelse. Hvor ville det være konstruktivt, hvis faglige foreninger åbnede en ny dør, så vi sammen kan forbedre oplevelsen og den samfundsmæsige kvalitet og effekt af de konkurrenceudsættelser der kommer.
