Kommunen er som institution i fokus de næste 3 uger. Vi har kommunalvalg og det sætter et naturligt fokus på den offentlige institution der er tættest på borgerne og udmøntningen af vores velfærd. Jeg har i en del år beskrevet kompleksiteten i en kommune ved at triangulere forventningerne, interaktionerne og paradigmerne mellem tre hovedaktører i den kommunale verden. 1) borgeren 2) leverandøren 3) myndigheden. Tilsammen udgør de den kommunale bermudatrekant. Et fænomen jeg aktuelt uddyber i bogen af sammen navn.
Den Kommunale Bermudatrekant – et navigationsværktøj
Tegningen af den kommunale bermudatrekant illustrerer den kompleksitetspulje du skal navigere i. Dette uanset hvilket af de tre perspektiver du indtager. Herunder hvorledes de hver især føder ind til kompleksitetsgraden med hver deres paradigme og bundlinje. Eksempelvis borgeren der har en retskravsforventning om et serviceniveau, der ikke er politisk besluttet og derfor i princippet ikke bør leveres, men ofte bliver leveret af fagpersonen. Enten fordi denne har et mål om klagefri hverdag, eller fordi serviceniveauet ganske enkelt er uklart beskrevet og serviceniveauet derfor sættes afhængigt af dagsformen.
Læs mere af Steen Houmark
Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer: den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer - de sidste syv år som selvstændig rådgiver - som han deler ud af på DenOffentlige.
Læs flere artikler af Steen Houmark her.
Beskrivelsen her kan lyde vanvittig for udenforstående, men hvis du selv prøver at lægge de tre perspektiver ned over din hverdag med kommunen, så vil du hurtigt iagttage, at disse tre pejlemærker går igen i forskellige roller og betegnelser. Fælles for dem er dog, at hvis du som aktør, hvad enten du er politiker, leder, medarbejder eller borger, kan sætte dig ind i og forstå de tre positioner, så vil du langt lettere kunne navigere i og omkring den kommunale bermudatrekant.
Kommunerne har vokseværk og det stiller krav til de politiske og administrative kompetencer
Det kommunale landskab har ændret sig massivt de sidste 40 år. Begrebet ”big is beautiful” går igen, når vi ser tilbage på de to store strukturreformer. I 1970 havde vi ved den første kommunalreform ca. 1100 kommuner, som blev reduceret til 275, og ved kommunalreformen i 2007 reducerede vi yderligere antallet af kommuner til 98. Hvis vi fritager de store magistratskommuner så har en dansk kommune mellem 3000 – 5000 ansatte. Ifølge Danmarks statistik har kun 5 – 7 virksomheder samme kapacitet i antal ansatte. Det i sig selv giver potentielt anledning til udfordringer i et offentligt-privat samarbejde. Her skal vi tænke på at kommunerne indkøber for ca. 100 mia. om året.
Med den kommunale vækst i størrelse forøges kompleksiteten, og hertil kommer en øget efterspørgsel på velfærdsydelser og det stiller krav til så vel de administrativt som de politisk ansvarlige.
Kommunen er en politisk styret organisation med et meget stærkt embedsapparat
En kommune er en politisk styret organisation baseret på styringsprincipper, der gælder for et repræsentativt folkestyre. Borgmesteren og udvalgsformændene udgør kommunalbestyrelsens ledelse. De løser deres opgaver med bistand fra embedsmænd (direktion og chefniveau), til hvem kommunalbestyrelsen samtidig har delegeret det ledelsesmæssige ansvar for styring af forvaltning og institutioner, som leverer velfærdsservice. Det er derfor meget naturligt, at selve ledelsen og løsningen af en så bred og kompleks opgave, som driften af en kommune forudsætter lidt mere end bistand til politikerne, det kalder på en hel enorm delegation fra den politiske ledelse til de ledende embedsfolk i forvaltningen.
Kompleksitetsgraden kombineret med delegationen stiller samtidigt spørgsmål ved det repræsentative folkestyres kapacitet mht. overblik og indsigt og tilsvarende embedsværkets udstrakte magt. En magt, som for mig at se indeholder en hårfin balance mellem forvaltning af lovgivning, politiske beslutninger og ledelse på den ene side og så risikoen for politisering på en sådan vis at den politiske repræsentativitet forskubbes. Faren for manipulation og politiserende rådgivning er i den grad til stede.
Medier, borgere og interesseorganisationer vil ”klage” hvis de politiskesags oplæg ikke tygges af embedsværket
Kommunalvalg 2017 og de seneste dages mediefokus på kommunalpolitikernes arbejdspres sætter spot på professionalismen i politik. Engang var det nemlig således at kommunalpolitik for de fleste var en fritids-syssel. I dag er situationen en anden, flere politikere oplever et stigende pres. Arbejdstiden er steget voldsomt siden kommunalreformen for ti år siden og den almindelige politiker lægger nu snildt 20 timer om ugen.
Argumenterne for at embedsværket giver udvidet rådgivning til politikere er ofte at udfordringerne med at forstå den kommunale kompleksitet for lokale politikere er i stadig vækst. Kommunerne er, som beskrevet vokset til nogle gigantiske virksomheder, der kræver faglighed og specialisering på alle niveauer. Det betyder at mange embedsmænd af ren og skær nødvendighed mener at det er nødvendigt at tygge sagerne ekstra grundigt inden de fremlægges for politikerne.
Politikerne oplever derfor ofte, at embedsmændene har en noget større indflydelse, end de troede, da de blev valgt. De skal derfor være mere end godt forberedte for at kunne stille spørgsmål til forvaltningens sagsoplæg og det kræver tid og kompetencer.
Det medfører ind i mellem nogle besynderlige situationer, hvor politikernes ageren eller spørgsmål mest virker som en hund i et spil kegler.
Men hvad er det vi vil?
Politikere der har fingrene nede i bolledejen og detaljestyrer ud fra bedste evne i en verden som bliver mere og mere kompleks? Eller den bedste løsning for borgerne baseret på en balance mellem repræsentativ indflydelse, administrative nødvendigheder og fagprofessionel best practice?
Vi har behov for en individuel politikerskole, der forebygger at lokalpolitikerne hægtes af
Udviklingen medfører for mig at se, at vi skal gentænke en lang række af de kommunale og lokalpolitiske konstruktioner vi har i dag. Det kræver en debat om kommunal styring og velfærd og her er Den Kommunale Bermudatrekant min stemme.
Men lidt lavpraktisk ift. det pres som det repræsentative folkestyre er under i lokalpolitisk sammenhæng må jeg konstatere, at fremtidens lokalpolitiker har behov for en hel anden grunduddannelse. Det vil sige et tilbud der indholdsmæssigt er anderledes end dels det de kan tillære sig i partiforeningen og dels den quick-introduktion en del kommuner afvikler ifb. med kommunalvalget mhp. at forberede de nye politikere på virkeligheden.
Grundlæggende tror jeg, at hvis vi fortsat vil have repræsentativt valgte lokalpolitikere, der kan gøre en forskel, ja så skal vi arbejde på, at de ud fra deres individuelle ståsted kan tilegne sig et kommunalt kompleksitetsoverblik. Det kalder på udvikling af en politikerskole der forebygger mindst to ting. 1) at politikerne hægtes af, 2) at vi som borgere får en relevant og nærværende politisk styring i fornuftig balance mellem delegation til embedsværk, fagfolk og politisk detaljefokus. Vi har nemlig ligeså lidt brug for embedsmæssig magtfuldkommenhed, som politisk spørgejørgen uden effekt.
