KL afviklede i sidste uge deres årlige Social- og Sundhedspolitiske konference. Jeg går med dette indlæg et spadestik dybere end i mit sidste, hvor jeg anmeldte konferencen i et OPS-perspektiv. Med baggrund i kommunernes udfordringer ser jeg denne gang på det kommunale landskab og noget af det, som optager kommunale repræsentanter, når de deltager i KL's konference. Spørgsmålet er desuden om Folkemødets debatscene om OPS kan drage nytte af iagttagelserne?
Det kommunale landskab – big is beautiful
Ser man på det kommunale landskab og hvordan det har ændret sig de sidste 40 år, får man en større forståelse af kommunernes virkelighed. Begrebet ”big is beautiful” går igen og igen, når vi ser på de store strukturreformer. Fra ca. 1100 kommuner før den første kommunalreform i 1970 til 98 i 2017. Samtidig er befolkningen steget kraftigt i antal, ligeså efterspørgslen på kommunale velfærdsydelser. Det giver kommunerne som forsyningsansvarlige en række udfordringer, som de kan have svært ved at klare alene. Men hvordan ser kommunerne så ud - og er der nogen oplagte forhold, private velfærdsvirksomheder skal have in mente ved samarbejde med kommunerne?
Kommuner er kæmpe koncerner som kun få private kan matche
Tager vi udgangspunkt i antal kommunalt ansatte, så har vi i Danmark ca. 500.000 - hvilket betyder at en gennemsnitlig kommune har ca. 5000 ansatte. Hvor vil jeg hen med det? Jo, hvis vi antager at størrelse, i form af flere ansatte, medfører øget kompetence mht. ledelse, administration og kompleksitetshåndtering, ja så burde det være til gavn for borgeren som forbruger af kommunal service.
Kommunerne beskriver ofte sig selv som en koncern. Altså en virksomhed med flere del-virksomheder, der hver håndterer deres opgaver. Denne kompleksitetsopdeling skulle være god for borgerne, fordi de herved møder specialister ift. deres behov frem for generalister. Men hvordan ser det ud, når du er virksomhed fra den private eller civilsamfundssektoren? Ja, så kan man bare konstatere, at der ikke er mange private koncerner i Danmark, der kan matche en gennemsnitskommune mht. antal ansatte, kun mellem 5 – 7. Denne størrelsesforskel betyder, alt andet lige, at perspektiverne for et samarbejde mellem en kommune og en aktør fra henholdsvis den private eller civilsamfundssektoren er meget forskellige alene med afsæt i human kapacitet.
Meget mere mellem linjerne end udstillergaden og de udvalgte temaer
Jeg møder forskellige embedsmænd på konferencen som indvilliger i at give mig deres vinkel på konferencen. Margrethe Kusk, centerchef for sundhed og omsorg i Helsingør indleder med at sige: ”Jeg tror, du har brug for vide hvorfor jeg er her, for at forstå, noget af det man ligesom ikke ser som privat…. Jeg er her af tre grunde 1) fællesskabet og synergien som skabes mellem politikere, ved at de hører og taler om det samme, 2) at få gentegnet og udvidet mit kommunale netværk, og så den tredje ting, et fagligt input, som kan give lidt ekstra værdi at tage med hjem. Det sidste er ikke det vigtigste. Det er de mange uformelle processer mellem politikere, embedsværk og konferenceelementer der tæller.”
Det er ikke første gang, at jeg hører den udlægning, og det betyder, at meget af konferencens værdi for de kommunale deltagere ligger mere mellem linjerne i det samlede konference setup end i den synlige struktur, som programpunkter, udstillergade og workshops.
Løsningsgallerierne en ny og befriende måde at bringe deltagerne i kontakt med praksis
I år afløser et løsningsgalleri den mere traditionelle workshop. Det får mange gode ord med på vejen fra deltagerne. De fleste ønsker at være anonyme, men pointen er, som en deltager udtrykte det, ”at vi nu slipper for at sidde og svede ved endeløse paneldebatter, hvor det handler om at række fingeren op og sige hvilken kommune du kommer fra.”
I gallerierne præsenteres indsatser og projekter, der har skabt faglig udvikling og værdi for borgere og medarbejdere. I et af gallerierne står Malene Størup, sundhedschef i Frederikssund Kommune. Her eksemplificeres hvordan Novavi leverer alkohol- og stofbehandling til kommunens borger og hvordan Frederikssund i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed måler effekten af misbrugsbehandlingen - og de forebyggende indsatser.
Den Kommunale Bermudatrekant hindrer sammenhæng på tværs og medvirker til at pressen sætter uunderbyggede dagsordner
En af kommunernes store udfordringer er sammenhæng på tværs. Men det er ikke kun konferencens deltagere, der har fokus på sammenhæng, det har adskillige oplægsholdere også. Både journalist Ulrik Holmstrup og sundhedsminister Ellen Trane Nørby trækker den kommunale bermudatrekant frem som en af de udfordringer, der forhindrer sammenhængende borgerservice. Den kommunale bermudatrekant er et kompleksitetsfelt, du begiver dig ind i, og kan du navigere imellem trekantens pejlemærker, har du en chance. De tre pejlemærker er:
- Borgerperspektivet: pårørende og brugere af velfærd
- Leveranceperspektivet: medarbejderne og virksomheden der leverer velfærdsydelser
- Myndighedsperspektivet: politikerne, embedsværk og det sagsbehandlende niveau
I kommunerne er det så komplekst, at man foreslår faglige forløbskoordinatorer, så borgeren kan finde rundt og forbrugerjournalister i pressen så læsere og Christiansborg-politikere ikke druknes i halve sandheder og tyer til enkeltsags-lovgivning.
Sammenhæng: Koden kan knækkes på forskellige måder
Alle, jeg taler med, er enige om, at sammenhæng på tværs i den kommunale bermudatrekant er blandt de største udfordringer - men det er ikke sådan, at der ikke sker noget.
”I Frederikssund har vi arbejdet en del med at løse problemerne i fællesskab og se og handle på tværs," fortæller Malene Størup og fortsætter,
”Vi er begyndt at arbejde med fælles opgaver – fælles ledelse som er med til at åbne ledelsesrum, der muliggør ledelse på tværs. Det betyder fx at jeg sidder for bordenden i sundhedsmæssige sammenhænge på tværs af nogle mine kollegaers driftområde. Det giver en anden synergi, at vi arbejder på den måde, men der hvor vi er i dag har krævet energi, respekt og tillid.”
Der er ingen tvivl om, at det er svært at skabe sammenhæng på tværs i kommunen, måske fordi der ikke er noget incitament for den enkelte søjle i at bidrage på tværs. Jobcenterchef Peter Olsen fra Gribskov lægger ikke skjul på, at det har været en svær proces. I Gribskov Kommune har man for år siden tilrettelagt et velfærdsudviklingsprojekt på tværs af børn, social, sundhed og jobcenter med fokus på at øge effekten for både borger og budget.
”I praksis betyder det, at jeg som chef for jobcenteret kan og skal gå på tværs, hvor jeg både instruerer og følger op på ledere, der organisatorisk referer til andre chefkollegaer. Det er en udfordring i dagligdagen, og må betragtes som en kontinuerlig kulturel forandringsproces hos ledere og medarbejdere, hvor vi gør op med søjle-forståelsen, samtidig med at vi er utrolig skarpe på løsningsmodellerne. Vi arbejder, så at sige, på at reducere antallet af selvpraktiserede løsninger og i højere grad gå over til at bygge vores beslutninger på det man i sygehusvæsnet har arbejdet med i årevis, nemlig evidens.”
Gribskov Kommune er nu så langt, at man har sat det tværgående velfærdsudviklingsprojekt i drift og er begyndt at implementere det på kryds og tværs af velfærdsforvaltningerne.
Det vil sige, I har knækket koden, og er der hvor andre drømmer om at være, spørger jeg?
”Nej. Helt så stærkt vil jeg ikke udtrykke det. Vi har bare erkendt, at vi må gå fra projekt-teori-plan til praktisk implementering og justering i den daglige drift og komme derudaf,” konkluderer Peter Olsen.
Passende forstyrrelse er nødvendig, men ikke uden de private
Forsker Annemette Digmann afslutter konferencen. Hun peger bl.a. på at kommunerne skal udsætte sig selv for passende forstyrrelse, hvis de skal lykkedes med at omsætte konferencens temaer til praksis.
Jeg spørger Malene Størup, om Allan Søgaard Larsen var den rigtige forstyrrelse?
”Jeg synes at Allan Søgaard fremkaldte et skarpt perspektiv af virkeligheden for ledere i den kommunale sektor,” svarer hun og fortsætter,
”Vi har et stående krav om konstant forstyrrelse i vores ledelsesrum og det hænger sammen med de vilkår vi har, nemlig multiple, foranderlige og komplekse opgaver...”
”I min verden var professor Janne Seemann det fagligt element, jeg tager med hjem. Lige ud ad landevejen uden indviklede forklaringer, med krav om at kommunerne skal lade sig forstyrre og prøve noget nyt, om ikke hver gang, så hver anden gang," smiler sundhedschef Margrethe Kusk.
Du abonnerer altså ikke på input fra den private sektor, som Allan Søgaard eller udstillergaden, spørger jeg?
”Jo, de private har vi skam brug for, som deltagere og i de faglige debatter, men for min skyld kunne de godt nedlægge udstillergaden….. Det nye og aktuelle fra den private sektor skal op i salen og ind i debatterne.”
Det sidste stemmer overens med hvad andre deltagere med privat fortegn fortæller mig. Medstifter af den specialiserede velfærdsvirksomhed Habitus Peter Dreyer udtrykker det således:
"Vi håbede, at der blev talt lidt mere om samarbejdet på tværs med private leverandører…. Det er ofte dyre og komplekse sager, vi varetager, så det er vigtigt med et tæt samarbejde, for at sikre gensidig opbakning og enighed om faglig tilgang med videre.”
KL's konferencer er et oplagt rum for udveksling af offentlige og private samarbejdspotentialer.
Kommunerne står over for nogle udfordringer i den kommunale bermudatrekant som de ikke kan klare alene, og en af løsningerne er bedre og mere samarbejde på tværs af sektorer. Offentligt-privat samarbejde er andet end konkurrenceudsættelser og salgsstande på kommunale konferencer. Alene af den grund skal KL i større omfang invitere viden fra den private sektor ind ved deres konferencer. Men den private sektor bør også i højre grad bevæge sig ud af udstillersyndromet og skabe en passende forstyrrelse som deltagere i konferencesalen og løsningsgallerierne. Det er i alt fald her, jeg som privat konsulent møder kunderne og har mulighed for at få en faglig og samarbejdsorienteret drøftelse, men det kræver, at du indimellem forstyrrer den stramme bordkorts-styring KL eksekverer, der adskiller private deltagere fra offentlige.
Kan vi så bruge denne læring på Folkemødet? Det vil jeg tro. Kommunerne er nemlig i den grad optaget af at få de bedste løsninger og med det galleri af løsningsmuligheder, OPS-Scenen kommer til at byde på, så har vi al mulig grund til at glæde os.
