Danmark står med nogle store udfordringer på velfærdsområdet. En af udfordringerne er en stigende ældrebefolkning og en alt for lav stigning i arbejdsstyrken i den arbejdsduelige alder. Det betyder, at vi de kommende år vil opleve en øget efterspørgsel på velfærdsydelser samtidigt med, at antallet af hænder til at levere den vil være utilstrækkelige. Økonomi og forventningerne til kommunal service er i den grad i spil. Ikke kun på normalområdet, men også ift. fx det specialiserede børneområde.
Presset på kommunerne medfører krav om at levere mere velfærd for mindre. Mette Frederiksen og socialdemokratiet formulerede det stort set således på deres nylige kongres. ”
"Der er brug for langt større krav til de institutioner, hvor udsatte børn anbringes. Hvis man vil tjene penge, må man sælge vaskepulver. Man skal i hvert fald ikke kunne tjene penge på udsatte børn!”
OPS - Få overblik her
Det er et krav der er til at få øje på, særligt, hvis man er privat operatør inden for specialområdet. Det er en hel legitim holdning, men jeg synes den er enten urealistisk eller i det mindste meget unuanceret og afkoblet den virkelighed vi har på det specialiserede børneområde. Alle tjener jo penge på velfærd, så hvad er det lige for et signal Mette Frederiksen sender? For mig at se er det vigtigere, at politikerne tager en debat om, hvilken velfærd vi vil prioritere og i den sammenhæng har et skarpere og mere nuanceret syn på, hvor meget man må tjene på at levere skattefinansieret velfærd.
Enkeltsager brugt til at skabe utryghed ved det at være privat og bane vej for en slagmark i det kommende folketingsvalg
Lige op til Folkemødet i år lavede FOA og SL et frontalangreb på marked for sociale bo- og opholdssteder ved at iværksætte en mediekampagne, som mere end antydede at ejerne af private botilbud generelt trak penge ud af deres tilbud på en upassende facon.
I første omgang undrede jeg mig over, at FOA deltog i dette angreb. Feltet ligger jo lidt uden for deres hovedområde, så man kunne forledes til at tro, at FOA var i færd med at bane vejen for en ideologisk slagmark for nogen andre. En tanke der godt kunne forstærkes, da man hørte Mette Frederiksens udtalelser på kongressen sidste weekend, hvor socialdemokratiet med deres udspil ”Altid på børnenes side” understregede at man ikke måtte tjene på anbragte børn.
Det er dog næppe den eneste grund til, at SL og FOA har været på krigsstien. Dykker du ned i evalueringen af tilsynsreformen, der udkom i maj, så finder man måske noget af årsagen. Evalueringen viser nemlig, at private botilbud er en smule bedre mht kvalitet end de offentlige, og ikke mindst at de er i vækst. Det vil sige, at de private tilbud vinder ind på det offentliges markedsandel, og da FOA ideologisk er modstander af privat drevet velfærd, fandt de en kæp i form af nogle konkrete cases de kunne sætte i hjulet for mere privat fremdrift.
Respons fra arbejdsgivere og brancheorganisationer i den private sektor udeblev naturligvis ikke. De fleste af velfærdens mange aktører kom nemlig hurtigt ind i kampen. Men hvad er egentlig problemet ved at tjene penge på velfærd, herunder anbringelser, Mette Frederiksen?
Jeg har tjent min løn på velfærd i alle tre sektorer, men oplever en kedelig stigmatisering som fagprofessionel i debatten om den private sektor
Jeg kan ligeså godt indrømme det. Jeg er uddannet i den offentlige sektor som sygeplejerske og har som sådan tjent min gode løn. Når man læser fagforeningernes indlæg og lytter til Mette Frederiksens tale til den socialdemokratiske kongres, så er det et problem, at private virksomheder tjener penge på velfærd.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Grundlæggende forstår jeg ikke, hvorfor det i FOA's, SL`s og Mette Frederiksens øjne er helt legitimt, at jeg som sygeplejerske tjener penge i det offentlige og kæmper for en højere løn forstået som profit af mine varme hænders indsats. Omvendt hvis jeg med udgangspunkt i mine kvalifikationer etablerer et privat bo- og opholdssted og sætter hånden på kogepladen, så jeg ud over tid også investerer penge i virksomheden, ja så er det et problem. Det er som om man forudsætter, at jeg skifter profil og etik, når jeg bliver privat. Herefter vil jeg tilsyneladende kun levere dårlig kvalitet og på grisk vis trække overskud ud af virksomheden, frem for at have fokus den faglighed jeg lærte i det offentlige og de mennesker virksomheden er sat i verden for at hjælpe.
Der er risiko for øget af-specialisering, hvis kommunerne hjemtager alle børn med særlige behov
Jeg kan godt følge Mette Frederiksens logik ud fra hendes ideologiske syn, men har hun virkelig tænkt sig at nedlægge et marked, der bl.a. består af specialistvirksomheder, som kommunerne ikke har råd til selv at opretholde fagligt eller økonomisk? Vi har jo også den virkelighed at af-specialiseringen er rullet ind over specialområdet både under denne og den forrige regering.
Personligt forestiller jeg mig ikke, at Mette Frederiksen vil lovgive om, at kommunerne skal trække alle børnene hjem eller strangulere fleksibilitet og faglighed med en af fortidens løsninger (driftsoverenskomster). Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet, hvor meget er det så rimeligt, at jeg kan trække ud af min potentielle velfærdsvirksomhed?
Paradokskrav: Som privat skal du være robust, du må ikke tjene for meget, men de store pensionskasser må gerne få et afkast af deres investeringer
FOA har længe været ude med riven efter de private plejevirksomheder og sagt, at de dumper priserne. Hvis jeg ikke husker meget fejl, så har man også efterspurgt robuste leverandører i ældreplejen. Lidt et paradoks. Du må ikke tjene for meget, men du skal samtidig være robust. Hvis vi alene fokuserer på økonomisk robusthed, så kan man kun blive robust, hvis man tjener penge, eller der kommer en investor forbi som sikrer robustheden og derfor med rimelighed kan forvente et afkast. Hvad må sådan en investor få i afkast?
Det svar svæver i luften, samtidig med at social impact bonds er oppe i tiden som en acceptabel løsning, hvor fx pensionskasser investerer i sociale indsatser. Og hvad er det en investor skal have? Afkast, men her er det tilsyneladende i orden, hvis det er en pensionskasse og ikke en selvstændig fagprofessionel, der selv har lagt hjerte og hænder på kogepladen og via sin virksomhed skaber overskud til egen pension og skattefinansiering af mere velfærd?
Alle trækker overskud ud af velfærd
I det hele taget er profitbegrebet interessant, for det vil være min påstand, at såvel offentlige som private- og civilsamfundsvirksomheder profiterer af at levere velfærd.
Kommunerne er jo alt andet lige de største investorer i velfærdsorganisationer (deres egne enheder). Vi kan hurtigt konstatere at bo- og opholdssteder er et kæmpe marked, hvor kommunerne er den største spiller med en meget stor kilde til indtægt og dermed potentielt overskud for sælger-kommunerne.
Et rent offentligt marked hvor overhead på 5-7% ikke har været usædvanligt. Jf. rammeaftalerne mellem kommunerne. På den baggrund kan man rejse spørgsmålene, hvad gør sælger-kommunerne med det overskud der må opstå fordi de forventeligt har en stordriftseffekt? Er det rimeligt, at de som investor har mulighed for at bruge et evt. overskud på andet end blød velfærd?
De spørgsmål og den drøftelse glemte SL og FOA, da de i sommers rettede projektøren på de private bo- og opholdssteder, men den bør tages på lige fod med profit for private og indgå i en drøftelse, hvor vi sænker de ideologiske parader og sammen på tværs af sektorerne udarbejder et charter for god virksomhedsdrift på velfærdsområdet.
Marked for sociale bo- og opholdssteder har sin helt egen økologi
Blød velfærd er i Danmark modsat forbrugsgoder som ulykkesforsikringer, vaskepulver, pærer og bananer finansieret af fællesskabet Danmark via vores skattesystem. Det betyder, at vi alle har en andelshavermening om hvad pengene skal bruges til, og i den sammenhæng er der en forventning til at skattekronerne i størst muligt omfang går til ydelserne.
Det at være privat leverandør på det bløde velfærdsmarked er altså klart forbundet med nogle helt andre komplekse navigationsforhold end hvis man solgte vaskepulver. Vi kan derfor ikke direkte sammenligne markederne for velfærd med andre former for markeder på det privatretlige område, når det handler om eksempelvis udbetaling af overskud til ejerne.
Og så alligevel. For selv på det rene private marked findes der meninger om hvad der er ret og rimeligt. Det viser fx sagerne om Panama-papirerne og Danske Bank.
Vi skal udvikle et charter for god virksomhedsdrift
Vi har behov for at komme væk fra den kedelige side af debatten om velfærd og profit så det ikke ender i en sæbeopera. Vi skal i stedet arbejde for at aktørerne på velfærdsmarkedet finder en dansk model, som gror nede fra og ikke kommer fra borgen som et reformindgreb, fordi man via den kedelige og unuancerede debat føler sig ideologisk tvunget til at handle på en detalje, hvor man ikke kender alle nuancerne. Erfaringerne med centrale reformindgreb har en historik der fortæller, at det efterfølgende langt fra blev lettere at agere.
