Social innovation er realiseringen af en social opfindelse der skaber værdi i praksis. Begrebet social innovation anvendes om mange ting og sniger sig i disse år ind i vores sprogbrug. Det bliver anvendt om alt og ingenting. Ofte bliver social innovation sidestillet med socialøkonomi, socialt iværksætteri eller offentligt-privat samarbejde. Men det handler også om organisations- og markedsinnovation, etablering af nye tilbud, teknologianvendelse og implementering af nye metoder.
En af de nyere sociale opfindelser, som udsættes for social innovationer, er de såkaldte sociale investeringer. I mit perspektiv er alle velfærdsstatens indsatser en form for social investering ift. de borgere, der har behov, så hvad er det lige, der karakteriserer det her ”nye sort”?
Investeringer der handler om mennesker
Sociale investeringer handler om at investere i mennesker så de kan komme videre, så at sige overkomme de udfordringer, der præger deres liv, så de enten helt eller delvist kan komme tilbage til en normal livscyklus. Der er altså tale om reelle økonomiske investeringer med potentielle positive afkast for både dem, der investerer og så naturligvis os alle sammen, borgeren og samfundet
Hvad betyder social investering så?
Når økonomiske investeringsmodeller bliver socialt fokuserede rykker man risiko fra det offentlige til det private
Flere kommuner er begyndt at arbejde med sociale investeringer - men er det reelt noget de har forstand på og hvad betyder det at investere socialt? Aktuelt er jeg stødt på to forskellige sociale investeringsmodeller, som forsøges anvendt, når man udvikler sociale investeringer. Det med udvikling og innovation vender jeg tilbage til.
Læs mere af Steen Houmark
Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer: den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer - de sidste syv år som selvstændig rådgiver - som han deler ud af på DenOffentlige.
Læs flere artikler af Steen Houmark her.
Den ene kaldes Payment by Results og den anden kaldes Social Impact Bonds.
Payment by Results betyder, at kommunen betaler for den indsats, som virker, mere end for de aktiviteter indsatsen indeholder. Det vil sige, kommunen betaler for opnåede effekter, fx at en socialt udsat borger kommer i arbejde. Det har også haft et andet navn, nemlig no cure, no pay og er anvendt med vekslende held i et vist omfang på arbejdsmarkedsområdet.
Tankesættet bag modellen er at myndigheden, forstået som kommunen, mindsker risikoen og har potentiel mulighed for flere effekter end kun det, at borgeren kommer i arbejde og betaler skat, da vi ved at fx socialt udsatte borgere, der kommer i arbejde, øger deres livskvalitet og reducerer deres træk på øvrige ”sociale indsatser” ved at komme i arbejde. Hertil kommer en potentiel mulighed for at en lokal virksomhed, som tager borgeren ind, vokser, hvilket igen har en positivt afsmittende effekt på det omliggende samfund.
Social Impact Bonds (sociale obligationer) handler om, at investorer, fx pensionsselskaber, påtager sig den fulde eller delvise økonomiske risiko og investerer i sociale løsninger med mulighed for afkast på den lidt længere bane. En bane, hvor man som investor har et livsforløbsperspektiv på sociale investeringer, mere end et nu og her perspektiv på no cure no pay.
Social Impact Bonds kan desuden gå hånd i hånd med Payment by Results-metoden og understøtte denne ved at sikre, at den nødvendige kapital stilles til rådighed for aktørerne som tager socialt udsatte borgere ind i deres virksomhed, samtidig med at investorer opnår del i fordelene.
Harmonerer vækst med en social bundlinje i en tid hvor teknologivæksten er ekspotentiel?
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Social investering blev på velfærdens innovationsdag i januar betragtet som en form for ”markedsinnovation”. Det vil sige en nytænkning, der innoverer både på den kommunale banehalvdel og i forhold til virksomhederne. Det lyder da også besnærende, at man kan skabe vækst med en social bundlinje via sociale investeringer og eksempelvis få socialt udsatte i arbejde. Men hvordan matcher den tankegang lige den eksponentielle teknologiske udvikling?
Før vi kan svare på det spørgsmål, skal vi måske stille os et andet, nemlig: hvad er det for borgere, som vi aktuelt får i arbejde via forskellige sociale indsatser?
Hvad er det for en gruppe borgere vi taler om?
Hvis man dykker ned i målgruppen af arbejdssøgende, så støder du på en gruppe, der kan beskrives som socialt udsatte borgere eller borgere i særlig risiko for at blive det. Det er borgere, der i bredt omfang er bedre til håndens end til hovedets arbejde. De har ofte levet med økonomiske udfordringer, afsavn, omsorgssvigt o.l.. De bærer rundt på et negativt selvbillede, som de kan have svært ved at ryste af sig, så den enkelte kan få fodfæste på arbejdsmarked. En anden gruppe, der beskrives som socialt udsatte, er gruppen af borgere som er i særlig risiko for at blive ramt af stigmatisering, fordi de mangler grundlæggende forudsætninger for at begå sig i samfundets normale fællesskaber, fx på en arbejdsplads eller i uddannelsessystemet. De er belastet af psykisk sårbarhed, kognitive begrænsninger og manglende sociale færdigheder.
Det er bl.a. disse typer af borgere, nogen ser en gevinst i, at vi foretager sociale investeringer i.
Hvilken kraft har den såkaldte ekspotentielle teknologiske udvikling egentlig?
Tilbage til spørgsmålet om den ekspotentielle teknologiske udvikling. Hvor stor er den egentlig og hvad kan vi forvente?
For nogle brancher er teknologiens eksponentielle udvikling en iskold dukkert. For andre, som fx velfærdsbranchen, har det taget længere tid at få fodfæste, men nu ser det faktisk ud til, at der begynder at ske noget. Spørgsmålet er ikke længere; om der kommer disruptive velfærdsteknologier og udfordrer os. Det er udelukkende et spørgsmål om hvornår – og om vi opdager det i tide.
Hvis vi går med på tanken om at teknologien pt. har en matematisk eksponentiel udvikling, hvad betyder det så egentlig?
Jo, hvis udviklingen er lineær og du tager 30 lineære skridt frem efter din næse, så når du ca. 30 meter, men tager du 30 eksponentielle skridt, så når du over 20 gange rundt om jorden!
Jeg lader sætningen stå lidt, mens jeg introducerer Mille Food. En spændende virksomhed, jeg besøgte for nogle uger siden. Den ligger i Hundested. Her kommer der pulver og væske på store paller ind på gaffeltrucks i den en ende og modermælkserstatning ud i den anden. Det meste af den højtekniske produktion er robotiseret. Mille Food er en eksportvirksomhed og både det lokale jobcenter og Mille Food er glade for samarbejdet, som bl.a. handler om at finde medarbejdere, der kan opkvalificeres til at køre truck.
Spørgsmålene bliver her: hvor lang tid går der inden de selvkørende gaffeltrucks vinder frem i industrien og jobcenterene skal finde andre løsninger?
Er sociale investeringer en inkrementel løsning?
Et er naturligvis teori og noget andet de barske realiteter. Når jeg har gjort lidt ud af at konkretisere begrebet eksponentiel teknologisk udvikling, så er det fordi det er en kraft, som for øjeblikket disrupter masser af jobs og funktioner. Det betyder at virksomheder og kommuner skal se fremtiden mere radikalt og eksponentielt end linært og inkrementelt. Det er i dette perspektiv, jeg tænker, at nutidens sociale investeringer mere er et udtryk for en inkrementel innovationstankegang end en radikal, der kan modstå fremtidens disruptive eksponentielle innovationskraft.
Sociale investeringer er risikobetonede, hvis vi kun tænker løsninger vi kan se lige nu
Hvis vi antager at den eksponentielle teknologiske udvikling fortsætter, så vil jeg anbefale at vi fokusere et andet sted og tænke mere radikalt.
Spørgsmålet er ikke om vi skal investere socialt, for det bør vi. Nej, spørgsmålene må bl.a. handle om to ting:
- Hvilke løsninger vi vil tilbyde socialt udsatte borgere om fem år, når der skal laves sociale investeringer på et tidspunkt, hvor den teknologiske fremdrift har sat en stopper for sociale investerings- og løsningsmodeller som vi kender dem i dag?
- Hvordan ruster vi, fx via sociale investeringer, teknologitruede borgere, så de enten kan forblive eller træde ind på fremtidens teknologiprægede arbejdsmarked?
Mit perspektiv er, at målgruppen af borgere for sociale investeringer antageligvis fortsat vil eksistere, måske vil der endda være flere, men muligheden for at finde ”job” af manuel karakter o.l. vil være overhalet af teknologiske løsninger. Hertil kommer, at man i et investeringsmæssigt perspektiv kan stille spørgsmål ved den risiko, der er forbundet med sociale investeringer. Hvor stort et afkast kan eksempelvis pensionsselskaberne forvente af de sociale investeringer, der foretages i dag over blot en femårig periode?
De radikale løsninger ift sociale investeringer kan skabes i OPS-baserede innovationshuse dekoblet den kommunale produktionslinje
Vi taler om en fremtid, der ikke er ret langt væk og i den sammenhæng bør kommunerne gøre noget andet end de plejer. Direktør Kristian Hart Hansen fra Leo Lab pegede på velfærdens innovationsdag på fordelene ved at adskille driften fra innovationen. Erfaringerne er taget fra medicinalindustrien, hvor man til trods for enkle bundlinjer har erkendt at radikal innovation sker bedst dekoblet de daglige driftsprocesser.
Forslaget er altså, at vi i denne sammenhæng etablerer innovationshuse med kompetencer til både at tænke, men også at løse - at eksekvere langsigtede sociale investeringer, der ligger længere væk end morgendagens udfordringer i jobcentret. Dette ud fra en betragtning om at driftsorganisationers og dermed kommunernes immunforsvar helt naturligt altid vil reducere den radikale innovative kraft, når tiltag udvikles tæt på den eksisterende drift.
