”Du begriber med dine begreber og det du ikke har begreb for, begriber du ikke.” Steen Hildebrandts ordspil har klinget i mine ører siden jeg læste Karen Stæhr og Dennis Kristensens indlæg: OPS handler om mest muligt velfærd for pengene.
Jeg kan nu sige, at jeg begynder at begribe FOA's indstilling til begreber som penge og profit, men Karen Stæhr og Dennis Kristensen svarer ikke på et par af mine ret så væsentlige spørgsmål.
Har fagforeninger som FOA sat døren på klem i forhold til offentlig-privat samarbejde (OPS)? Og er der tale om, at FOA i virkeligheden har rykket sig og er ved at invitere ind til en reel drøftelse af næste niveau for offentligt-privat samarbejde? Det vil sige et niveau, hvor vi lige sænker de ideologiske parader og begynder at drøfte reelle løsninger? Det mangler jeg fortsat svar på.
OPS - Få overblik her
Jeg kan naturligvis vælge at fortolke at FOA er på vej - hvilket jeg vil hilse velkomment. Men her er det jo, at det med begrebsfortolkningerne kan træde i vejen og i virkeligheden udvide forståelseskløften frem for at reducere den.
Profitbegrebet er blevet mere nuanceret siden Karl Marx
Det kan nemlig godt være, at Karen Stæhr og Dennis Kristensen mener, at jeg blander begreberne godt og grundigt sammen, når man blandt andet taler profit, løn, offentligt forbrug og medlemskab af fagforeninger, men i min begrebsforståelse har profitbegrebet forskellige ansigter, præget af dit afsæt og den sektor, du befinder dig i. Bundlinjerne er ganske enkelt meget forskellige og derfor ser jeg altså ikke profit i et traditionelt perspektiv, når vi betragter de tre samfundssektorer. Deres vilkår og indfaldsvinkler til en række punkter i forhold til innovation og leverance af velfærd er meget forskellige. Og det er netop en af årsagerne til, at vi skal have mere offentlig-privat samarbejde - for at opnå den bedst mulige synergi til gavn for borgerne.
Kvoter og regler vil ikke løse udfordringen med de brodne kar
Karen og Dennis ser verden således, at profit er fortjeneste ud over omkostninger. Det vil sige, at profit til en ejer af en velfærdsvirksomhed, ikke er knyttet til hverken en arbejdsindsats eller af en fast størrelse. Og den profit må ikke blive for stor. Men hvad er for stor? Skal vi til at have flere skatteregler, procentsatser og kvoter, som giver endnu andre fortolkningsmuligheder for nye kvotekonger?
Kvoter og lag på lag regler er som flådeeg
Kvoter er som bekendt noget man fanger torsk i og er en metode der blev opfundet i fortiden. Så hvad med at tænke anderledes på det her felt?
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Min bekymring er, at vi med kvoter og flere regler for profit begår sammen fejl som den danske konge i 1807 efter at englænderne havde ”stjålet” vores flåde. Dengang beordrede han helt naturligt i en samtidig tankegang plantning af egetræer med det fremsyn at disse træer på sigt kunne danne grundlag for en flåde der kunne banke englænderne. Desværre løb innovationen fra træskibe som militærteknologi. Min pointe er, at vi må et andet sted hen, hvor vi gør noget andet. Noget der er rettet mod alle sektorer og ikke kun den private sektor, når vi taler om at få mere velfærd for pengene.
Vi har behov for opgradering af forbrugerjournalismen, når det drejer sig om velfærd
Vi kan nemlig i debatten om velfærd og penge finde skrækeksempler fra alle tre sektorer, der kan få hårene til at rejse sig. Den slags sager skal vi naturligvis agere imod som samfund. Det er blandt andet derfor vi har tilsynsfunktionen i forhold til sociale bo- og opholdssteder. Her er det min gennemgående erfaring, at tilsynet langt fra kan betragtes som en ”walk over”, hvor tilsynsmyndigheden er et gummistempel. Jeg har grundlæggende den indstilling, at eksempler som dem Dennis Kristensen og Karen Stæhr henviser til, altid har to eller flere elementer end der formidlet i medierne.
Jeg prøver ikke at bortforklare eller udvise sympati for det, som er oplagt forkert, men jeg savner i sager som disse en grundigere forbrugerjournalistik. Alt for ofte kan man som fagperson og udenforstående se, at det journalistiske scoop har et andet sigte end flertydig lødighed. Der er mildt sagt plads til forbedringer. Man kan nogle gange få det indtryk, at hype og sensation omkring en velfærdspræget sag er kraftigt drevet af antal klik og aviser trykt.
Når det er sagt, så skal vi naturligvis have værktøjer, der kan tages i anvendelse ved groft misbrug.
Vi skal ikke kun pege fingre af en sektor, men sammen finde løsninger på tværs af alle tre sektorer
Jeg er på linje med Jon krog fra Selveje Danmark, der i sit indlæg Profit på velfærd: Så længe det foregår etisk og gennemsigtigt, anlægger det synspunkt, at hvis vi grundlæggende ønsker, at skattekronerne skal anvendes ordentligt, så bør der også rettes fokus mod den offentlige sektor og ikke kun den private eller civilsamfundet. Det vil sige: der bør ikke være forskel på, om en krone “forsvinder” i den offentlige, private eller civilsamfundssektoren. Det tænker jeg, at Dennis Kristensen og Karen Stæhr er enige i, for i alle situationer mister vi grundlag for den velfærd, vi ellers kunne have fået.
Afstanden er ikke så stor, hvis vi sænker de ideologiske parader
Når jeg her i ugen op til Folkemødet 2018 læser den seneste debat, så har jeg en god fornemmelse af at eksempelvis FOA, Selveje Danmark og muligvis andre vil kunne finde hinanden på det her punkt, hvis vi sænker de ideologiske parader. For grundlæggende er vi enige om, at der skal være en vis rimelighed i det med at trække penge ud af virksomhederne til enkeltpersoner. Det må ikke være for meget, men hvor er breaking point mellem gode penge og profit?
Jeg anerkender, at inspiration fra vores nabolande og nye regler vil være den umiddelbare løsning, men jeg synes det er for let. Derfor ville jeg ønske, at vi kun prøve at gå ind i et mere innovationspræget rum, hvor vi tænker fremtid med basis i vores kultur, som alt andet lige er lidt anderledes end hos vores naboer.
OPS-Scenen lægger på Folkemødet op til en drøftelse, hvor vi er tæt på at gå i arbejdstøjet
På Folkemødets OPS-Scene lægger vi på lørdag den 16/6 kl. 13.30 op til en drøftelse af, hvor meget man må tjene på velfærd? Her har vi inviteret en række aktører og stemmer fra dansk velfærd: repræsentanter fra danske velfærdsvirksomheder, forskning, filosofi, FOA, Selveje Danmark, LOS og mange flere. Programpunktet har ikke til formål at gentage kendte holdninger om fx offentligt versus privat, hvor begge parter forsøger at råbe hinanden op. De argumenter er allerede kendt fra blandt andet denne debat.
Vores håb er, at programpunktet via en ”kreativ” drøftelse kan levere resultater, der kan indgå som hel eller del-elementer i en samlet hvidbog om ”findings” og anbefalinger fra OPS-Scenen 2018. Programpunktet adskiller sig derved fra den klassiske paneldebat, hvor to eller flere parter er ligeligt repræsenteret og udveksler meninger.
