OPS: Hvor stor skal kommunens egen it-afdeling egentlig være? Skal staten i stigende grad selv udvikle og stå for driften af sine egne løsninger? Spørgsmålene er stillet mange gange før, men de er stadig aktuelle, for tanken om selv at have kontrol over it-udviklingen og at have it-driften under eget tag huserer fortsat mange steder i det offentlige.
OPS - Få overblik her
I nogle kommuner står serverne stadig i kælderen, og nogle steder skyder nye RPA-afdelinger frem, mens man andre steder går i krig med selv at udvikle afregningssystemer til de lokale forsyningsselskaber. Og midt i det hele opfordrer innovationsminister Sophie Løhde i en artikel på DenOffentlige til at styrke Statens It yderligere.
Styrelsen under Finansministeriet servicerer i dag ca. 14.000 brugere i ni ministerier, men der er fortsat i omegnen af 19.000 medarbejdere i de øvrige ministerier og styrelser, som står uden for et større it-fællesskab.
- Det er vores ambition, at Statens It i løbet af de kommende fire-fem år vil tage sig af den interne it-drift i alle ministerier, der ikke i dag er en del af et større it-fællesskab. Det vil give en række stordriftsfordele, men vil også betyde, at informationssikkerheden vil blive styrket. Derfor er der flere gevinster for ministerierne ved at blive en del af den fælles løsning, siger Sophie Løhde.
Læs artikel: Finansministeriet: Fælles løsninger skal give flere penge til kernevelfærd
Hold fokus på kerneopgaven
Kan det være rigtigt, at det offentlige skal udvikle og stå for driften af sine egne it-løsninger, når der findes private leverandører, som kan løse opgaven? Nej, mener divisionsdirektør Johnny Iversen fra EG.
- Jeg bakker naturligvis op om kravet fra brancheforeningen ITB, der mener, at det offentlige skal lade være med at udvikle nye løsninger for offentlige midler, hvis der allerede findes velfungerende løsninger på markedet.
Læs artikel: Dræb ikke it-markedet i velfærdens navn
Stort privat marked
EG er blot en af de mange, mange private it-leverandører på det danske marked, hvor næsten 3.000 it-leverandører leverer en bred vifte af it-løsninger til det offentlige.
Tilsammen er vi gode til forskellige ting, vi arbejder på forskellige måder, og vi har forskellige størrelser og forudsætninger, så det offentlige har rigeligt at vælge imellem, når man skal have løst sine opgaver, siger Johnny Iversen, der mener, at det offentlige bør koncentrere sig om kerneopgaven i stedet for at give den i rollen som it-virksomhed.
- Jeg kan fx ikke se, at det offentlige skal kunne levere bedre og billigere it-drift end de selskaber, der lever af det i skarp konkurrence med både danske og udenlandske konkurrenter.
Læs artikel: Derfor er OPS en nødvendighed