Foto: Shutterstock

Danskerne streamer fortsat mere, og én tjeneste dominerer det danske streamingmarked

Kultur

10/05/2021 10:24

Theis

Uanset om man ser på streamingtjenester, der tilbyder film, serier og tv-indhold, eller om man ser på hele streaming-markedet, er Netflix ikke til at komme uden om.

93% af danskere mellem 15-75 år kender Netflix, og 60% har adgang til tjenesten. Netflix er dermed den streamingtjeneste flest danskere kender til, og den som flest danskere har adgang til – og det gælder på tværs af alle aldersgrupper.

Men selvom streaming fortsat vinder frem, har 19% af danskerne ikke adgang til en eneste streamingtjeneste, der kræver direkte betaling. Samtidigt har 25% af danskerne adgang til mindst fem streamingtjenester, der kræver direkte betaling.

Det viser rapporten ”Kort Nyt - Streamingtjenester”, som Kulturministeriet har udarbejdet på baggrund af tal fra Kantar Gallups Digital Life-undersøgelse fra 2020.

Kulturminister Joy Mogensen siger:
"Vi kan i undersøgelsen se, at en enkelt streamingtjeneste – Netflix – fylder rigtigt meget på det danske marked. I den situation er det afgørende, at vi fra politisk hold stiller krav til, at Netflix og de andre store streamingtjenester bidrager til, at der kan blive produceret dansk indhold. Det skal vi drøfte i de kommende medieforhandlinger. Her skal vi også forholde os til, at der er store forskelle i danskernes medievaner. Selvom rigtig mange danskere har taget streamingtjenesterne til sig, er det vigtigt at sikre, at der er kvalitetsindhold tilgængeligt for alle danskere, også til den del af befolkningen, som ikke har råd eller lyst til at abonnere på kommercielle streamingtjenester."

Rapporten viser desuden at:

• Tre streamingtjenester hver: Danskerne har i gennemsnit adgang til 3 streamingtjenester, der kræver direkte betaling. Dertil kommer, at danskerne i gennemsnit har haft adgang til en streamingtjeneste, der kræver betaling, som de ikke længere har adgang til.

• Spotify er størst blandt de unge: 38% af befolkningen har adgang til Spotify, mens 78% af unge mellem 15-24 år har adgang til tjenesten, hvilket er den højeste andel på tværs af undersøgelsens aldersgrupper.

• Danskerne er mest tilfredse med Spotify, DRTV og Netflix: 85,4% af Spotifys brugere er tilfredse med tjenesten. Det samme gælder for 85,3% af DRTV’s brugere og 84,7% af Netflix’ brugere. De tre tjenester placerer sig dermed højest på brugertilfredshed i Gallups måling.

Læs rapporten ”Kort Nyt - Streamingtjenester”

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.