Såfremt der hen over sommeren 2021 er et gældende forsamlingsforbud, der umuliggør afvikling af festivaler og større arrangementer, har regeringen og aftaleparterne aftalt, at arrangører af større begivenheder kan få kompensation.
Aftalen er en videreførelse og forenkling af den eksisterende arrangørordning, som holder hånden under alle arrangører af store events med mindst 350 deltagere, hvis det viser sig nødvendigt at aflyse, udskyde eller væsentligt ændre arrangementerne med afsæt i et gældende forsamlingsforbud. Ordningen gælder frem til 30. september 2021.
Ud over sikkerhedsnettet indeholder aftalen også en nødpulje på 30 mio. kr. til konkurstruede store velgørende musikfestivaler, som hvert år uddeler deres overskud til velgørende formål og derfor har mindre på kistebunden.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Vi håber alle sammen på en sommer, hvor smittesituationen tillader, vi kan samles til festivaler igen. Indtil da kan festivalarrangørerne med ro i maven fortsætte med at planlægge forsvarligt. Med aftalen sikrer vi nemlig, at festivaler vil blive kompenseret, hvis de bliver nødt til at aflyse pga. restriktioner.”
Baggrund om aftalen
Ordningen omfatter arrangører af tilbagevendende arrangementer (fx superligakampe, musikfestivaler og markeder) samt arrangementer, som var planlagt inden den 6. marts 2020 (fx koncerter), hvor pandemien blev relevant i Danmark. Ordningen omfatter ikke nye arrangementer, som er skabt under pandemien.
Aftalen er en videreførelse og forenkling af den eksisterende arrangørordning, som vil give kompensation til alle arrangører af store events med mindst 350 deltagere, såfremt det senere viser sig nødvendigt at aflyse, udskyde eller væsentligt ændre arrangementerne med afsæt i et gældende forsamlingsforbud.
Ordningen omfatter en kompensationstrappe, der skaber en klar ramme for, hvad arrangører ud over dækning af egne omkostninger kan forvente at modtage i kompensation og levere videre til leverandører. Det giver øget transparens om niveauerne for kompensation og større vished for alle parter om, hvad de kan forvente.
Aftalen indeholder også et særskilt tiltag for konkurstruede store velgørende musikfestivaler, der traditionen tro uddeler årets overskud til velgørende formål. På grund af deres særlige konstruktion er aftaleparterne blevet enige om en ordning, der skal sikre denne type af festivalarrangør fra at gå konkurs.
Ordningen skal godkendes af EU-Kommissionen.