Naser Khader: Maksimér tolerancen

I det offentlige rum er der i Danmark uden tvivl en skarp retorisk tone. Sammenlignet med vores nordiske nabolande er retorikken hårdere - men det mener jeg faktisk er positivt i visse henseender.

Det skal forstås på den måde, at jeg ser en præventiv effekt ved at lade ekstreme holdninger komme til orde offentligt. Disse yderligtgående holdninger bliver hverken mere rigtige, respektable eller forståelige af det, men de kommer frem i stedet for at blive gemt væk til steder, hvor holdningerne kan udvikle sig fra ord til fysisk vold. Så hellere lade gassen gå af ballonen i form af en hård debattone.

Læs også: Kan vi så tale ordentligt?!

I Sverige er tonen langt fra så hård som i Danmark, men derimod er antallet af svenske hate crimes og racistisk motiverede mord langt højere. Placeret imellem Danmark og Sverige er Norge, der i høj grad har haft denne debat om tone – og eventuel lovgivning herom – inde på livet efter Breivik-tragedien. Min hovedpointe med sammenligningen er, at jeg vil altid foretrække en hård tone frem for fysisk vold. På et idealistisk plan ønsker vi alle en sober debattone, men vi må forholde os mere pragmatisk til tingene, for sådan er hverken Danmark eller resten af verden skruet sammen.

Mundkurve skaber trusler

Mine holdninger er også baseret på Danmarks historik. Vi er ikke et land, der producerer ekstremister, og vi må derfor ikke være nervøse for, at en hård debattone kan være med til at udklække disse. Det er ikke noget nyt. Det hører til den danske debattradition. Forfattere som Søren Kierkegaard og Georg Brandes både gav og tog imod en retorik, der heller ikke skånede nogen.

Læs første indlæg i Tal ordentligt-stafetten: "Mær, luder, ho" - tag dem med ro

I kølvandet på 2. Verdenskrig bebudede Hal Koch, at en mundkurv på folk – hvad enten den var af moralsk eller politisk støbning – blot ville begrænse den netop vundne ytringsfrihed, og dermed udgøre en endnu større trussel imod demokratiet. Det er en vigtig pointe, jeg er meget enig i, for i sidste ende må det antidemokratiske bekæmpes med mere demokrati og ytringsfrihed, ikke begrænsninger af selvsamme.  Vi skal ikke dømme folk på deres holdning, men på deres handlinger. Opfordrer man til vold, så er det en helt anden diskussion.

Samtalen kræver åbensindethed 

Jeg mener, at indhold i debatter ofte bestemmer, hvilken tone der er acceptabel. Sagligheden er alfa omega, og så længe den er til stede, så er det kun et positivt element, at tonen er skarp og til at forstå. Kæden hopper ofte af, når personer bliver tilbøjelige til ikke at adskille saglighed fra personlige og unødvendige fornærmelser. De bliver netop til deciderede fornærmelser, når målet bliver at vælte konkurrenten i stedet for at koncentrere sig om selv at komme først i mål.

Ligesom i utallige andre debatter, så skal vi være særdeles påpasselige med ikke at lade én stemme tale for en større gruppe. Naturligvis bliver grænsen for, hvad der kan tolereres som debattone, overtrådt til tider af enkeltpersoner, og disse enkeltpersoner kan afspore en god debat, men hvis vi lovgiver os ud af dette, tillader vi netop denne generalisering. Denne generalisering begrænser samtalen, som en debat af konstruktiv natur, ifølge min mening, skal tilstræbe. Lad os tilsigte en samtale, hvor vi både bidrager og forholder os åbensindet til andres input. Inden for videnskabens verden er det almindelig pli, at man nikker anerkendende og tager til efterretning i sin videnskabsresearch, hvis en anden fremfører et bedre argument end en selv. Det kan vi lære noget af i den offentlige debat, hvor det hører til sjældenhederne, at man anerkender bedre argumenter og ændrer mening som følge heraf. I denne sammenhæng kan tonen bestemt være et gavnligt virkemiddel, for er den centreret om indhold, bliver det netop også indholdet, og ikke tonen, der tages til efterretning.

Samfundets akilleshæl

Jeg har selv flere gange været udsat for en voldsom tone. Jeg er ikke sart eller ikke-modtagelig for kritik, men jeg har nultolerance over for anonymt og usagligt indhold. Man må stå ved, hvem man er, hvad man står for, og hvad man gerne vil kommunikere. Gør man ikke det, blokerer eller ignorerer jeg vedkommende, afhængig af hvilken platform, der er tale om. Anonymitet går ganske enkelt ikke hånd i hånd med en åben og demokratisk debat. Ytringsfriheden er samfundets samlede akilleshæl, og så må det være op til os alle sammen hver især at benytte os af den med sagligt indhold i vores tone.

Personligt synes jeg ikke, debattonen er for hård. Den er hård, men tilpas hård. Det er et privilegium at kunne debattere frit, og det mener jeg også medfører et ansvar om gennemtænkte, informerede og saglige indlæg. Så kan man være enig eller uenig, men man sikrer sig en tilstræbelig tone for alle parter, netop fordi grundlaget er i orden. Mudderkastning uden indhold gavner derimod ingen, og det er ofte her, tonen løber af sporet og bliver retorik uden indhold. Det må vi bekæmpe hver især, medborger til medborger, uden statens lovgivende arm. Kan vi det, avler vi tolerance, og det er netop denne tolerance, jeg mener, vi skal værne om, uanset om vi er enige i andres holdninger eller ej. Jeg mener ikke, der er en bestemt tone, der kan betegnes som ’den rigtige tone’, men jeg mener klart og tydeligt, at tolerance er nøgleordet for enhver forståelse og accept af andres tone. Maksimerer vi tolerancen over for vores medmennesker og –debattører, så maksimerer vi givetvis også fokus på indhold og ikke selve tonen.

Stafetten går til Marianne Rathje

Stafetten går herfra videre til Marianne Rathje, adjunkt ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet, der bl.a. forsker i bandeord, unges sprog, generationssprog og sproget i medierne.