Vi måler og vejer, dokumenterer og evaluerer på livet løs i den offentlige sektor – og kalder det for kvalitetssikring. Men selv om tal er nyttige, og til trods for, at ingen kan være uenige i, at det er en god idé med dokumentation for diverse tiltag og interventioner, så oplever mange nok alligevel en intuitiv bekymring over, om de mange offentlige dokumentationspraksisser nu også er så meningsfulde.
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
Helt overordnet fristes man til at spørge: Er kvalitet en logisk følge af denne form for kvalitetssikring? På de enkelte detailområder spirer der mere specifikke dilemmaer frem.
’Tid-er-penge’-holdning gennemsyrer systemet
Er det reelt meningsfuldt at foretage målinger af livskvalitet blandt beboere på et hospice helt frem til den sidste udånding? Hvorfor gider de studerende ikke udfylde evalueringsskemaerne i undervisningssektoren? Kan små kort med tjeklister virkelig sikre kvaliteten i den danske sundhedssektor? Med hvilken frekvens skal en ældre medborger gennemgå visitationsbesøg for at få adgang til eller opretholde en bestemt serviceydelse?
I alle sektorer trænger spørgsmål af denne karakter sig på, fordi kernemedarbejderne i det danske velfærdssamfund er ved at gå kolde i dokumentation og kvalitetssikring.
Når vi er nået hertil, skyldes det i høj grad, at en særlig form for revisionskultur har indtaget den offentlige sektor: Tid er penge, og derfor skal vi kunne dokumentere, hvordan de fælles ressourcer forvaltes. Den mest gennemsigtige og genkendelige form for dokumentation er at måle balancen mellem mål og midler ved at opgøre virkeligheden i tal, fordi det er sådan, vi er vant til at genkende faktuelle forhold.
Et godt talmateriale kan ofte reducere en kompleks virkelighed til et overskueligt hele. Men forudsætningen for at kunne foretage en meningsfuld optælling er, at det, man tæller, i udgangspunktet udgør en meningsfuld kategori. Således er det for eksempel enormt meningsfuldt at optælle et ressourceforbrug i enten tid eller penge.
Hvordan går det på en skala fra 1-10?
Den oplevede kvalitet af en plejeydelse, derimod, kan ikke gengives på en skala på samme måde som minutter og timer eller kroner og ører. Man kan naturligvis altid spørge såvel borger som ansat, hvordan de synes, at det går, på en skala fra 1-10. Imidlertid kan den skala ikke bruges til ret meget andet end at indikere forskydninger over tid, og hvor det alligevel kan være svært at vide, om respondenten i sin talmæssige værdisætning er påvirket af nogle andre forhold.
Som en indikator for, hvorvidt der er noget riv-rav-ruskende galt i en sektor, er simple tilfredshedsundersøgelser med skalaspørgsmål et udmærket instrument. Hvis man derimod ønsker at vide noget om, hvad der ligger til grund for en bedømmelse, bliver man nødt til at have en dialogisk tilgang.
Mangler tid til at tale sammen
Fra mange hjørner af social- og sundhedssektoren melder både borgere og ansatte om, at oplevelsen af kvalitetsforringelser hænger direkte sammen med manglende tid til at varetage noget af det mest essentielle i et mellemmenneskeligt forhold – nemlig at tale sammen.
Hvis vi i vores iver for at kunne føre regnskab med snart sagt alle tænkelige forhold har lagt forhindringer i vejen for, at velfærdssamfundets personale i første række har tid til at møde medborgerne i meningsfuld samtale, har vi samtidig undermineret forudsætningerne for den kvalitet, som vi hævdede, vi ville sikre.
Meget tyder derfor på, at det er blevet tid til at besinde sig lidt på denne omsiggribende trang til at dokumentere – og ellers må vi håbe på, at det snart bliver dokumenteret, at det kan betale sig at vise fagmedarbejdere den tillid, at de skulle være i stand til at foretage fagligt og menneskeligt forsvarlige skøn.
Bjarke Oxlunds indlæg har været bragt i FSD's Årsmødeavis 2016,som kan læses her.
Læs mere om FSD's Årsmøde her.
