Lotte-sagen udstiller en afgørende værdikamp

For rigtig mange danskere var Thyra Franks Lottehjem visionen om et rigtigt plejehjem. For teknokrater og bureaukrati er Thyra Frank en ledertype der ikke er plads til. Foreløbig har værdierne i Thyra-kulturen tabt og et maskinelt systemsyn vundet, og det er nødvendigt at stille spørgsmålet: Var det det, vi ville?  

På plejehjemmet Lotte blev rodfæstede værdier kvalt på rekordtid. Nu visner de gamle stille ind i den sidste livsfase, og udstiller kontrasten mellem Lotte-kulturens værdibaserede ånd og den overstyring, som i stigende grad tager magten fra de mennesker, der har ansvaret.

Ledelsen i OK-Fonden siger det selv meget rammende, når man fortæller de pårørende, at “Tidligere har værdierne været afsættet, og så er det praktiske blevet tilpasset.”

I dag gør den nye leder med OK-Fondens egne ord det omvendte. Lægger en dyne af praktiske regler og rammer over plejehjemmet men taler samtidig om at skabe værdierne i tæt dialog. Det er så tragisk en misforståelse, at ord kun svært kan beskrive den.

Visionen er udvisket

Vel er Thyra Frank en ildsjæl, der investerede sig selv og sit liv i plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Hun formåede at formidle sit lederskab på en formidabel måde, når hun delte ud af sine erfaringer og satte ord på, hvordan man leder for og med mennesker og mere eller mindre på trods af bureaukratiet. I rollen som plejehjemsforstander blev Thyra Frank hyldet og kanoniseret som svaret på god ledelse. Alligevel blev Lotte-kulturen kvalt på rekordtid, og både OK-Fonden, der ejer Lotte, og resten af Danmark må tænke alvorligt over hvorfor.

Selvfølgelig er det usmart, at Thyra Frank og Lottehjemmet levede på trods af systemet. At hun tilmed blev kendt for sin trodsighed. Men hvordan kan det oversættes til, at hun er anarkist, og menneskene på og omkring Lottehjemmet er problemet? Når hun blev så kendt på trods handler det netop om, at hendes bedrift var nødvendig. Det er her værd at bemærke, at Thyra Frank kun var kendt i sine sidste 5-7 år af de godt 20 år hun ledede plejehjemmet.

Nu er værdierne kvalt. Udvisket og ved at visne væk med de beboere, der smilende, syngende og dansende var levende beviser for en vision. Kan nogen fortælle, hvorfor den offentlige sektor har så store problemer med at omfavne stærke enkeltpersoner og præstationer ud over det særlige? Andre steder bliver der skabt store bevægelser eller virksomheder netop i kraft af helt særlige præstationer med et enkelt menneske i spidsen. Den offentlige sektor har en kedelig evne til at slå den slags mennesker ned.   

Keep it simple stupid

Fællesrummene var noget af det mest centrale på det gamle Lotte-hjem. Allerbedst illustreret i bogen “Livsglæde og Stjernestunder”, hvor Thyra fortæller, hvordan personalerummet blev afviklet og fællesrummene blev omdrejningspunktet for livet på plejehjemmet. Efter to ugers forsøg, hvor personalerummet var lukket, og personalet havde fået Thyra’s godkendelse til at holde pauser i fællesrummene, konstaterede personalet, at det fungerede at holde pauser med beboerne. Personalerummet kunne derfor lukkes helt.

Med Thyra Franks egne ord, førte det til, at Lottehjemmet måske var det plejehjem i Danmark, hvor personalet sad mest ned. I samvær med beboerne vel at mærke.

Det glade liv på Lottehjemmet blev en magnet for beboernes pårørende. Pludselig var det hyggeligt og sjovt at besøge sin gamle mor, far, søster eller bedstemor. Det fik pårørende til at involvere sig i plejen og deltage i hjemmets hverdag. For nogle endda så meget, at de blev hængende som frivillige selv efter deres pårørende var døde og borte. Essensen af Thyra Franks lederskab opsummerede hun selv.

“Lottehjemmet skal være et plejehjem som personale og pårørende også selv har lyst til at bo på, når vi bliver gamle.”

Man kunne sige det samme om vuggestuer, børnehaver, skoler, jobcentre eller landets rådhuse. Har vi selv lyst til at være der?

Teknokratiet tog over

I dag har bureaukratiets og økonomistyringens kolde virkelighed overtaget, og ikke engang beboerne har lyst til at være på Lotte længere. En ny leder har sat en vision med fokus på fine ord som selvbestemmelse, faglighed og en god dagligdag. Væk er Thyra Franks værdier. Den nye ledelse er sågar gået i gang med at bygge et korps af fremmede frivillige, så plejehjemmet også følger den offentlige sektors civilsamfundsstrategi, hvor frivillige er blevet det nye sort.

Men for de pårørende, der kan huske Lotte-kulturen, er besøgene på plejehjemmet nu blevet et varsel om døden frem for en smag på livet. 

Tre konkrete ting har kvalt kulturen og værdierne på Lottehjemmet:

• Omdrejningspunkt for beboernes hverdag er nu aleneliv i deres lejligheder frem for socialt liv fællesrummene

• Slut med at se pårørende som en del af huset - i stedet er ledelsen igang med en ny strategi for at skabe et korps af fremmede frivillige

• Det praktiske og formelle kommer før værdierne

Hvorfor er det gået så galt? Hvem har ansvaret? Var det reelt planen, at Lottehjemmet hurtigst muligt skulle lægge Thyra-fasen bag sig og blive en bygning til opbevaring af gamle mennesker?

Det er centrale spørgsmål, fordi Thyra Frank’s lederskab identificerede vores forestilling om det perfekte plejehjem. Regering, ministre og medier løftede Thyra Frank til heltestatus, men siden hun forlod Lottehjemmet har ingen bekymret sig om, hvordan hendes anbefalinger kan videreføres.

Tværtimod.

Hun blev formand for Ældrekommissionen, men måtte siden trække sig, da hun blev politiker. Ældrekommissionens anbefalinger udkom i februar 2012 men har siden samlet støv, for i offentligheden er der ikke længere nogen, der repræsenterer de værdier og holdninger den gamle Lotte-kultur står for. Her er et centralt problem, for med fraværet af Thyra Frank’erne får økonomerne og bureaukraterne det kølige overtag.

Man kan ikke lovgive sig til værdier

Økonomer har selvsagt en vigtig funktion i et samfund, hvor penge er omdrejningspunktet for vores muligheder. Bureaukrater har en lige så vigtig funktion i en verden, hvor snyd skal holdes nede og vores omgang med hinanden i høj grad er styret af love og bekendtgørelser, myndigheder og institutioner. Sådan er det.

Men fraværet af mennesker, der fra centrale positioner dyrker værdierne, er på vej til at udvikle sig til en tragedie for vores samfund.  

Lige nu har økonomer og bureaukrater stort set fripas til at lede styringen af vores samfund. Ingen kan forlange at de skal lægge bånd på deres magt og indflydelse, men vi kan allesammen blive væsentligt mere bevidste om, at økonomer alene arbejder med økonomi og bureaukrater alene arbejder med styring - og at ingen af delene må være den afgørende kvalifikation for at blive leder.

Det er et politisk valg, om vi ønsker værdibaseret ledelse af vores omsorgsinstitutioner eller om det alene er regler og regneark, der skal tegne velfærdsmodellen i fremtiden.