Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Anslås, at 300.000 danskere investerer i det: Men mange har ikke styr på skattereglerne

Lovgivning

09/07/2024 13:40

J. Bøgen

Det er også lidt af en jungle at finde rundt i.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Nationalbanken har vurderet, at danskerne har kryptovaluta for 360 mio. kr.

Skattereglerne er dog ikke enkle, så her er en gennemgang.

Skattereglerne ved handel med kryptovaluta er meget forskellige fra reglerne for obligationer og aktier. Investering i kryptovaluta betragtes som spekulation – altså, man anses for at købe kryptovalutaen for at sælge den på et senere tidspunkt.

Det kan man vel også sige om investering i obligationer og aktier, men skattereglerne er meget forskellige.

Fortjeneste på kryptovaluta beskattes med op til ca. 52 procent som personlig indkomst. Der betales dog ikke et arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent som f.eks. på løn.

Er der derimod tab, kan tabet kun fratrækkes med en skattebesparelse som et ligningsmæssigt fradrag på ca. 26 procent. Gevinst og tab på obligationer beskattes mellem ca. 25 og 42 procent, mens gevinst og tab på aktier beskattes med enten 27 procent eller 42 procent.

Du skal indberette skattevæsenet

Til forskel fra obligationer og aktier sker der ikke indberetning fra banker mv. til skattevæsenet. Du skal selv oplyse din fortjeneste og tab på årsopgørelsen.

Som udgangspunkt skal du først opgøre gevinst/tab ved salg, men har du investeret i ”stablecoins”, som er finansielle kontrakter, skal gevinst/tab opgøres efter lagerprincippet, hvor forskellen mellem værdien primo og ultimo året indgår i din kapitalindkomst og beskattes mellem ca. 25 og 42 procent.

Du skal som udgangspunkt beskattes af gevinster med op til ca. 52% som personlig indkomst og har fradrag for tab med ca. 26 procent.

Har du samme år haft både gevinst og tab, kan du normalt ikke modregne tabet i gevinsten og dermed opgøre enten en ”nettogevinst” eller et ”nettotab”. Du kan heller ikke modregne tab i gevinst og tab mellem forskellige kryptovalutaer, som er solgt i samme indkomstår. Gevinst og tab skal som udgangspunkt holdes adskilt.

Kun hvis du f.eks. har Ethereum og sælger dem af flere omgange inden for samme indkomstår, kan du modregne tab i gevinst og dermed opgøre enten en ”nettogevinst” eller et ”nettotab”. Det forudsætter dog, at der ikke er købt flere Ethereum mellem salgene. Er der det, skal gevinst og tab holdes adskilt, hvilket reelt betyder, at skatten stiger med 100 procent - forskellen mellem skat af gevinst på ca. 52 procent og skattebesparelse på tab på ca. 25 procent.

Flere køb af samme slags kryptovaluta

Har du købt flere kryptovalutaer af samme slags, f.eks. Ethereum over flere omgange, og ikke sælger hele beholdningen, skal du anvende det såkaldte ”fifo-princip” – First in – First out.

Det betyder, at det er anskaffelsessummen for de første anskaffede kryptovalutaer af samme slags, som skal modregnes i salgssummen for at beregne, om du har en gevinst eller et tab.

Har du f.eks. købt 6 Ethereum i januar og 8 i maj, og du sælger 5 Ethereum i juni, skal du bruge anskaffelsessummen for 5 stk. af de 6, du købte i januar.

Oversigt:

Tabel: PwC

Udgifter ved køb og salg af kryptovaluta kan fratrækkes i salgssummen, men dog ikke f.eks. udgifter ved interne overførsler mellem egne ”wallets” – ens egen virtuelle tegnebog, hvor du har mulighed for at opbevare, sende og modtage kryptovaluta som f.eks. Bitcoin, Ethereum mv.

Heller ikke udgifter til skatteberegninger kan du trække fra. Gevinst oplyses på årsopgørelsen i rubrik 20 og tab i rubrik 58.

Uanset om du handler kryptovaluta i Danmark eller udlandet, skal du som udgangspunkt betale skat af en gevinst eller have fradrag for et tab i Danmark. Husk endelig at opbevare dine købs- og salgsbilag, f.eks. ved at lave screenshots, opbevare kontoudskrifter fra dine bankkonti vedrørende køb og salg af kryptovaluta, så dokumentationen er i orden.

At det er kompliceret, bekræftes også af, at skattevæsenet for nylig har udsendt to nye ”styresignaler” i april 2024, hvor praksis er blevet ændret.

Søren Bech, skatteekspert i PwC, siger:

"Køb og salg af kryptovalutaer er langt mere kompliceret end f.eks. køb og salg af aktier, investeringsbeviser og obligationer. Hertil kommer, at hvis der er en gevinst, så beskattes den noget højere end f.eks. gevinst på obligationer og aktier – op til ca. 52% mod højst 42% på aktier og obligationer. Er der tab på en kryptovaluta, så kan tabet kun undtagelsesvis modregnes i gevinster, til forskel fra tab på obligationer og aktier, der som udgangspunkt kan modregnes i gevinster.

Hertil kommer, at man selv skal huske at oplyse sine gevinster og tab til skattevæsenet – på obligationer, aktier og investeringsbeviser bliver gevinst og tab automatisk indberettet.

Det gør, at det normalt ikke henvender sig til ”hvem som helst” – det kræver normalt, at man har en vis indsigt i disse regler, og ofte behov for at få sagkyndig bistand. Skattevæsenet har under skat.dk en side om beregning og oplysning af gevinst og tab på krypto, som er god at gå ind på. Der er blandt andet også vist eksempler på, hvordan gevinst og tab opgøres.

Det må dog anses for sandsynligt, at der vil komme indberetningsregler for dem, der handler med kryptovaluta, navnlig hvis det får det omfang, som det forventes at få."

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.