Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Du kan godt klage uden kvittering: 5 ting, du skal vide om reklamationsretten i Danmark

Lovgivning

09/07/2024 06:20

J. Bøgen

Du er rigtig godt dækket som forbruger, men der er stadig nogle ting, du bør være opmærksom på.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du har købt noget, som går i stykker inden for to år efter, du har købt det, er din vare muligvis dækket af reklamationsretten.

Helt kort betyder reklamationsretten i Danmark nemlig, at du er dækket af en række rettigheder, hvis det, du har købt, går i stykker, og det betyder blandt andet, at det er sælgerens ansvar at få tingene bragt i orden.

Men hvor går grænsen for, hvornår noget kan betragtes som din egen fejl? Og hvad skal du have styr på, hvis du vil klage?

Vi gennemgår 5 ting, du skal vide om reklamationsretten i Danmark!

Hvad kan du klage over?

Fejl på en vare kan skyldes fabrikationsfejl, materialefejl, instruktionsfejl, manglende oplysninger om varen m.m. I alle disse tilfælde vil sælgeren være ansvarlig for fejlen, og du kan reklamere over dem, så længe du har opdaget dem senest to år efter, du har købt varen.

Eksempler på fejl, der er dækket af reklamationsretten, omfatter blandt andet:

  • Materialefejl, fx at din mobiltelefon ikke er lavet i et materiale, der er holdbart nok.

  • Konstruktionsfejl, fx at kameraet på din mobiltelefon er lavet på en måde, så det går i stykker ved normalt brug.

  • Oplysningsmangel, fx at sælgeren har glemt at fortælle dig, at din vandtætte mobiltelefon kun er vandtæt i ned til to meters dybde.

  • Instruktionsmangel, fx at sælgeren har glemt at fortælle dig, hvordan du bruger varen, så den ikke går i stykker .

Du har ikke en pligt til at undersøge din vare for fejl, når du modtager den, men bliver du opmærksom på en fejl, er det vigtigt, at du hurtigst muligt klager til sælgeren for at finde en løsning, da du ellers kan risikere at miste dine rettigheder.

Hvis fejlen i/på produktet resulterer i skade på dine ejendele eller din person, er det også sælgeren eller producenten, der er erstatningsansvarlig - medmindre du selv har en skyld i skadernes, fx ved ikke at reagere i tide.

Kan du klage uden kvittering?

Du skal kunne bevise, at dit produkt er købt hos forhandleren inden for de to år, reklamationsretten gælder. Det betyder, at kvitteringen er et godt sted at starte, da både købsdato og forhandler vil fremgå af denne.

Hvis du har mistet din kvittering, er alt håb imidlertid ikke ude. Det kræver dog, at du finder en anden måde at dokumentere købet. Det kan fx være en dankort-kvittering eller din kontoudskrift fra banken, hvis udskriften viser det rette beløb.

Nogle butikker opbevarer også din kvittering for dig – kontakt butikken og spørg efter din kvittering.

Skal du vælge reparation eller ombytning?

Er der fejl ved din vare, som sælgeren er ansvarlig for, bestemmer du som udgangspunkt selv, om du vil have varen repareret eller byttet.

Hvis du vælger reparationsløsningen skal sælgeren reparere fejlen på din vare inden for "rimelig tid". Det betyder typisk inden for et par uger, men det kan være længere tid, hvis fejlen er mere omfattende eller periodisk, så den kan være svær at identificere.

Hvis du derimod vælger ombytning som mulighed, har sælger imidlertid mulighed for at nægte dette, hvis dit ønske er umuligt at opfylde, fx hvis dit produkt ikke længere bliver produceret.

Kan du klage efter reparation?

Ja, det kan du. Hvis du for eksempel har fået din telefon repareret et andet sted end hos sælgeren, kan du klage til reparatøren over fejl ved reparationen i op til tre år.

Hvis reparationen er foretaget af sælgeren i forbindelse med en reklamation over fejl ved varen (se ovenfor) har du også tre år til at klage over fejl ved reparationen. I dette tilfælde skal du klage til sælgeren, ikke værkstedet.

Det betyder, du bør gemme kvitteringen for din reparation, så du har et bevis, hvis det bliver nødvendigt at klage.

Kan du klage over udstillingsmodeller?

Ofte vil du kunne købe en vare billigere, hvis du går med til at købe en udstillingsmodel. Det betyder dog ikke, at du giver afkald på dine rettigheder, for produktet er stadig dækket af forbrugerbeskyttelsesreglerne.

Hvis du køber en udstillingsmodel er det sælgerens ansvar at gøre dig opmærksom på, at varen kan være slidt eller falmet og måske ikke kan holde lige så længe som ubrugte varer. Hvis sælgeren ikke gør dig opmærksom på dette forud for købet, er det sælgerens ansvar.

Reklamationsretten på to år dækker, hvis varen ikke lever op til det aftalte, eller hvis varen er i dårligere stand, end du kunne forvente. Dette vil være en skønssag fra produkt til produkt.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.