Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Højesteret vurderede, det var lovligt: Nu vil minister gøre det ulovligt igen

Lovgivning

27/06/2024 08:11

J. Bøgen

Kan du huske sagen fra sidste sommer?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 12. marts 2024 stemte regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget for beslutningsforslag nr. B 9 om genindførelse af forbud mod flagning med andre landes flag.

Foruden regeringen støttede også Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti op om beslutningsforslaget.

Justitsministeren har i dag sendt det lovforslag, der skal udmønte beslutningen om at forbyde flagning med andre landes flag, i offentlig høring.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtaler i den forbindelse:

"Dannebrog er det vigtigste nationale symbol, vi har i Danmark. Et symbol, der binder danskerne sammen som folk. Regeringen mener, at Dannebrog som flag bør nyde en helt særlig status i Danmark. Jeg mener derfor også, at denne helt særlige status bør føre til, at der igen skal være regler om flagning, så der ikke frit kan flages med andre landes flag. Sådan har det været i mere end 100 år, og sådan bør det igen være."

Med lovforslaget lægges der op til, at det vil blive forbudt at flage fra flagstang med andre landes nationalflag, andre landes områdeflag samt flag, der må sidestilles med disse. Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2025.

En række undtagelser

Det følger af lovforslaget, at der vil være en række undtagelser fra forbuddet.

Eksempelvis vil forbuddet ikke omfatte flagning med Danmarks nordiske naboers flag eller det grønlandske, færøske og tyske flag. Heller ikke flagning med flag, der repræsenterer internationale eller regionale sammenslutninger forbydes.

Desuden vil justitsministeren i ekstraordinære situationer kunne undtage flag fra forbuddet. Det vil for eksempel kunne gælde det ukrainske flag. Ligeledes vil politiet efter ansøgning kunne meddele konkrete tilladelser til at flage.

Det foreslåede forbud vil alene gælde flagning fra flagstang. Det vil altså blandt andet betyde, at det ikke vil blive forbudt at anvende flag eller faner, for eksempel i forbindelse med demonstrationer eller sportsbegivenheder.

Læs lovforslaget her.

Baggrund

I Danmark har der i mere end 100 år været regler om flagning, herunder et forbud mod at flage med andre landes nationalflag og områdeflag samt flag, der må sidestilles hermed. Højesteret afsagde den 22. juni 2023 dom i en sag om flagning med det amerikanske flag.

Højesteret fandt i den forbindelse bl.a. med henvisning til de krav, der i dag må stilles til indgreb i form af forbud mod flagning, at det dagældende forbud i en bekendtgørelse fra 1915 ikke havde den fornødne hjemmel.

Som følge af dommen ophævede justitsministeren samme dag bekendtgørelsen.

Siden Højesterets dom har der ikke været regler, som forbyder flagning med andre landes nationalflag eller områdeflag.

Med dette lovforslag lægges der op til, at det forbud, der gjaldt før Højesterets dom, i vidt omfang genindføres.

Der lægges med lovforslaget yderligere op til at lovfæste, at Danmarks nationalflag er Dannebrog.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.