Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nye regler: Nu får disse lejere større sikkerhed på boligmarkedet

Lovgivning

10/12/2024 10:16

J. Bøgen

Bekendtgørelsen kommer efter omfattende forhandlinger med både grundejer- og lejerorganisationer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis en person, der udlejer sin bolig, ønsker at benytte en blanket til udlejning, skal den være autoriseret. Det fremgår af lejeloven.

Hidtil har den autoriserede blanket dog kun eksisteret på dansk, og det har skabt uklare rammer for den voksende gruppe af lejere, der ikke taler eller skriver dansk.

Flere professionelle udlejere har gennem årene vedlagt den autoriserede danske lejeblanket en uautoriseret engelsk oversættelse af hensyn til lejernes forståelse. Denne oversættelse er dog ikke juridisk bindende og kan derfor give en følelse af falsk tryghed.

Derfor har både borgere og udlejere gennem tiden henvendt sig til Social- og Boligministeriet med ønske om, at man fra ministeriets side udgiver en autoriseret engelsksproget blanket for lejekontrakter. Det ønske bliver nu opfyldt.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) siger:

"Manglen på en officiel engelsk lejekontrakt har gennem flere år været et reelt problem. Især for udenlandske studerende og expats, som har været tvunget til at indgå lejekontrakter uden reelt at vide, hvad der stod i dem - men også for udlejere. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan skabe mere klare rammer for alle parter og sikre deres rettigheder bedre. En autoriseret engelsk oversættelse skaber større sikkerhed for lejere - uanset oprindelse."

Omfattende forhandlinger forud

Bekendtgørelsen med den engelsksprogede blanket er netop sendt i høring.

Af bekendtgørelsen fremgår det, at der vil være valgfrihed for anvendelse af enten den danske eller den engelske blanket til privat udlejning, og at det er den, der skal udfylde lejekontrakten (typisk udlejeren), der skal vælge mellem de to versioner.

Bekendtgørelsen er udarbejdet efter forhandling med landsomfattende sammenslutninger af grundejer- og lejerorganisationer.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft i første kvartal af 2025.  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.