Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

For første gang nogensinde: I dag skydes Den Nationale Grøntuge i gang

Mad og drikke

19/08/2024 11:15

J. Bøgen

Anført af Landbrug & Fødevarer bliver Den Nationale Grøntuge i dag skudt i gang over hele landet. En uge, hvor grøntsagerne hyldes, og hvor danskerne kan blive udfordret, støttet og inspireret til at inkludere flere grøntsager i den daglige kost.

For første gang nogensinde afholdes Den Nationale Grøntuge. En uge, hvor vi hylder grøntsagerne, deres mangfoldighed og evne til at berige os med mere farverige og nærende måltider.

Men i stedet for det traditionelle fokus på sundhed, vil der i Den Nationale Grøntuge være fokus på sanserne og æstetikken ved grøntsager, siger Line Munk Damsgaard, der er projektleder på Den Nationale Grøntuge og ernæringschef i Landbrug & Fødevarer:

”Grøntsager tilbyder en meget bred vifte af smagsoplevelser, farver og teksturer, som kan pifte vores måltider op, og derfor fortjener de en større plads på vores tallerkner. Det er netop den tanke og bevidsthed, der er i højsædet i Den Nationale Grøntuge, hvor vi prøver at gøre opmærksom på alt det, de smagfulde og nærende grøntsager kan,” siger hun.

Vi ved det godt

De fleste danskere er allerede klar over, at grøntsager på mange måder er gode for os og har et gennemsnitligt lavt klimaaftryk.

Men på trods af den viden er det de færreste, der lever op til de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen, hvoraf mindst halvdelen bør være grøntsager.

Og det kan være et tegn på, at vi skal begynde at tale om vores mad og om måltiders sammensætning på en anden måde, end vi plejer, siger Line Munk Damsgaard:

”Vi vil gerne gå forrest i arbejdet om at tale om grøntsager på en helt ny måde. Hvor løftede pegefingre og moralprædikener er gemt væk, og hvor der ikke kun fokuseres på grøntsagernes sundhed men også på deres friskhed, deres alsidighed og meget forskellige smage – lige fra den sprøde agurk til de dybe, søde rødbeder,” siger hun.

Find udforskergenet frem

Vores madvalg påvirkes af mange faktorer, hvoraf smagen er den mest afgørende.

Derfor opfordrer Line Munk Damsgaard til at man bruger Den Nationale Grøntuge som anledning til at udforske grøntsagernes mange smage samt til at inddrage hele familien i køkkenet og også lære børnene om grøntsager – hvor de kommer fra, og hvordan de kan tilberedes på nye, kreative måder:

”Vi håber, at Den Nationale Grøntuge kan være med til at puste til danskernes nysgerrighed og lyst til at udforske den store verden af grøntsager, som vi har til rådighed. Og så håber vi, at det bliver en anledning til at fejre maden og fællesskabet, som binder os sammen,” siger hun.

Den Nationale Grøntuge har fået undertitlen ”Kom i grønt humør”. Den afholdes i regi af Rådet for sund mad med Landbrug & Fødevarer som projektleder. Knap 40 partnere har meldt sig som grøntsagsvenner og bidrager under Den Nationale Grøntuge. 

Den Nationale Grøntuge er støttet af Plantefonden.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.