Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny rapport: Så mange danskere fravælger nyheder

Medier

17/06/2024 08:56

J. Bøgen

Rapporten sætter også fokus på tillid til nyheder, fake news og sociale medier.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Årets rapport om danskernes brug af nyhedsmedier viser, at flere danskere undgår nyheder.

Således svarer 23 procent af danskerne i 2024, at de undgår nyheder ’tit’ eller ’nogle gange’, hvilket er en stigning på 5 procentpoint i forhold til sidste år.

Årsagen er, at folk ofte oplever at blive udmattede af mængden af nyheder.

Derudover svarer 35 procent af danskerne på tværs af alle aldersgrupper, at de er meget eller ret enige i, at de oplever den samlede mængde af nyheder som overvældende.

”Selv om danskerne ikke undgår nyheder i så høj grad som i mange andre lande, så undgår også danskerne i stigende grad nyheder. Det er en udvikling, som vi har fulgt i flere år. Vores undersøgelser peger på, at det ikke har så meget at gøre med nyhedens indhold eller vinkel, men mere med den samlede mænge af nyheder. En hel del danskere lider simpelthen af nyhedsovervældelse,” siger professor i kommunikation fra RUC Kim Schrøder, der er leder af den danske del af Reuters-undersøgelsen.

Høj tillid

Rapporten viser også, at danskerne fortsat har en høj grad af tillid til nyhedsmedier.

I Danmark ligger tilliden til nyheder generelt set på 57 procent, hvilket er samme niveau som sidste år.

Ser man nærmere på tilliden til forskellige nyhedsmedier, så udgøres toppen af tillidspyramiden af Danmarks største traditionelle mediebrands, nemlig de to public service-tv-stationer DR og TV2, samt morgenaviser og nicheaviser.

Tilliden til disse medier ligger for næsten alle mediebrugere langt over gennemsnittet på 57 procent, og samtidig er det kun få procent af danskerne, der udtrykker decideret mistillid til disse medier.

”I Danmark er der en klar sammenhæng mellem tillid og brug. Langt de fleste danskere får deres nyheder fra de traditionelle mediebrands, som de så til gengæld også udtrykker stor tillid til. I år dykker vi dog også nærmere ned i, hvad denne tillid udspringer af. Her viser det sig, at danskernes tillid til nyhedsmedier i høj grad kan tilskrives opfattelsen af, at nyhedsmedierne leverer en høj journalistiske standard,” siger professor i journalistik Mark Blach-Ørsten.

Nyheder på sociale medier

Trods traditionelle nyhedsmediers popularitet spiller sociale medier fortsat en betydelig rolle i nyhedsforbruget verden over.

I Danmark er det fortsat Facebook, som er det mest populære sociale medie, når det gælder nyheder, men især blandt yngre målgrupper spiller også YouTube, Instagram, og TikTok en rolle.

På sociale platforme følger danskerne både influencere, politikere og almindelige danskere, men de følger i høj grad også nyhedsmedier og journalister.

På alle de forskellige platforme er nyheder og journalister i toppen af det, som brugerne følger og lægger mærke til.

Der er dog forskel på, hvad der er mest populært på platformene, fortæller studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst:

”Nyheder og journalister ligger højt på Facebook, YouTube, X og Instagram, mens det på TikTok især er almindelige mennesker og influencere, der løber med opmærksomheden. Samtidig er det også på TikTok, at flest brugere oplever at have svært ved at skelne mellem troværdige og utroværdige informationer. Og så er det værd at bemærke, at hele 45 procent af danskerne svarer, at de slet ikke bruger sociale medier til at finde nyheder,” siger han.

Ud over de nævnte resultater viser årets udgave af Danskernes brug af nyhedsmedier også følgende:

  • 66 procent af danskerne svarer, at de har hørt lidt eller intet om emnet kunstig intelligens og journalistik. 32 procent af danskerne svarer, at de har hørt meget eller noget om emnet.  

  • Den yngre aldersgruppe har, i højere grad end den ældre aldersgruppe, hørt meget eller noget om kunstig intelligens. 53 procent af danskerne under 35 år svarer, at de har hørt meget eller noget om emnet, mens 74 procent af danskerne over 35 år svarer, at de har hørt lidt eller intet om emnet. 

  • En stigende andel af danskerne er bekymret for fake news. Fra sidste år og til i år er antallet af danskere, der er bekymret for fake news steget med 9 procentpoint fra 36 procent til 45 procent. Det er blandt andet oplevelser af fake news om Israel og Hamas-konflikten, som danskerne oplever at møde i deres mediebrug.

  • At holde sig opdateret i verden omkring sig er det behov flest brugere (80 procent) søger at få opfyldt ved at bruge nyhedsmedier. Dernæst følger behovet for at lære noget (74 procent), at få forskellige perspektiver på omtalte personer og begivenheder (68 procent) samt blive engageret i samfundet og få hjælp til dette engagement (57 procent).  

  • Danskerne oplever ikke, at nyhedsmedierne helt opfylder deres behov. Der er ofte mere end ti procentpointsforskel mellem de behov, som brugerne har, og deres oplevelse af, at nyhedsmedierne opfylder disse behov. Den største forskel ses i brugernes ønske om at blive mødt af forskellige perspektiver i mediernes nyhedsdækning. Her udtrykker 68 procent af brugerne et behov for forskellige perspektiver, mens kun 45 procent oplever, at dette behov mødes af nyhedsmedierne.  

  • 17 procent af danskere svarer, at de betaler for nyheder. I 2023 svarede 19 procent, at de betalte for nyheder. Skønt forskellen er begrænset, viser den dog, at andelen af danskere, der betaler for nyheder, er stagnerende. De aldersgrupper med færrest danskere, der betaler for nyheder, er aldersgrupperne mellem 35 år og 54 år, hvor betalingsvilligheden kun ligger på 11-12 procent.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.