DR har fået et rap over nallerne af Pressenævnet, der træffer afgørelse i klager over artikler og udsendelser, der er bragt i medier, der er omfattet af medieansvarsloven.
Ssagen handler om en artikel og et radioindslag, som DR bragte i januar. Historien handlede om, at der manglede et efterværn til kvinder, der forlader et krisecenter for fx ofre for voldelige partnere efter endt ophold.
I artiklen medvirkede en kvinde, som havde været på krisecenter, og som fortalte, at hun i et tidligere forhold var blevet udsat for blandt andet psykisk vold.
Der var bare lige det ved det, at kvindens stemme ikke var blevet sløret tilstrækkeligt, og derfor klagede kvindens tidligere partner til Pressenævnet, fordi han mente, han kunne identificeres ud fra kvindens fortælling. Derudover klagede han over, at DR ikke havde forelagt ham kvindens beskyldninger.
Det skriver DR, der også skriver, at mediet er blevet pålagt at bringe afgørelsen.
Sådan lyder kritikken
På Pressenævnets hjemmeside kan man læse afgørelsen, og her står der:
"I en artikel samt radio- og nyhedsindslag bragt i januar omtalte DR udfordringerne med det manglende efterværn til kvinder, som forlader et krisecenter efter endt ophold.
I omtalen medvirkede en kvinde, som havde været på krisecenter, og som fortalte, at hun i et tidligere forhold var blevet udsat for blandt andet psykisk vold. Kvindens stemme var ikke sløret i indslagene.
Kvindens forhenværende partner klagede til Pressenævnet over, at han er identificerbar i DRs omtale, som krænker hans privatliv, at DR ikke havde forelagt beskyldningen for ham, og at DR havde bragt en ensidig skildring af sagen.
Pressenævnet kritiserede DR for den utilstrækkelige sløring og manglende forelæggelse. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter."