USA har sat våbenstøtten på pause til Ukraine, som nu på fjerde år forsvarer sig i krigen mod Rusland. Trump og Zelenskyj skændes for åben skærm, og en 80 år gammel verdensorden med Europa og USA som tætte allierede er truet. Dagligt kommer der nye meldinger fra den anden side af Atlanten, og den nye virkelighed giver bekymringer og rejser store spørgsmål i Danmark og Europa.
Derfor samler TV 2 danskerne til en aften i fællesskab med politikere, eksperter og korrespondenter som Ulla Terkelsen og Ramus Tantholdt for at give svar på de mange bekymringer, som optager os.
"Der er et væld af spørgsmål at tage hul på. Kan vi ikke længere regne med USA? Bliver der krig i Danmark? Og hvad venter der i fremtiden, og hvad bør vi gøre nu? Det er blot nogle af de spørgsmål, som, vi ved, optager og bekymrer danskerne," siger TV 2s nyhedsdirektør Ulla Pors og fortsætter:
"Vi er mange, som går med de samme tanker og bekymringer lige nu. Det tager vi alvorligt og vil i fællesskab søge svar sammen med politikere og eksperter på det, som optager os alle sammen."
Debat, livechat, afstemninger og spørgsmål fra danskerne
'Verden i opbrud - Danmark samles' sætter den øjeblikkelige situation ind i en historisk sammenhæng, inden danske toppolitikere og eksperter diskuterer, om Danmark og Europa kan klare sig uden USA, risikoen for krig i Danmark - og hvad det kommer til at betyde for vores hverdag, at vi fremover opruster militært?
Seerne og det medvirkende publikum bliver aktivt inddraget i debatten via live-afstemninger, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer på TV2.dk og direkte i studiet. De medvirkende eksperter vil sammen med TV 2s korrespondenter desuden livechatte på TV2.dk undervejs i programmet.
I 'Verden i opbrud - Danmark samles' bliver der også plads til at tale om de helt nære ting, som hvad de hastige ændringer på verdensplan får for danskernes hverdag? Både i forhold til økonomi og arbejdsmarked og hvordan vi bedst håndterer frygt og tankemylder om fremtiden.
Hele den nationale samtale varer halvanden time, hvor der undervejs vil være optræden af musikeren URO og korsang leveret af 130 elever fra Klejstrup Musikefterskole i Hobro.
Deltag i samtalen
Har du et spørgsmål, du gerne vil have svar på fra enten politikere eller eksperter, kan du stille det allerede nu.
Optag dit spørgsmål i en video på maksimalt 30 sekunder og send den til [email protected]. Skriv dit fulde navn og telefonnummer i mailen, så kan redaktionen kontakte dig, hvis videoen bliver vist.
TV 2 søger også publikum til programmet, som bliver optaget live på Gefion Gymnasium i København. Ønsker du at deltage, kan du tilmelde dig her.