Flere ledere har problemer med stress, og ny forskning viser, at medarbejderne bliver mere deprimerede af uretfærdige chefer end af uoverskuelige arbejdsopgaver. Handler for meget i den offentlige sektor om systemer og effektivisering og for lidt om mennesker og visioner?
Det er ikke de store stakke uløste opgaver på skrivebordene, der gør de ansatte deprimerede. Følelsen af at blive uretfærdigt behandlet af chefen er derimod tæt forbundet til risikoen for at blive deprimeret.
Sådan omtalte videnskab.dk den 25. oktober resultaterne af et nyt stort studie på Aarhus Universitetshospitalet, som kaldes ”overraskende” og er omtalt i flere internationale tidsskrifter. Forskerne har undersøgt, hvilke faktorer der sender folk deprimerede hjem fra arbejde.
Når man sammenholder resultaterne af sådan en undersøgelse med, hvordan mange ledere oplever deres situation i disse år, kan man virkelig blive bekymret på den offentlige sektors vegne.
En ganske giftig cocktail
Fx fortalte Videncenter for Arbejdsmiljøs portal i 2012, at en undersøgelse viste, at hver anden offentlige leder i en eller anden grad følte sig stresset, og at knap hver tiende har været sygemeldt som følge af stress. Undersøgelsen blev gennemført blandt 650 ledere under FOA Fag og Arbejde.
I private virksomheder er der også tendenser. I august omtalte Lederne i en ny undersøgelse baseret på svar fra 1100 ledere, at det trods stor fokus gennem en årrække omkring stress på de danske arbejdspladser, ikke er lykkedes at nedbringe andelen af stressede ledere. Ifølge undersøgelsen føler hver syvende leder sig stresset. Andelen er den højeste, Lederne har opgjort de seneste 11 år.
Ledere der presses og har vanskeligheder, og medarbejdere der påvirkes mere af uretfærdige ledere end af uoverskuelige arbejdsopgaver. Det lyder som en ganske giftig cocktail.
Er troen ved at lide et knæk?
Spørgsmålet er, om der er mange - både ledere og medarbejdere - som har svært ved at bevare overblikket under de forandringer, der hele tiden finder sted, samtidig med at de politiske debatter, reformer og konkrete indsatser uden stop har fokus på nødvendigheden af omstruktureringer, digitalisering og effektivisering.
Spørgsmålet er, om det også bidrager til nogle af de protestbevægelser, der dukker op, og som bl.a. DenOffentlige har sat spotlight på - fx ”Tag faget tilbage” på facebook, hvor en gruppe med tilknytning til sundhedsvæsenet, der gerne vil sætte bureaukrati på dagsordenen på nye måder, på kort tid har opnået stor tilslutning.
Midt i mange års tale fra skiftende regeringer om, at vi skal afbureaukratisere, skabe en ny tillidsreform og sætte fokus på kerneydelsen - er troen så ved at lide et knæk? Er oplevelsen ude i virkeligheden, at der i det næste sekund i stedet kommer en ny regel, et nyt system, en ny indsats eller et nyt effektiviseringsapparat ind af døren.
Kan det være en af de største farer overhovedet lige nu i den offentlige sektor?
Selvom vi skal spare, kan vi vel godt have visioner
Medarbejdernes engagement og medejerskab er afgørende. Hvis vi holder op med at tro, passer vi så bare vores egen butik, så godt vi kan, og forsøger at lade de ansvarlige ledere sejle deres egen sø med alle deres reformer, systemer og nye tiltag?
Tier vi stille i stedet for at forsøge at engagere os og påvirke beslutningerne? Der kommer jo alligevel noget nyt i morgen, og kritiske bemærkninger er ofte ilde set.
Som kommunikatør er jeg overbevist om, at succesen af reformer og indsatser i den offentlige sektor er afhængig af, om det vil lykkes for ledere og medarbejdere i fællesskab at få skiftet tone i debatten, så fokus bliver flyttet fra systemer og effektivisering til mennesker og visioner.
Selvom vi skal spare, kan vi vel godt have visioner. Selvom vi skal digitalisere, kan vi vel godt huske mennesket og den personlige kontakt. Selvom vi skal holde systemer og regler, kan vi vel godt holde tæt kontakt med virkeligheden og tale om, hvad der er brug for.
Hvad er alternativet?
