Indsatsen mod socialt bedrageri skærpes 1. juli

Social

01/06/2011 14:05

Nick Allentoft

Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag, som skærper kontrollen med udbetalinger af offentlige ydelser. Med de nye regler er staten bedre rustet i kampen mod, at offentlige forsørgelsesydelser bliver udbetalt til borgere, der ikke har ret til ydelserne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg lægger vægt på at komme snyderiet med offentlige ydelser til livs:

- Vi skal simpelthen ikke finde os i, at nogle modtager offentlige ydelser, som de ikke har ret til. Snyderi er dybt asocialt og skal bekæmpes, for ellers er det med til at ødelægge sammenhængskraften i vores velfærdssamfund, siger Inger Støjberg.

De nye regler indebærer blandt andet, at Pensionsstyrelsen styrker sit tilsyn ved indrejse til Danmark. Styrelsen tjekker, om der kan være tale om, at en person uberettiget har fået forsørgelsesydelser under udlandsopholdet. Tilsynet kan ske i Lufthavnen i Kastrup og andre steder, hvor der er international trafik. Pensionsstyrelsen får også mulighed for at få oplysninger om banktransaktioner i udlandet.

Endelig kommer der nye og mærkbare sanktioner, hvis en borger på kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse uberettiget og mod bedre vidende modtager ydelsen, mens han eller hun er i udlandet.

Reglerne udmønter dele af en politisk aftale, som regeringen indgik i november 2010 med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om 29 konkrete initiativer for en styrket indsats mod socialt bedrageri.

De nye regler træder i kraft den 1. juli 2011.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.