Søren Kryhlmand bliver ny direktør i Arbejdstilsynet. Søren Kryhlmand kommer fra en stilling som afdelingschef i Beskæftigelsesministeriets departement, hvor han blandt meget andet har haft ansvar for arbejdsmiljøområdet og arbejdsskadeområdet.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen udtaler:
"Med udnævnelsen af Søren Kryhlmand får Arbejdstilsynet en direktør, der kender Arbejdstilsynet, og som derfor også kender styrker og udfordringer i organisationen. Søren kender parterne, og med sin viden om både arbejdsmiljøområdet og arbejdsskadeområdet er han den helt rigtige til at sætte en ny retning for Arbejdstilsynet. Det er en stor og nødvendig opgave, og jeg har tiltro til, at Søren kan løfte den til gavn for arbejdsmiljøet og for medarbejderne i Arbejdstilsynet." Søren Kryhlmand er 39 år og i dag afdelingschef for Koncerncenteret i Beskæftigelsesministeriets departement. Han har tidligere haft ansvaret for arbejdsmiljø- og arbejdsskadeområdet både som afdelingschef og kontorchef, ligesom han har været afdelingschef for arbejdsret, jura og det internationale område. Søren Kryhlmand kom til Beskæftigelsesministeriet i 2008 efter en fortid i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Søren Kryhlmand udtaler: "Arbejdstilsynet har stor betydning for danskernes arbejdsliv og for arbejdspladser overalt i Danmark. Derfor er det en både spændende og vigtig organisation, som jeg nu bliver en del af, og det glæder jeg mig meget til. Jeg glæder mig særligt til at møde Arbejdstilsynets dygtige medarbejdere og sammen med dem arbejde for at skabe et godt arbejdsmiljø i Danmark." Søren Kryhlmand tiltræder i jobbet den 24. april 2017.