- Vores meget udsatte unge skal i uddannelse, lyder det fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der ikke kan lade være med at lægge tryk på “skal”. - Det er ikke til diskussion.
Beskæftigelsesministeren har indtaget gulvet på Scandic Hotel i København, hvor ledere og chefer fra erhvervsskoler fra hele landet er samlet for at snakke kontanthjælpsreform.
Når reformen træder i kraft efter nytår skal unge, ufaglærte ledige ikke længere stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men for uddannelse. Og en stor del af netop de unge vil derfor starte på en erhvervsuddannelse i de kommende år.
Efterspørger ikke ufaglærte
- Unge skal have en uddannelse, og det skal de fordi, der ikke er mange arbejdsgivere derude, der efterspørger dem, hvis ikke de får den, lyder det fra ministeren.
At mange af de unge også har andre problemer end at være ufaglærte, har bekymret erhvervsskolerne. Derfor lægger Mette Frederiksen vægt på et andet vigtigt element i kontanthjælpsreformen; At de unge, der ikke er klar til en uddannelse, skal have hjælp, og at hjælpen skal komme ét sted fra og ikke kræve, at den unge er i kontakt med forskellige instanser indenfor både sundhed, socialområdet, beskæftigelse, uddannelse – og måske flere til.
- Vi kan ikke blive ved med at arbejde særskilt på sektorerne. Livet for nogle unge kan være så komplekst, og problemerne kan gå meget på tværs, derfor bliver vi nødt til at få indrettet vores måde at tænke efter det, forklarer Mette Frederiksen og går fra at tegne skel i luften med hænderne til at folde dem i en cirkel, hvori den unge skal være i centrum.
Spørgelystent publikum
Da ordet bliver givet frit, lyder der generelt opbakning til intentionerne i kontanthjælpsreformen. Men samler man en sal fuld af fagfolk, blomstrer spørgelysten. For hvad med inddragelse af arbejdsgiverne? Kan taxameterpenge være en måde at motivere jobcentrene til at bruge brobygning? Og hvad med unge der vil have svært ved selv den forberedende voksenundervisning?
Og selvom der også blev tid til at spøge lidt med tiden mest omdiskuterede emne: Allan Simonsen og Vild med dans, gav de mange spørgsmål også ministeren nye input.
- Jeg tror godt, I kan have en pointe i, at der også til allersidst i uddannelsesforløbet kan være behov for brobygning, og den vil jeg tage med mig, svarer hun på spørgsmålet om, hvorvidt brobygning også kan være en mulighed ved overgangen fra skole til job – og ikke kun fra ledighed til skole.
En fælles indsats
Til sidst gør Mette Frederiksen det klart, hvorfor hun ser erhvervsskolerne som en vigtig medspiller, når de unge, ufaglærte skal i gang med en uddannelse.
- Hvis vi gør det sammen, tror jeg, at vi kan rykke nogle af de her unge til et meget bedre liv end det, der har været fremtidsudsigten længe. Kan man flytte sig fra kontanthjælp til at have et fag, en uddannelse og nogle færdigheder, så er sandsynligheden og muligheden for, at man får en fod inden for på arbejdsmarkedet og fastholder sin tilknytning til arbejdsmarkedet så meget større. Og så er jeg ikke i tvivl om, at vi kan rykke både deres livskvalitet og livsindkomst, siger ministeren.