Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvordan vi vælger at se socialpolitikkens rolle i det danske velfærdssamfund.
Ser vi den som støtte til børn, unge og voksne med sociale problemer eller funktionsnedsættelser, dvs. som det der kaldes det specialiserede socialområde. Jeg vælger at kalde det den ”lille” socialpolitik.
Eller ser vi det som alle de indsatser, som er nødvendige på alle mulige politikområder for at give lige muligheder for alle i samfundet, dvs. socialpolitik, som den politik der reparerer alle de andre samfundspolitikkers uformåen så det fremmer lige muligheder for alle mennesker i samfundet. Det vælger jeg at kalde den ”store” socialpolitik.
Den store socialpolitik
Den store socialpolitik sætter ind når den almindelige uddannelsespolitik ikke formår at støtte børn og unge med funktionsnedsættelser, psykisk sårbarhed eller sociale problemer rigtigt.
Den virker når sundhedsvæsnet skal sikre lighed i sundhed eller når der i skattepolitikken skal laves omfordeling af de økonomiske muligheder til gunst for lavindkomstområderne. Socialpolitikken bliver dermed den lim, som får samfundet til at hænge sammen og det samlede værn, som sikre generel tryghed i velfærdssamfundet. Jeg vil gerne advokere for en sådan bred og altomfattende forståelse af socialpolitik for det er dybest set den tilgang, som kan sikre et velfærdssamfund til gavn for alle og ikke kun for de 80 procent bedst stillede.
Mediefællesskabet DenOffentlige
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
I relation hertil synes jeg det er meget positivt, at der er kommet fornyet fokus på de vilkår, som vi giver børn i de første leveår og på de dybe livsforskelle, som skabes der. Det er ikke noget nyt. En af de første bøger om emnes, som jeg læste var den nu afdøde psykologiprofessor Birgitte Diderichsens bog: Den 0-3 årige samfundsborger, som kom i slutningen af 70’erne.
Børnenes første år
Det er derfor glædeligt, at der er et fornyet fokus på betydningen af de første år i et barns liv og især, at indsatser bliver set som den vigtigste løftestang for udvikling af lige muligheder af lige muligheder i samfundet. Derfor er det vigtigt, at rigtigt mange tilslutter sig Småbørnsløftet.
De første 1.000 dage i et barns liv er ufatteligt afgørende i for barnets fremtidsmuligheder. Nobel-økonomen James Heckmanns fokus på investering i børn de første 3-6 år er i de seneste år blevet citeret gang på gang. Oven i det har socialministeren nedsat et udvalg, som skal rådgive i god opdragelse.
Der er efterhånden et utal af projekter og interventioner, som arbejder ud fra devisen om at kun en tidlig indsat kan sikre effekt. Alt dette er godt og vigtigt, men det kræver at indsatserne tænkes ud over børne og socialministeriets område. Fokus skal flyttes fra tidlig indsats i den ”lille” socialpolitik til tidlig indsats i den ”store” socialpolitik.
Sammenhæng
Skal jeg således pege på noget, der kræver opmærksomhed, er det behovet for sammenhæng, for nu at bruge et udtryg regeringen aktuelt arbejder med i sin sammenhængsreform. Jeg savner en helt generel sammenhængende indsats på nationalt plan. Jeg savner at der tænkes og handles på tværs af ministerierne og at dette afspejles i sammenhængende indsatser.
Det er rigtigt fint, at Sundhedsstyrelsen laver retningslinjer for sundhedsplejen, som afspejler en social risikovurdering. Men den skal tænkes sammen med kommunernes familieindsatser, med boligforeningernes boligsociale arbejde og med de almindelige pasningstilbud for fx de 0-3 årige børn i belastede boligområder.
Det sker ikke, for de sundhedsmæssige indsatser er alene udviklet i Sundhedsstyrelsen og ikke koordineret på tværs. Derfor mangler samspillet og derfor virker indsatserne kun i begrænset omfang.
Hvis vi for alvor skal nyudvikle det danske velfærdssamfund, skal der være sammenhæng i indsatserne. Det kræver, at Christiansborg begynder at tænke på tværs også af de udvalg, som Folketinget har nedsat. Det er en udfordring, som skal løses, og det forudsætter at der tænkes ud af boksen. Derfor sender jeg depechen videre til Pernille Rosenkrantz-Theil.
