Netop nu sidder vi i forskellige organisationer og kigger på sager om ressourceforløb, som er afgjort efter de nye regler om ressourceforløb. Nu blev det præciseret, at et ressourceforløb kun skulle bevilges, når det var relevant i forhold til at udvikle arbejdsevnen. Der skulle rettes op på, at der bevilges meningsløse ressourceforløb til meget syge mennesker.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Men realiteten – set fra min stol – er, at reglerne, når vi taler om vores målgruppe, ikke har haft nogen effekt. Fagbladet 3F beskrev i juli, at ud af 45 alvorlige sager blev kun tre ændret, som følge af de nye regler, og ph.d. Iben Nørup, som har forsket på området, taler i Politikken denne måned om, at mens reformerne har givet mennesker et dårligere liv, så er forsvindende få bragt tættere på arbejdsmarkedet. I Dansk Handicap Forbund ser vi nu dugfriske eksempler på, at særdeles dårlige medlemmer med en ikke-eksisterende arbejdsevne fortsat får afslag på førtidspension og i stedet får bevilget ressourceforløb. Hvorfor? Fordi der er bittesmå teoretiske muligheder for, at de kan opnå en bedring i deres tilstand. Problemet er, at denne mulige bedring ikke har noget som helst med en reelle arbejdsevne at gøre. Hvis man forestiller sig en linje fra nul til 100, hvor 100 repræsenterer en arbejdsevne, så vil de eksempler vi har set måske kunne flytte sig fra nul til to, tre eller syv. Det er jo godt nok, for det vil kunne betyde et lille løft i deres livskvalitet, men det har intet at gøre med at udvikle en reel arbejdsevne.
Vi taler hele tiden om arbejdsevne, men vi taler ikke ret meget om livskvalitet, og at mennesker skal støttes og hjælpes til en værdig og meningsfuld tilværelse. Ord, som havde betydning, når vi tidligere diskuterede socialpolitik. Jeg har her på Den Offentlige agiteret for, at der skal investeres rigtig fra starten, fordi det giver god mening for det enkelte menneske, men også for samfundsøkonomien som helhed. Men at give den rigtige hjælp fra starten handler om at tage udgangspunkt i og forstå det enkelte menneskes funktionsnedsættelse og livssituation. Det kræver en investering fra de rigtige fagligheder og et trygt ’rum’, hvor medarbejderne kan finde løsninger sammen med borgeren.
Når fokus er stift rettet imod beskæftigelse, så har man, når man taler om de allermest dårlige borgere, sat en urealistisk målsætning op. En målsætning, som den meget syge borger har meget svært ved at forholde sig til. Og i stedet for en håndsrækning, så vil det blive oplevet som mere af det samme – afprøvning, på afprøvning, på afprøvning, nederlag efter nederlag efter nederlag og værst af alt ingen slutdato på, hvornår man kan få ro omkring sin situation.
På de sociale medier har man i løbet af året kunnet følge borgerdiskussioner og borgerforslag om at trække syge mennesker ud af beskæftigelsessystemet, og der er en rigtig god grund til at denne diskussion fylder blandt de berørte. Mange føler sig placeret et helt forkert sted – nemlig i et beskæftigelsessystem, hvor man ikke har fokus på at støtte den enkelte borger, men derimod på at presse dem frem imod et mål, som for manges vedkommende i bedste fald er teoretisk og i værste fald direkte skadeligt.
Netop nu skal politikerne til at indlede de videre forhandlinger om at justere reformen af førtidspension og fleksjob, og i den forbindelse håber jeg, vi kan få en drøftelse af, hvad vi egentlig forstår ved arbejdsevne, og om det altid er arbejde, som skal være i fokus. Vi kunne passende få genrejst en debat om den socialpolitik, som på mange måder er gået i glemmebogen.
Og misforstå mig ikke, hvis man har fulgt det arbejde, vi i de senere år har udført i Dansk Handicap Forbund, så vil man vide, at vi står i forreste række i forsøget på at skabe plads på arbejdsmarkedet for mennesker med handicap og det vil vi fortsætte med at gøre. Vi ved, at rigtig mange gerne vil have en chance på arbejdsmarkedet. Men vi tror, det skal ske på baggrund af motivation og lyst, og uanset hvor meget man svinger pisken over borgerne, så kommer motivationen først, når det basale er i orden – kompensationsordningerne, tryghed omkring forsørgelsesgrundlag osv. Det må skilles ad. Der skal først og fremmest være plads til et liv, og når der er det, kan der i mange tilfælde også være plads til et arbejdsliv.
Jeg kunne derfor godt tænke mig, at vi igen fik fokus på begrebet socialpolitik, for i dag er der desværre nogle af de allermest syge borgere, som ikke mødes med forståelse og omsorg, men i stedet med kontrol, pres og usikkerhed omkring deres fremtid. Det er ikke udviklende for mennesker. Når man er meget syg eller ramt af et indgribende handicap, som betyder en ikke eksisterende eller minimal arbejdsevne på få timer om ugen, så er der behov for noget andet, end det vi stiller op med i dag. En af vejene er igen at begynde at tænke i god SOCIALPOLITIK. Så er det sagt, og jeg siger det gerne højt SOCIALPOLITIK – spørgsmålet er så: Er jeg helt til grin?
