Lad os starte en social-stafet

Jeg er netop vendt hjem fra Dansk Handicap Forbunds 20. kongres i weekenden. Jeg har været med til de 19, og i min nuværende rolle som landsformand står jeg på skuldrene af en lang række formænd og – kvinder, som har givet stemme til personer med handicap siden 1925.

I de 93 år, der er gået, siden vi startede vores arbejde i Dansk Handicap Forbund, er der sket meget – ikke mindst med socialpolitikken. De senere år er socialpolitikken blevet skubbet i baggrunden og erstattet af beskæftigelsespolitik. Det har jeg tidligere skrevet om her på DenOffentlige.dk, og jeg kan med glæde konstatere, at jeg ikke er den eneste, der har gjort sig tanker om, hvordan vi genopliver socialpolitikken.

Det er påfaldende og faktisk helt utroligt, at det er nødvendigt, at jeg – og andre – gang på gang må minde om, at vi skal have mennesket i centrum, og at systemet skal huske, at det eksisterer for borgerne og ikke for sig selv.

I mit liv har jeg været førstevidne til en socialpolitik, som blev udviklet og udøvet med mennesket i centrum. Da jeg i 1985 blev tildelt en hjælpeordning med 24 timers hjælp – det vi i dag kender som BPA-ordningen (borgerstyret personlig assistance) – fik jeg for første gang oplevelsen af, hvad det betyder at have et liv med lige muligheder. BPA-ordningen er blevet mine arme og ben, og med ordningen kunne jeg for første gang selv bestemme, hvornår jeg ville besøge min familie og mine venner, uden at de samtidig skulle være hjælper for mig. På grund af ordningen er jeg blevet en aktiv del af samfundet, hvor jeg arbejder og bidrager. Uden BPA-ordningen havde alternativet været et botilbud uden udsigt til at bidrage, som jeg gerne vil.

Udviklingen af BPA-ordningen er i dén grad socialpolitik, sådan som jeg tænker socialpolitik, men det er i dén grad også en politik, som jeg efterhånden må kigge langt efter.

Jeg begræder virkelig, at systemet et langt stykke henad vejen har glemt det sociale element, når de udvikler handicappolitik. Det virker som om, at politikerne i kommunerne og på Christiansborg er kommet alt for langt væk fra de mennesker, de skal lave politik for, og de er i højere og højere grad blevet forvaltere af et system, som skal løbe rundt rent økonomisk.

Det er klart, at økonomien er vigtig, men den må ikke blive vigtigere end de mennesker, som har brug for hjælp.

Jeg er netop vendt hjem fra Dansk Handicap Forbunds 20. kongres, som jeg indledte dette indlæg med, og der mødte jeg alle de mennesker, det handler om. Vi er alle sammen afhængige af systemet, og vi har alle sammen oplevet, hvordan økonomien spiller en større og større rolle. Det er ikke for sjov, og jeg tror ikke, jeg tager min mund for fuld, når jeg siger, at ingen af os, der var til stede på kongressen, ønsker at være en del af systemet. Vi var helst fri, men vi har brug for hjælpen. Længere er den ikke.

Som det så ofte er blevet sagt, skal et samfund måles på, hvordan det behandler sine svageste. Jeg er stolt af at være en del af et samfund, som har været med til at give mig det liv, jeg har i dag, men jeg er samtidig bekymret over de tendenser, jeg har set de senere år.

Min historie og tildelingen af min BPA-ordning er en udgave af en dansk socialpolitik, som vi alle kan være stolte af. Men jeg har sværere og sværere ved at føle stolthed over vores samfund, og jeg vil hermed starte en stafet her på DenOffentlige.dk og høre alle jer, der læser med – specielt jer, der forvalter systemet – hvad I forstår ved socialpolitik og blive konkrete på, hvordan vi kommer videre fra det nuværende system og mod en ny udgave af socialpolitikken, som er social i den udgave, som jeg oplevede dengang i 1985.

Den første, jeg vil give stafetten videre til er Erik Kaastrup-Hansen. Jeg glæder mig til at høre hans input og til at se, hvem han giver stafetten videre til.