Trap Højer: Tusindvis af borgere er fejlvisiteret for at spare penge

TV2Nord beskrev mandag den 29. april 2019 hvordan Vesthimmerlands Kommune med vilje har fejlvisiteret udviklingshæmmede borgere. 

Nu vil de fleste sikkert tænke, at det må være en enlig svale. Men sådan er det desværre ikke. Det sker hver dag, i stort set alle kommuner.

I min tid i Socialtilsynet, så jeg desværre alt for ofte borgere som var blevet fejlvisiteret, og i mit nuværende virke som rådgiver for botilbud, ser jeg det desværre stadig ske, og det sker meget bevidst fra kommunernes side. Jeg har helt konkrete og meget aktuelle eksempler på borgere, som bevidst visiteres til langt billigere og til tider åbenlyst ulovlige foranstaltninger, med det ene formål at spare penge, fremfor at møde borgernes behov. 

Hvad handler det om?

Det handler selvfølgelig først og fremmest om økonomi. Hvor og hvordan kan vi spare penge er kommunernes primære mantra. Borgernes behov kommer i anden række.

Det typiske billede Socialtilsynene så (og stadig ser) var, at borgerne var visiteret til et midlertidigt eller længerevarende botilbud efter hhv. servicelovens § 107 eller § 108 men boede i egen almennyttig bolig med lejekontrakt. Dette kan/må man ikke, jf. servicelovens § 111.

Socialtilsynene påtalte dette i stor stil overfor kommunerne og udstedte for rigtigt mange tilbuds vedkommende vilkår for fortsat godkendelse af offentlige bo- og døgntilbud helt ind i 2018.

Socialministerens Hyrdebrev

Problemet var (og er stadig) så stort, at Social- og Indenrigsministeriet den 26. november 2016 måtte udsende et såkaldt hyrdebrev til kommunerne, hvori ministeren bl.a. skriver:

”Social- og Indenrigsministeriet er blevet opmærksomt på, at flere kommuner og driftsherrer af døgntilbud har udfordringer med at bringe overensstemmelse mellem døgntilbuddenes juridiske grundlag og beboernes visitationsgrundIag, og flere driftsherrer har fået påbud af socialtilsynet om at sørge for, at dette bliver bragt i orden.”

Social- og Indenrigsministeren fastlår meget præcist i sit hyrdebrev, at almene ældre- og handicapboliger (Almenboliglovens § 105), der anvendes til udmøntning af kommunens afgørelser om visitation til botilbud efter servicelovens § 107 eller § 108, er i strid med almenboligloven om at anvende almene ældre- og handicapboliger som botilbud efter servicelovens § 107 eller § 108.

Er forholdende så bragt i orden her primo 2019?

Både ja og nej. Der er ryddet op på den måde, at der i langt de fleste botilbud er skabt overensstemmelse mellem borgernes visitationsgrundlag og den juridiske konstruktion (almennyttig boligform), som langt de fleste borgere hele tiden har boet i. Med andre ord borgerne bor, hvor de hele tiden har boet. 

To veje til lovliggørelse

Der var ret beset to veje, man som kommune kunne gå for at få skabt sammenhæng mellem borgernes visitationsgrundlag og tilbuddets juridiske grundlag.

1) Den ene var at revisitere borgerne til den boform , de rent faktisk befinder sig i (almenbolig).

2) Den anden var at nedlægge den almennyttige boform og i stedet etablere den som en § 107 (midlertidig) eller § 108 (længerevarende) boform.

I forhold til sidstnævnte stødte kommunerne ind i den problemstilling at en ”omlægning” af almene ældre- og handicapboliger til en botilbudsform efter servicelovens bestemmelser (§§ 107/108) medfører, at den offentlige statsstøtte ophører.

Har kommunerne optaget lån, hvilket stort set alle kommuner har til etablering af de almene ældre- og handicapboliger, skal den resterende del af lånet henregnes til kommunens låntagning, eller alternativt tilbagebetales til staten. Da begge modeller ville blive meget dyrt for kommunerne, valgte kommunerne i stedet den "billige" løsning. 

Valgte den billigste men ikke nødvendigvis den rigtige løsning

Valget faldt naturligvis på at revisitere borgerne. Det kunne gøres fra skrivebordet, og det eneste det krævede var tid til sagsbehandling.  

Fra min tid i Socialtilsynet kunne jeg følge med fra sidelinien i de mange revisiteringer, der blev foretaget særligt i perioden 2016-2018. For socialtilsynet skulle jo sikre, at der var sammenhæng mellem visitationsgrundlag, og den boform borgerne var visiteret til.

Det der slog mig var, hvor mange borgere der fra den ene dag til den anden gik fra at være visiteret til at have en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer efter servicelovens § 107, eller fra at have en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner, pleje, omsorg eller behandling efter servicelovens § 108, til pludselig at havde fået et langt bedre funktionsniveau, og nu kunne nu kunne klare sig med mindre hjælp og støtte i egen (almene) bolig.

Når jeg samtidigt ved, at Ankestyrelsen i to principafgørelser 71-14, og 72-14 har fastslået, at borgere omfattet af personkredsen for et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 eller et længerevarende botilbud efter § 108 ikke kan visiteres til et tilbud efter almenboliglovens § 105 om almene ældreboliger, så kan jeg i et fagprofessionelt perspektiv have mine tvivl om, hvorvidt alle borgere i det forløb er blevet visiteret korrekt. 

Det er tankevækkende, at så mange borgere - vi taler om tusindvis af borgere på landsplan - over så kort en tidshorisont blev vurderet til ikke længere at være i målgruppen for et §§ 107, eller 108 botilbud.

Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg det mest af alt, har handlet om at få ”pengene til at passe” i forhold til at få overensstemmelse mellem visitationsgrundlag og botilbuddets juridiske fundament. Mange af de borgere, som jeg mødte på de tilsynsbesøg jeg deltog i, havde tydeligvis en så betydelig nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne, at de efter min bedste vurdering burde have opholdt sig et i botilbud efter servicelovens bestemmelser.

Hvem fører tilsyn med kommuner og socialtilsyn?

Problemet var og er, at der ikke rigtigt er nogle – udover Ankestyrelsen - der fører tilsyn med kommunernes myndighedsarbejde, og videre er det i min optik problematisk, at ingen fører tilsyn med socialtilsynenes virke. 

Selvom socialtilsynene i henhold til  socialtilsynslovens § 10, stk. 3 kan orientere den handlekommune, som har ansvaret for den enkelte borgers ophold i tilbuddet, hvis tilsynet bliver opmærksomme på bekymrende forhold vedrørende kommunens opgaver i forhold til den enkelte borger, så sker det ikke, fordi KL ikke ønsker, at socialtilsynene gør det. 

Dette tilkendegav KL også meget udtrykkeligt i sit høringssvar af 18. august 2016 til lovforslaget om at indføre bestemmelsen i § 10, hvor KL udtrykkeligt giver udtryk for følgende: 

"KL er på ingen måde enig i. at der tale om en præcisering (af reglerne for socialtilsynets reaktionsmuligheder over for visiterende eller anbringende kommuner), men mener derimod, at der er tale om en udvidelse af socialtilsynenes opgaver. 

Der må holdes fast i, at den anbringende/visiterende kommune er den, der har det fulde ansvar for den enkelte borger og for den enkelte plejefamilie, og derfor også er den. der udarbejder både handleplan for borgeren og sikrer, at plejefamilien får tilbud om efteruddannelse og supervision. Derfor mener KL, at disse opgaver er et myndighedsansvar og alene bør være et anliggende mellem tilbuddet/plejefamilien og myndighedskommunen.

KL anbefaler på det kraftigste, at den foreslåede lovændring udgår." 

Bestemmelsen blev trods KL´s protester indført. Men da KL - som jeg har belyst i mine andre artikler - i praksis har hånd- og halsret over socialtilsynenes virke, bringes bestemmelsen i praksis ikke i spil fra socialtilsynenes side, hvilke burde bekymre de fleste ansvarlige politikere, da spørgsmålet om fejlvisiterede og fejlanbragte borgere langt fra er et enestående eksempel på kommunernes håndtering af det specialiserede socialområde.   

Der mangler ret beset et både mere indgående og mere kompetent tilsyn med de kommunale myndigheders virke på dette område, og stod det til mig gik både Rigsrevisionens og Folketingets Ombudsmand i gang med at gennemgå samtlige kommuners håndtering af det specialiserede socialområde. For lige nu har kommunerne fuldstændigt frit spil, i forhold til at gøre som det passer dem. Og det gør de så!