Sæt nogle timer af til fordybelse i Allan Holmgrens bog, hvor han begrunder hvorfor ledere skal ’ud af kampen’. Som læser bliver man taget ved hånden i en spændingsfyldt bog, som ikke blot underholder og vækker læseren, men også provokerer.
Jeg havde selv svært ved at slippe bogen, da jeg først gik i gang med den. Jeg synes bogen giver et forfriskende bud på ledelse, nu hvor mange af os er godt trætte af at høre om New Public Management begrundet i økonomi- og markedstænkning. At bringe et filosofisk og samfundspsykologisk blik ind i diskussionen om ledelse er tiltrængt. Bogen er egnet til debat om fremtidens ledelse.
Begrundelse for antipatriarkalsk ledelse
Bogen er et opgør med det rationelle paradigme, som gennem mange årtier har domineret vores tænkning om ledelse og organisation og påvirket samfundsudviklingen. I modsætning hertil bør man ifølge Holmgren gennemføre antipatriarkalsk ledelse, hvor man etablerer organisatoriske fællesskaber uden en patriarkalsk struktur. Den form for ledelse handler ikke bare om at følge strømmen. Ledere skal ifølge Holmgren også kunne træffe upopulære beslutninger. De skal kunne involvere andre og stille spørgsmål. Det er nemlig vigtigere end at finde svar. Når beslutninger træffes, skal det være på et værdimæssigt grundlag.
Værdier indebærer at man kender sine rødder
De værdier man bygger sit liv på skal ikke fortrænges, de er vigtige at kende, uden at man fortaber sig i fortiden. I et citat fra kokken og entreprenøren Claus Meyer står der: Jeg ved sjældent helt præcist, hvor jeg er på vej hen. Men jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra. Som Holmgren skriver, handler livet om værdier og etik, og dermed vigtigheden af, at ledere er ordentlige mennesker. Ledere skal kunne stå frem og skabe samling. De skal være tålmodige og lede efter det, der endnu ikke er fundet. Men uheldigvis er ledelse med tiden blevet gjort til et spørgsmål om individuel ansvarlighed uden megen forståelse for organisatoriske fællesskaber.
En spiddende realisme
Nogle af afsnittene er genkendelige i forhold til Allan Holmgrens tidligere artikler og bøger om narrative teorier og metoder. Men det er balancen mellem det genkendelige, repetitionen af historiske begivenheder som bl.a. reformerne i den offentlige sektor og så den spiddende realitet om lederes fejlslagne kurs, som gør bogen til noget helt andet, end jeg tidligere har set. Pointen er, at ”Ledelse er umulig i et totalitært administrativt regime”.
Advarsel mod totalitarisme
Det demokratiske folkestyre er ifølge Holmgren ved at blive undermineret af en administrativ instrumentaliserende totalitarisme, der skaber afstand mellem befolkningsgrupper og danner grobund for populisme. Han henviser til filosoffen Hanne Arendt, der advarer mod totalitarisme, som skaber isolation, ensomhed og manglende politisk interesse og engagement. Totalitarisme skaber en apolitisk befolkning, som er mere interesseret i egen velfærd end i en fælles politisk verden. Jeg tolker Holmgrens analyse som et udtryk for den passivisering og afmagt der opstår, når ledelse af velfærd, som det sker i dag, overvejende fokuserer på kvantitative, standardiserede og målbare indikatorer.
Ud med den maskuline toughness i ledelse
Allan Holmgren henviser til filosofferne Gilles Deleuze og Michel Foucault, når han understreger, at vi i vores samfund dyrker de maskuline værdier, der ligger i det rationelle paradigme. Ledere har skulle have en maskulin toughness for at komme ’ind i kampen’. Konsekvensen er, at vor tids patriarkalske ledelse fører til mere individualisme og konkurrence end godt er. Holmgren påpeger, at der er brug for en modbevægelse, hvor feminitetens værdier som omsorg og kærlighed fremmes. Han understreger dog også, at der med antipatriarkalsk ledelse ikke er tale om blød og slap ledelse. Lederen skal turde stå frem og fortælle om formålet med sit lederskab.
Kritik af Freuds fortolkninger
Bogens kapitel om Freud og lederes patriarkalske principper er interessant, fordi Holmgren her gennemfører en systematisk dokumentation for, hvordan Freud lod sig omvende til universitetets karrierekrav og gav køb på sin baggrund, som var forskning i seksuelle overgreb på kvinder. Det viste sig ved, at Freud (ifølge Holmgrens kilder) optrådte som en bedrevidende ekspert og patriark, der trak ødipusmyten ned over hele menneskeheden. Kapitlets diskussion af Freuds fortolkning af menneskers adfærd skaber et væsentligt grundlag for Holmgrens angreb på patriarkalsk ledelse.
Forstå verden udefra
Mørket i vores kultur forklarer Holmgren med henvisning til Gilligan og Richard som et resultat af forestillingen om mandens og dermed lederens overlegenhed. Det er denne overlegenhed, der lukker munden på dem, der ønsker en ligeværdig samtale, hvor alle kan blive hørt. Ledere har brug for at skabe en publikumsposition, hvor de får indblik i verden udenfor. Herigennem kan ledere fremelske et etisk grundlag for deres lederskab. Desværre bliver den udvikling ofte hæmmet af rationelle skyklapper. Men der findes en metode, hvor ledere kan lære at forstå verden udefra, nemlig bevidning.
Bevidning som metode til dialog
Allan Holmgren begrunder hvorfor bevidning, som en udefra position, kan berige det sagte gennem dem der er vidne til lederens handlinger. Ved at engagere sig i bevidning og den etik, bevidning lægger op til, kan lederen skabe et professionelt funderet venskabsbånd med ’publikum’. Og det vil i praksis sige dem, der er afhængige lederens handlinger. Heri ligger samtidig muligheden for en dialog om de ledelsesmæssige problemstillinger og dilemmaer, der er i organisationer.
