Danmark skal føre en aktiv klimapolitik

Bæredygtighed

14/08/2013 12:37

Freja Eriksen

Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, som verden står over for, og der er brug for handling. Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har i dag præsenteret regeringens klimaplan.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

”Klimaforandringerne er en realitet. De koster milliarder af kroner og har allerede forringet levevilkårene for millioner af mennesker på kloden. Derfor er vi menneskeligt og etisk forpligtet til at handle. Danmark er et rigt land og har mulighed for at vise vejen. Det gør vi med klimaplanen”, siger klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard.

Regeringens mål er, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 40 procent i 2020 i forhold til 1990. Et stort skridt er taget med energiaftalen, der blev indgået i marts 2012. Resten skal primært komme fra transportsektoren, landbruget, bygninger og affaldssektoren. Klimaplanen viser, at vi mangler at reducere cirka fire millioner ton CO2-ækvivalenter i 2020 for at leve op til regeringens mål.

Udfordringens størrelse afhænger blandt andet af den økonomiske udvikling frem mod 2020, og hvilken klimapolitik der bliver ført i EU. Regeringen vil fortsat arbejde offensivt for, at der bliver ført en ambitiøs klima- og energipolitik i EU. Det vil bidrage væsentligt til, at Danmark opfylder sine mål. Desuden vil regeringen gå i dialog med Folketinget, erhvervslivet og civilsamfundet om, hvilke nationale initiativer vi skal tage for at reducere drivhusgasudledningen.

”Det er vigtigt, at danskerne kan se sig selv i den proces, som vi skal i gang med. Derfor vil vi tage et skridt ad gangen. Den ambitiøse klimapolitik skal ses i sammenhæng med regeringens indsats for at forbedre, vækst, konkurrenceevne og offentlige finanser. Derfor vil vi tackle klimaudfordringen så omkostningseffektivt som muligt, og regeringen lægger ikke med klimaplanen op til at pålægge erhvervslivet nye generelle skatter og afgifter”, siger Martin Lidegaard.

Regeringen vil i løbet af det kommende folketingsår fremlægge forslag til en klimalov. Klimaloven skal skabe fremdrift og gennemsigtighed i klimapolitikken og vil bl.a. indeholde krav om en årlig klimaredegørelse, som skal vise, om Danmark er på den rette vej mod målet om 40 procents drivhusgasreduktion i 2020.

I forbindelse med arbejdet med klimaplanen har en tværministeriel arbejdsgruppe lavet et virkemiddelkatalog. Det beskriver ca. 80 mulige klimatiltag. Virkemiddelkataloget vil sammen med klimaloven være de centrale redskaber, når regeringen løbende justerer sin klimapolitik.

”Nogle initiativer kan gennemføres med en samfundsøkonomisk gevinst. Andre vil være meget dyre. Regeringen vil tænke klimaet ind, hver gang der skal træffes beslutninger inden for landbrug, transport og miljø. Det vil sikre en klog og økonomisk forsvarlig klimapolitik”, siger Martin Lidegaard.

Dokumenter

Klimaplanen 

Virkemiddelkatalog 

Klimaplan i korte træk 

Faktaark: Ambitiøst men realistisk mål 

Faktaark: EU indsats 

Faktaark: Nøgletal fra klimaplanen

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.