I dag sætter RUC gang i en af de største energirenoveringer af sin art i det offentlige byggeris historie. Renoveringen tager to år at gennemføre og koster 77 millioner kroner. Til gengæld vil RUC spare fem millioner om året på el og varme og nedbringe sin udledning af CO2 med 1.200 tons, hvilket svarer til forbruget i 183 parcelhuse.
”RUC viser vejen for offentligt byggeri med en besparelse på 22 procent af energiforbruget. Derfor vil jeg arbejde for, at de andre universiteter - og i øvrigt også kommuner og andre offentlige institutioner – vil lade sig inspirere af projektet. RUCs eksempel viser nemlig, at investeringer i energirenoveringer betaler sig hjem både i form af lavere el- og varmeregninger og markant mindre udledning af CO2”, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
En garanteret energibesparelse
Siemens, der leverer løsningerne på RUC, har garanteret den årlige energibesparelse på fem mio. kr. Garantien gælder fem år og tager højde for både energiforbrug til vedligeholdelse, drift og brugeradfærd.
Samarbejdet mellem RUC, Siemens og Bygningsstyrelsen, der er bygherre, gennemføres via en såkaldt ESCO-model og er den hidtil største af den art i Danmark. I Bygningsstyrelsen håber man, at modellen vil få andre af landets universiteter til at følge trop.
”Universiteterne har store potentialer for energibesparelser, og vi er glade for samarbejdet med RUC om at rykke energiforbruget ned på et forbilledligt lavt niveau. Vi vil gerne udvikle lige så gode løsninger sammen de andre universiteter, som både møder universiteternes behov og sikrer dem store energibesparelser,” siger konstitueret direktør i Bygningsstyrelsen Kristian Lyk-Jensen.
Klima-, energi- og bygningsministeren er med til at markere igangsættelsen af energirenoveringen fredag morgen på RUC.
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.