Aarhus Universitet starter nyt forskningscenter for offentlig ledelse

Ledelse

20/03/2018 08:34

Simon Bülow

Centret skal være et internationalt kraftcenter for levering af forskningsbaseret viden om offentlig ledelse og forankres på Institut for Statskundskab, opkaldt efter Kronprins Frederik.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I anledning af H.K.H Kronprins Frederiks 50-årsfødselsdag den 26. maj åbner Aarhus BSS ved Aarhus Universitet et nyt forskningscenter for offentlig ledelse. Den 23. maj foretager Kronprinsen selv den officielle åbning af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership.   Instituttet på Aarhus BSS har i forvejen et af verdens stærkeste forskningsmiljøer i offentlig ledelse, og Kronprinsen vil fremover selv bidrage til at sikre denne internationale position som medlem af centrets Governance Commitee.   ”Vi er meget glade for H.K.H. Kronprins Frederiks interesse i vores nye center, og vi er samtidig beærede over hans personlige engagement, som jeg er sikker på, bliver et stort aktiv,” siger rektor Brian Bech Nielsen.   Forskningscenter på tværs   Crown Prince Frederik Center for Public Leadership bliver et tværfagligt forskningscenter med forskere fra samtlige seks institutter på Aarhus BSS og samarbejde med fakulteterne Health og Arts på Aarhus Universitet. Derudover deltager topforskere fra en række førende, såvel danske institutioner som udenlandske universiteter heriblandt Harvard University i USA, hvor Kronprinsen også læste statskundskab i 1992-1993.   ”Etableringen af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership viser, at de erhvervsrettede og de samfundsvidenskabelige discipliner gensidigt befrugter hinanden, hvilket netop er fundamentet for Aarhus BSS. Der er jo nødvendigvis ikke stor forskel på ledelse i den offentlig og private sektor, og under alle omstændighederne giver det god mening, at forskere fra de to discipliner møder hinanden. Og det er netop det, der kommer til at ske i det nye center,” siger dekan for Aarhus BSS Thomas Pallesen.   Forskning skal anvendes   Afgørende for Crown Prince Frederik Center for Public Leadership er, at forskningen kommer ud at arbejde i de offentlige institutioner. Det skal blandt andet sikres gennem en årlig konference, gennem løbende formidling af resultater og gennem et tæt samarbejde med både kommunale, regionale og statslige organisationer samt med lederorganisationer og faglige organisationer.   ”Offentlig ledelse er kendetegnet ved nogle særlige spilleregler, hvor lederne ikke er drevet af at skulle skabe profit, men hvor de er frontfigurer i forhold til at skabe den bedst mulige offentlige service til borgerne, og hvor de skal agere i en politisk ledet organisation. Det er vores mål at styrke udviklingen af lederne og ledelse i den offentlige sektor og dermed bidrage til, at lederne skaber bedre resultater i de offentlige institutioner. Det gør vi ved at sikre, at den nyeste forskning kommer ud på de offentlige arbejdspladser og bliver anvendt,” siger professor og centerleder for Crown Prince Frederik Center for Public Leadership Lotte Bøgh Andersen.   Åbning den 23. maj   Åbningen af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership sker den 23. maj fra kl. 13.00 i Aarhus Universitets aula med taler af både H.K.H. Kronprins Frederik, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, rektor Brian Bech Nielsen og centerleder Lotte Bøgh Andersen.   Efter et fagligt symposium åbner Kronprinsen officielt centret kl. 16.35 i bygning 1340, som er Aarhus Universitets oprindelige hovedbygning midt i Universitetsparken og den ældste bygning på det nuværende campus.   Den første sten til bygningen blev nedlagt den 30. august 1932 af Kronprins Frederiks oldefar, Kong Christian X.   Fakta om Crown Prince Frederik Center for Public Leadership:  
  • Centret åbner officielt den 23. maj 2018 i anledning af H.K.H. Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag den 26. maj.
  • I forbindelse med åbningen afsløres et kunstværk, som er en gave fra Regeringen og Folketinget.
  • Centret er blevet muligt med en betydelig donation fra Købmand Herman Sallings Fond.
  • Centret placeres på Institut for Statskundskab, Aarhus BSS, som Center for World University Rankings og den såkaldte Shanghai-ranking placerer som hhv. nr. 4 og nr. 6 i verden i disciplinen ”Public Administration”.
  • Centret ledes af centerleder, professor Lotte Bøgh Andersen og vicecenterleder, lektor Christian Bøtcher Jacobsen.
  • Centret samarbejder med bl.a. VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).
  • Centret samarbejder forskningsmæssigt med bl.a. Harvard University, University of Wisconsin-Madison, Texas A&M, University of Georgia, University of Utrecht, Leiden University og University of Lausanne.
  For yderligere oplysninger:  
  • Centerleder, professor Lotte Bøgh Andersen, Institut for Statskundskab: 31 58 77 80
  • Vicecenterleder, lektor Christian Bøtcher Jacobsen, Institut for Statskundskab: 87 16 54 31
  • Dekan Thomas Pallesen, Aarhus BSS: 20 37 39 32
  • Rektor Brian Bech Nielsen, Aarhus Universitet: 23 38 23 49

 

Således skriver Aarhus BSS til Mediehuset DenOffentlige i en pressemedelelse

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.