Lavbudget valgkamp med genbrug og malerester

Politik

11/09/2018 07:00

Mette Rahbek

Har man penge kan man få, har man ingen, ja, så må man afvise alle sælgerne af smarte kampagner og finde på noget, der koster næsten gratis. Her er, hvordan jeg gør. (Står man overhovedet en chance som FV19 kandidat hvis man ikke er cand.scient.pol eller har lommen fuld af penge? Eller hverken har lyst til at være uddannet politiker og slet ikke lyst til at forbruge?)

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Jorden kalder. Men hvem lytter?

For rigtig mange danskere, er klimakrisen blandt de vigtigste emner til det kommende valg. Iflg. Altinget sætter 34% af de adspurgte i seneste måling, klima -og miljøpolitikken på en 3. plads på listen over vælgernes vigtigste dagsorden.

15.000 mennesker har lige været på gaden i København ifm. Folkets Klimamarch.

Jeg havde personligt ikke lyst til hverken at bruge penge eller CO2 på en tur til København for at deltage i en klimamarch, selvom jeg er helt sikker på, at lyden fra de fantastisk mange fremmødte giver genklang ud i selv de allermørkeste, klimafornægtende kroge af dansk politik.

Så jeg valgte at blive hjemme i Odense hvor jeg i stedet tog initiativ til at få stablet et mere interaktivt arrangement på benene, med forskellige aktiviteter der alle satte fokus på FN’s 17 Verdensmål.

Jeg havde pakket cykeltraileren med æggebakker/æggeskaller, øl -og konservesdåser, gamle T-shirts, jord og frø (øko selvfølgelig), gamle blade, og forskellige tomme glas. Og så inviterede jeg ellers alle nysgerrige forbi til genbrugsværksted og oplæg om verdensmålene med fokus på, hvordan vi som enkeltpersoner selv kan bidrage til at implementere disse mål. Og selvom der kun kom en 30 stykker, så vil jeg erklære det en succes!

Men hvorfor lave mit eget arrangement?

Fordi jeg selv prøver at leve så bæredygtigt som muligt. Og jeg mener at man som politiker i høj grad skal ’walk the talk’ – rent faktisk gøre dét, man prædiker om. Derfor har jeg generelt min lille etværelses lejlighed fyldt med diverse ’skrammelguld’. Og derfor var det super nemt for mig at arrangere dette arrangement.

Det er også ud fra den præmis at jeg fører min valgkampagne. For det første er jeg nyuddannet og ledig på en dimittenddagpengesats = ingen penge til rådighed. For det andet ønsker jeg at gøre mit til at afhjælpe klimakrisen mest muligt. Og for det tredje ønsker jeg at sætte fokus på det demokratiske problem i, at dansk politik ikke er tilgængeligt for alle. Hvilket i min optik næsten er mere problematisk som klimakrisen!

Så i mit kampagneteam gør vi tingene anderledes! Jeg ønsker at gøre dét, jeg står for. Jeg ønsker at bevise, at man altså også kan føre en god valgkamp(agne) OG blive synlig ud fra mottoet; reduse, reuse, recycle! Og heldigvis har jeg bare nogle helt fantastiske mennesker på holdet og i mit netværk, som brænder lige så meget for miljøet og min kampagne som jeg selv.

Så udover de ca. 50 små personlige plakater jeg har gemt fra KV17, har jeg fået lov til at genbruge de resterende 250 fælles valgplakater fra samme valgkampagne. Dem maler vi over, (med malingrester som skønne venner og bekendte har doneret) og kreerer nogle helt nye, personlige og ret fantastiske plakater med!

Mine visitkort er hjerter vi klipper ud af farvet karton. Noget har jeg tilovers fra KV17, andet har ligget i gemmerne. Jeg har dog måtte investere i en ny plade til mit stempel (som jeg har fået), for jeg må trods alt erkende at det rent ressourcemæssigt er for tidskrævende at håndskrive hver enkelt. Som foldere bruger vi toiletpapirruller. Og som holder til førnævnte foldere bruges en malet og flot udsmykket brugt pizzabakke.

Jeg har ikke bil. I stedet kører jeg rundt på en cykel med trailer der tilhører vores lokalforening. Den er, selvfølgelig, blevet malet grøn og shinet op med forskellige valgplakater. Hvis du bor i Odense, er sandsynligheden for at du har set mig, ret stor! Jeg er dog ikke helt uimodtagelig overfor forbrug. Jeg har nemlig valgt at investere i en el-ladcykel. Udover mit politiske hverv som FV-kandidat er jeg aktiv i rigtig mange andre organisationer og bevægelser og kommer altid slæbende til og fra med diverse materialer og genbrugsting. Og som jobsøgende har jeg altså bare større muligheder hvis jeg er mobil, med en el-ladcykel kan jeg trods alt komme lidt længere omkring end på en ældre damecykel. Så derfor har jeg valgt at bruge min opsparing på sådan en lille lækker sag!

Jeg kunne blive ved med at diske op om genbrugsmaterialer og valgkampagne. Men du forstår min pointe. 

Er forbruget af propaganda alle de millioner værd, eller bør de bruges på noget mere fornuftigt? Mener du, ligesom jeg, at vi har et kæmpe demokratisk problem, hvis ikke alle har lige mulighed for at opstille og blive valgt – især fordi det koster kassen at blive set blandt mange? Hvordan tager vi som borgere vores demokratiske ret tilbage? Hvordan gør vi folketinget…. folkets?

Er vi som demokratisk stat ude på et skråplan, hvor det handler om økonomi og ressourcer fremfor personlig lyst, viden og kompetencer?

 

#blanddig #debat #demokratiskesamtaler #samtalerderbevæger #dereretalternativ #detnæstedanmark #dkpol #planthÅb #hjertetmed #mette4prez #dinlokalefv19kandidat

http://politiken.dk/indland/politik/art6644403/Venstre-vil-bruge-30-millioner-kroner-p%C3%A5-at-vinde-valget-data-specialist-advarer-%C2%BBMan-kan-simpelthen-omvende-folk-til-at-st%C3%B8tte-dit-parti%C2%AB

http://nyheder.tv2.dk/politik/2018-09-05-venstre-lancerer-stoerste-kampagne-siden-valget

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10855828/vi-samler-plast-som-aldrig-foer-kun-15-pct-genbruges/

https://www.verdensmaalene.dk/                                                                                                                   

https://www.denoffentlige.dk/resten-af-aaret-slider-vi-paa-jorden-men-der-er-loesninger    

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.