Regeringen vil investere omkring syv milliarder kroner i det danske skattevæsen frem mod 2020.
Den massive ressourcetilførsel skal både gå til et betragteligt antal nye medarbejdere og en helt ny og moderne it-infrastruktur, som skal geare det danske skattevæsen til at løfte kerneopgaverne, som de ser ud i det 21. århundrede.
Investeringerne er en central del af planen ’Et nyt skattevæsen – Ny organisering, flere medarbejdere og velfungerende it’, som skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer i dag.
”Vores nuværende skattevæsen er bygget til at klare opgaverne, som de så ud før årtusindeskiftet. SKAT har ikke været i stand til at følge med hverken globaliseringen eller den digitale udvikling. Derfor vil vi investere et historisk stort milliardbeløb, så vi kan løfte skattevæsenet ind i det 21. århundrede. Det er ikke en mirakelkur, der fra den ene dag til den anden løser alt. Men det er den eneste rigtige vej at gå, hvis vi skal sørge for, at vi også har et godt og effektivt skattevæsen om fem, ti og tyve år”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Konkret betyder investeringsplanen, at der frem mod 2020 skal ansættes omkring 2.000 nye medarbejdere til kerneopgaver på tværs af hele skattevæsnet.
For skatteministeren er det afgørende, at skattevæsenet får flere hænder til at løfte skatteopkrævningsopgaven, som der både nu og i fremtiden bliver stillet større og skrappere krav til. Samtidig skal medarbejderne have de rette kompetencer.
”Et af de grundlæggende problemer i vores skattevæsen er, at der er for få hænder, og at der mangler viden og kompetencer. Derfor er jeg stolt af, at regeringen bryder mange års smalkost i skattevæsnet og nu går investeringsvejen. Vi mener, at der skal ansættes mange nye medarbejdere, og vi vil samtidig satse på videreuddannelse blandt de eksisterende”, siger Karsten Lauritzen.
Ud over øgede ressourcer til nye medarbejdere skal den store ressourcetilførsel bruges på at udskifte de eksisterende – og i mange tilfælde forældede – it-systemer, som skattevæsnet bruger i dag.
Og det er helt nødvendigt, påpeger skatteministeren.
”Mange af de it-systemer, som vi har i dag, blev udviklet før, jeg blev født. Skattevæsenet er blevet overhalet – og distanceret – digitalt i en sådan grad, at det vil være uansvarligt ikke at sætte ind på den digitale front. Vi skal have et skattevæsen, der er moderne, effektivt og digitalt. Ikke for skattevæsenets skyld, men for borgernes og virksomhedernes skyld, fordi det giver en enklere, tryggere og mere gennemskuelig skatteopkrævning”, siger Karsten Lauritzen.