Resultaterne af PISA undersøgelserne har fortløbende været genstand for diskussion og kritik. Ikke desto mindre er de det politiske hovedargument for både inklusions og skolereform. Undervisningsminister Christine Antorinis politiske budskab er, at ”alle børn skal blive så dygtige som muligt”. Det skal især ske ved flere undervisningstimer til alle børn og mulighed for ekstratimer til både de specielt dygtige, og til børn med særlige behov. Dertil kommer lektiehjælp, motion, øget samarbejde med pædagoger og med øvrige tilbud i kommunen.
Det fyger med indlæg i samtlige medier om kulturforandring i skolen, forståelse af inklusion, ressourcer, lærernes rolle, samarbejde med pædagogerne, skolelederne, det faglige niveau, timetal, lektiehjælp, motion, specialundervisning, handleplaner til børn med særlige behov, lærernes uddannelse, de fysiske rammer, støjproblemer, høreværn til børnene, genindførelse af disciplinære straffe, nye ledelsesformer. Det stritter i alle retninger, og det eneste fælles, er, at man enten er langt nede i detaljen, eller også oppe i målsætningernes mere tynde luftlag.
Hvad er der galt?
Der mangler retning, der mangler værdier, som metode og praksis kan tilrettelægges efter. Kort sagt, der mangler sammenhæng. Men vi behøver ikke bevæge os langt for at finde inspiration. Vi ved fra PISA resultaterne, at den finske folkeskole placerer sig i front. Lektor Frans Ørsted Andersen, Aarhus Universitet, er gået bag tallene, og har over en femårig periode 2004-09 studeret og sammenlignet et antal finske og danske skoler. Hans undersøgelse er interessant af mange grunde. Vore lande er politisk og kulturelt på mange måder ens, ligesom vore skolelovgivninger formelt er nærmest identiske, ligeså ambitionen om, at eleverne skal være så dygtige som muligt. Men så hører ligheden også op. For i den finske skole skal samtlige indsatser tjene det formål og den fælles værdi, der hedder lighed gennem uddannelse.
Det handler om fællesskaber som social kapital
Af undersøgelsen fremgår, at højtuddannede ambitiøse lærere er nøglefigurer i den finske folkeskole. Med fokus på klasselærerfunktion og undervisningskompetence. Tætte relationer med kontinuerlig respons til klasse og den enkelte elev prioriteres højt. Det samme gælder et godt klassemiljø med fællesskab og hensyntagen børnene imellem.
Realisering af målene om inklusion i dagligdagen betinges af et tæt udbygget samarbejde mellem lærere og lærerassistenter. Til støtte for undervisningen indgår avanceret undervisningsmateriale, lektiehjælp, motion, frisk luft, og gratis, sund skolemad. Ligesom fællesskabet og samarbejdet med forældrene prioriteres højt.
Ørsted Andersen citerer i undersøgelsen et par finske uddannelsesforskere: ”Finlands gode resultater synes at være forbundet med et helt netværk af sammenhængende faktorer, herunder elevernes egne interesser og fritidsaktiviteter, skolernes læringsmiljøer, forældrenes støtte såvel som andre sociale og kulturelle forhold ”
Den sammenhæng, de refererer til, bygger på en tæt forbindelse mellem centrale overordnede værdier, netværk, og social tillid. Og det er netop disse tre begreber, som ifl. den amerikanske sociolog Robert Putnam, udgør kernen i bæredygtige fællesskaber, forstået som social kapital. Lighed gennem uddannelse repræsenterer i den finske folkeskole en sådan overordnet værdi, som bliver styrende og samlende for de daglige indsatser. Det afgørende bliver her gensidigheden mellem de overordnede værdier, og de daglige netværk på kryds og tværs. Dvs. samarbejde mellem lærere, ledere, forældre, børn, og andre uden for skolen. Og som den tredje faktor tillid til, at man kan regne med, at både samarbejde og værdier fungerer.
Ørsted Andersens rapporter fra den finske folkeskole bekræfter, at stærke fællesskaber, forstået som social kapital, ikke skabes på en studs. Det får han bekræftet ved et besøg i en velfungerende finsk skoleklasse, som er karakteriseret ved mange børn med forskellige problemer. Ifølge klasselæreren har det kostet flere års kontinuerligt slid at nå så langt, og det er kun lykkedes ved tæt samarbejde mellem alle involverede, og ikke mindst tilstrækkelige ressourcer, bl.a. i form at kontinuerlig tilstedeværelse af både lærer og lærerassistent i klassen. Undervisningsdifferentiering og inklusion bliver dermed ikke blot et smukt mål, men en realitet. Værdien om lighed i uddannelse er styrende for samtlige indsatser.
Hvad skal vi gøre?
Den finske model forudsættes naturligvis kendt af danske politikere. Hvorfor inddrages den ikke? Hvorfor er der udelukkende fokus på PISA resultater som produkt, og som udtryk for effektivitet og konkurrenceevne, mens bagvedliggende værdier og praksis ignoreres?
Måske skyldes det, at signaler om fællesskab og gensidig hensyntagen kan vække modstand hos bl.a. forældre, som kan frygte, at det vil flytte fokus fra deres egne børn. I den forbindelse må så blot repeteres, at det som nævnt fra start var resultaterne i PISA undersøgelserne, der fik lavinen til at rulle herhjemme. Dermed skulle den misforståelse, at prioritering af fællesskab betyder, at de dygtigste elever lades i stikken, være ryddet af vejen. Tværtom hæves det faglige niveau for alle.
Så jeg kan kun opfordre til, at ansvarlige politikere tager konsekvensen og samler de positive delelementer i reformerne under et mål, nemlig ”lighed gennem uddannelse”. Dermed får de også mulighed for at vise, at Danmark er indstillet på, at leve op til vore forpligtelser ifl. internationale konventioner og nationale love om, at børn med særlige behov, og børn med fysiske og psykiske problemer skal tilbydes samme muligheder, herunder skolegang, som alle andre børn. Og det kan med syvtommersøm slås fast, at vi med vore børn mener alle børn.
