4 års frivilige arbejde har båret frugt: undersøgelser påpeger, at danskerne er blevet mere opmærksomme på at stoppe madspildet. I støbeskeen ligger et stort europæisk samarbejde samt en undervisningskampagne til skolerne.
På Stop Spild Af Mad's 4 års fødselsdag kan forbrugerbevægelsen glæde sig over, at stadig flere danskere får øjnene op for madspild. Ifølge Miljøstyrelsens effektevaluering af kampagnen "Brug mere - spild mindre" kender ca. hver anden dansker til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Og en kommende rapport om madspild fra Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer viser, at 90% af danskerne oplever større fokus på madspild og finder det vigtigt at undgå madspild.
Læs også Stop spild af mad's blog
Ifølge CONCITOs rapport "Klimabarometeret - januar 2012" er mindskning af madspildet blandt de voksende og mest populære tiltag for at nedsætte sin personlige drivhusgasudledning. Og en analyse som Dansk Handelsblad har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne er begyndt at spare på deres madindkøb. Alene i 2010 bar hver husstand cirka 100 kg mindre hjem fra supermarkedet end i 2007.
En flyvende start
Sammen med Landbrug & Fødevarer var den frivillige forbrugerbevægelse Stop Spild Af Mad de første, som massivt rettede fokus på madspild i Danmark. Dét, som i 2008 startede som en facebook-gruppe, udgør i dag en landsdækkende bevægelse, som nu er støttet af tusindvis af forbrugere, toppolitikere, opinionsdannere og madpersonligheder.
Stop Spild Af Mad er i dag en toneangivende aktør i kampen mod madspild og har siden 2008 rejst debatten om madspild i aviser, radio og TV (omtale i over 60 medier samt i internationale medier som BBC News og den tyske TV kanal ARTE). Blandt bevægelsens milepæle kan nævnes Gyldendal-udgivelsen af 'Stop spild af mad - en kogebog med mere' med medvirken fra Francis Cardenau, Katrine Klinken, Camilla Plum, Thomas Rode Andersen og Suhrs Madakademiet. Bogen opnåede en delt 2. plads i prisen Best Sustainable Food Book in the World. Også detalhandlen er kommet med på bølgen, og Stop Spild Af Mad har været medvirkende inspiration til, at butikskæden Rema 1000 siden 2008 har droppet mængderabatter i kædens over 200 danske butikker og derved aktivt medvirker til mindre madspild.
Madspild på menuen hos politikere
Også på den politiske arena er indsatsen mod madspild øget, og Stop Spild Af Mad har gentagne gange sat fokus på madspild i kronikker og debatindlæg skrevet sammen med ministre og folketingsmedlemmer. Stop Spild Af Mad optræder ligeledes i Miljøministeriets Affaldsstrategi, sidder i følgegruppen for Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses-kampagne "Brug mere - spild mindre", er med i Miljøministerens Initiativgruppe imod madspild og er medunderskriver på "Charter om Mindre Madspild" sammen med 19 store virksomheder og organisationer.
Danmark blev også sat på verdenskortet, da Stop Spild Af Mad i 2010 talte i Europa-Parlamentet i Bruxelles og sammen med flere europæiske organisationer var medafsender af erklæringen "Joint Declaration Against Food Waste", som opfordrer EU til at forpligte sig til en reduktion af madspild med mindst 50% inden året 2025. Erklæringen har tjent som inspiration til Europa-Parlamentets resolution om madspild, og EU planlægger at udråbe 2014 til "Europæisk År Mod Madspild".
Danmark på verdenskortet hos FN
Det var også for Stop Spild Af Mad en glædelig overraskelse at finde bevægelsen omtalt i FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO's, rapport om globalt madspild "Global Food Losses and Food Waste". Efterfølgende fik Stop Spild Af Mad taletid på FAO's internationale kongres om madspild SAVE FOOD i Düsseldorf og blev medunderskriver på erklæringen af samme navn. I dag er Stop Spild Af Mad officiel støtter af FAO's initiativ mod madspild, SAVE FOOD.
Stop Spild Af Mad er nævnt i flere danske og internationale bøger og rapporter om madspild og inviteres jævnligt til at tale på danske og internationale konferencer. Hvis alt går vel, påbegynder Stop Spild Af Mad til efteråret et 4 årigt europæisk projekt mod madspild i samarbejde med 21 internationale partnere, deriblandt FAO.
Undervisningskampagne i 2013
Stop Spild Af Mad holder fortsat og vedvarende fokus på madspild gennem analyser, oplysningskampagner (bl.a. en frivillig kampagnefilm med Snobberne Fritz og Poul med hjælp fra skuespillerne Martin Buch og Rasmus Botoft), folkeoplysning (eksempelvis taletid på Landbrug & Fødevarers arrangement på Folkemødet på Bornholm), formidling af gode overskudsfødevarer til hjemløse og socialt udsatte, borgerinddragende events og meget mere. Lige nu arbejder Stop Spild Af Mad på udformning af en undervisningskampagne til skolerne, Stop Madspild, som bliver lanceret i 2013. Undervisningskampagnen støttes af flere sponsorer og legater samt overskuddet fra kogebogen.
"Jeg vil af hjertet takke alle de mange seje frivillige, som har leveret en fantastisk flot indsats og været med til at forme Stop Spild Af Mad til dét, vi er i dag. Bekæmpelse af madspild er blandt fremtidens vigtigste samfundsmæssige fokusområder i lyset af Jordens voksende befolkning, eskalerende klimaforandringer samt stigende mangel på ressourcer. Når jeg taler på internationale konferencer, mødes jeg ofte af meget dystre fremtidsudsigter. Vi er nødt til at handle for at forhindre det fremtidsscenarie, vi ikke ønsker, vores børn og børnebørn skal opleve. Kampen mod madspild skal på skoleskemaet, så også unge kan lære om madspildets konsekvenser og hvordan man forhindrer det."
Opbakning fra Landbrug & Fødevarer
I starten af sommeren indledte Stop Spild Af Mad et frivilligt samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer om en stor kampagne om madspild, "For Resten Danmark".
Landbrug & Fødevarer ønsker tillykke med fødselsdagen og chefkonsulent Klaus Jørgensen, Landbrug & Fødevarer, siger:
"Vi ønsker tillykke og glæder os over de resultater, som Stop Spild Af Mad har opnået igennem de seneste 4 år. Vi vil gerne anerkende den ihærdige og synlige indsats, som har bragt fokus på madspild i Danmark", siger chefkonsulent Klaus Jørgensen, Landbrug & Fødevarer.