stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
“Nå, men det tager regeringen sig af. På næste års finanslov er der afsat 2 millioner kr. til en kampagne, der skal afskaffe madspild - og så er det problem heldigvis løst.” ....sådan læste jeg på en tilfældig blog, som reagerede på, at forebyggelse af madspild er kommet på finansloven 2011.
Ahhh ansvar.
Det gider vi helst ikke tage.
Ansvar er noget, som de andre må tage sig af.
Politikere.
NGOer.
Lobbyister.
Andre.
Bare ikke os.
Hm. Hvornår lærer vi, at hvis vi gerne vil se forandringer i verden, så nytter det ikke at have det-må-de-andre-tage-sig-af holdning. Vi sidder dybest set allesammen på en gren, som stille og roligt er ved at knække, og alligevel peger vi på, at "de andre" skal tage sig af det, "de andre" skal redde os. Set i lyset af stigende madspild, accelererende verdenshunger, stigende CO2-udslip, klimaforandringer i dommedags-proportioner og den uundgåelige økonomiske kollaps, sidder vi stadig på vores svækkede gren og håber på, at "de andre" vil klare ærterne for os.
Vi sidder alle på en gren,
som stille og roligt er ved at knække,
og alligevel peger vi på, at
"de andre" skal tage sig af det,
"de andre" skal redde os.
Så tror da pokker at ingen andre tilnærmelsesvis intelligente udenomjordiske livsformer (hvis de findes) har besøgt Jorden endnu. For hvis de alligevel kom forbi de store lysende DON'T GO THERE! neonkilde på vej mod Jorden og landede her, ville vi mennesker straks forvente at de ville være vores intergalaktiske skraldemænd, klare alle vores ulykker og tage al vores skrald (inklusiv den store pøl af plastikaffald på størrelse med to gange delstaten Texas, der flyder rundt i Atlanten lige nu).
"Vi kan bare se på os selv for at vide, hvorfor det intelligente liv kan udvikle sig til noget, som ingen har lyst til at møde," sagde den engelske fysiker Stephen Hawking til BBC.
Tjah, jeg kan selvfølgelig også være ligeglad. Og hvorfor skal jeg så arbejde små 40 timer og ugen - ulønnet og frivilligt - som jeg nu har gjort i de snart sidste 3 år på at kæmpe for at minimere samfundets madspild?
Hvorfor kan jeg ikke læne mig tilbage og passivt se på hvordan vores samfund og planet stille og roligt går under?
Hvorfor kan jeg ikke være ligeglad, ligesom ca. 90% af befolkningen?
Fordi jeg tror på noget.
Fordi jeg tror på, at hver eneste af os har magt til at ændre verden.
Fordi vi mennesker har meget større potentiale, end at være passive forbrugerzombier.
Fordi vi ikke behøver at være politikere, folketingskandidater eller foreningsaktive for at gøre en forskel.
Fordi vi har magten til at ændre alt.
Fordi vi kan tænke selv.
Men kan vi det?
Eller er vores hjerner for længst blevet bedøvet med dagligdagens hamsterhjul, junk food, reality tv, ansvarsløshed, passivitet, egoisme og mangel på handling? Har vi i virkeligheden overdraget ansvaret til "de andre", så "de andre" kan bestemme og beslutte det hele for os? Og kan vi i virkeligheden godt lide at være forbrugerzombier?
Vi sidder på en trægren.
Den er ved at knække.
Vi kan redde os, eller kan vi lade "de andre" redde os - hvis de vil!
Der er kun to valg
- men vi bestemmer selv.
GODT NYTÅR
