Når man zapper over forskellige undersøgelser omkring den offentlige sektor i disse år, dukker en farlig cocktail frem – her er fx seks eksempler fra det sidste års tid:
- Stress. Antallet af offentlige chefer, der føler sig stressede, er mere end fordoblet på to år (undersøgelse af Lederne).
- Regler. 80% af socialrådgiverne på jobcentrene oplever ikke, at der er ryddet op i regler og dokumentationskrav, men at tidsforbruget til administration tværtimod er steget (undersøgelse af Mandag Morgen og Socialrådgiverforeningen).
- Opbakning. Kun hver femte lærer, sosu-assistent og kommunale kontorassistent oplever, at de får fuld opbakning fra deres politiske chefer, og de undlader at indberette uforsvarlige forhold på jobbet (Undersøgelse af Ugebrevet A4).
- Dokumentation. 80 pct. af Danmarks 6000 overlæger bruger i dag mere tid på dokumentation og registrering, og 84 pct. af dem konstaterer, at de ekstra opgaver går ud over tiden til patientkontakten (undersøgelse af Overlægeforeningen).
- Tillid. Aldrig har befolkningen stolet mindre på politikerne end i dag. Ny forskning viser, at vælgernes tillid til politikerne lider voldsomt under den økonomisk krise og store reformer
- Og tillid. Tilliden til lederne er styrtdykket. Kun hver femte af os stoler på, at virksomhedsledere fortæller sandheden, når de står i et dilemma (globale undersøgelser af Gallup og af World Economic Forum).
Mens skiftende regeringer taler om mindre dokumentation og tillidsreform, sker det modsatte. Mens nationale stress kampagner buldrer ud, får flere stress. Mens vi taler om behovet for god ledelse, falder tilliden til politikerne og lederne.
Har beslutningstagere svært ved at bevare overblikket?
Hvad er der galt, hvem er skurken? Måske er der ikke nogen skurk. Det kan godt være, at politikerne blander sig for meget i detaljer, at nyhedsmedierne blæser enkeltsager ud af proportioner, at nogle offentlige ledelser er dårlige, at nogle medarbejdere klynker og ikke ser de nye og stramme økonomiske tider i øjnene - og det kan da også godt være, at undersøgelser og overskrifter har det med at fokusere på det negative.
Men – kan det også være, at forandringer og omstillingskrav foregår i et så hastigt tempo, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvem der har styr på hvad?
Medarbejderen der ikke kunne finde af, hvad han solgte
For nylig købte jeg en tv-pakke i en privat virksomhed, hvorefter alt gik galt. Min forbindelse og mine fakturaer var i en tilstand af kaos. Min egen, simple og udokumenterede, analyse viser, at den nye tv-pakke og konstruktionerne omkring denne var blevet så komplicererede, at medarbejderen i butikken simpelthen ikke kunne finde af, hvad han solgte i sin nyfusionerede virksomhed med mange forskellige systemer og ordninger.
Sker det samme i den offentlige sektor? Er kravene til strukturændringer, digitalisering, effektivisering og nye reformer så store, at selv de dygtigste beslutningstagere simpelthen har svært ved at bevare overblikket, skære ind til benet og vælge den simplest mulige løsning (der måske også er billigere).
Symbolske eksempler hvor kæden springer af
Jeg har tidligere i min blog om ledelse og kommunikation givet nogle symbolske eksempler på, hvor kæden springer af omkring kommunikation og ledelse i den offentlige sektor i disse år.
Som da en reform førte til, at en forskningsinstitution i dag bærer navnet ”SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidligere Socialforskningsinstituttet)" - beskrevet i indlægget "Offentlige ledere skal tage kommunikation alvorligt".
Eller jeg har i indlægget "Nyt skoleintra i 2016 - pas nu på" sat fokus på, hvad der sker, når alle folkeskoler skal have et nyt stort it-system til forældrekommunikation – i stedet for at starte med at sætte massiv fokus på, hvordan der egentlig kan kommunikeres bedre allerede i dag mellem skoler og forældre.
Kommunikativt tjek med to simple spørgsmål
Jeg har som kommunikatør i forskellige offentlige organisationer set sager og beslutningsgange, der er ”druknet i kompleksitet”– og som fx har sat sig for at opbygge store it-systemer som løsninger med mange, smarte funktioner.
Intentionerne er utvivlsomt gode, men jeg vil opfordre politikere og offentlige ledelser til at lade beslutninger, nye indsatser og reformer gennemgå et kontant kommunikativt tjek med to simple spørgsmål, inden I kaster dem ud i virkeligheden:
- Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Er det muligt at kommunikere, hvad der skal ske, kort og præcist, så nøgleaktørerne forstår og anerkender - og så langt de fleste involverede iøvrigt ikke behøver vide en hel masse mere?
- Fortæller I nu den ærlige version, skal den her løsning fx tjene til at spare penge eller føre til store ændringer i dagligdagen - nu eller på sigt - så sig det fra dag 1, for dem der skal arbejde med det i praksis, ved det udemærket godt alligevel.
Med systematik og grundighed i besvarelsen af disse to spørgsmål, vil jeg hævde, at det kan vise sig muligt at designe en hel del løsninger nemmere end måske oprindeligt tænkt.
Andre løsninger vil sikkert blive udskyde lidt, for det er alligevel ikke muligt at få de samme mennesker til at lave alting om på samme tid, så prioriteringer er nødvendige.
Der er en grænse for, hvad det er muligt at kommunikere
Der er simpelthen en grænse for, hvor mange store ændringer, det er muligt at kommunikere på samme tid – og dermed hvor mange ændringer det er muligt at gennemføre i praksis.
For hvis ændringerne ikke når frem og forstås rigtigt af målgruppen, skaber mening og opnår ejerskab, der hvor de skal implementeres, så kan der være nok så fine strategier og rigtige visioner om, hvad der skal ske – risikoen for at de kun bliver gennemført halvt eller sporadisk vil være stor.
I tråd hermed viste en ph.d. afhandling fra Copenhagen Business School i 2013, at de fleste offentlige strategier ikke bliver gennemført - omtalt i indlægget "Offentlige strategier trænger til et serviceeftersyn".
De fleste systemer fungerer bedst, når de forbliver simple
God kommunikation og god ledelse i så hastigt skiftende tider, som vi ser i disse år, er simpelthen direkte relateret til hinanden – og spørgsmålet er, om ikke man kommer langt ved at skrive sig forklaringen på den amerikanske flådes designprincip bag øret:
”The KISS principle states that most systems work best if they are kept simple rather than made complex; therefore simplicity should be a key goal in design and unnecessary complexity should be avoided”.
Det er som om, vi har en tendens til at gøre alting umådeligt kompliceret og også gerne vil bruge store forskningsrapporter, avancerede digitale løsninger og dataanalyser til alting – jeg foreslår det systematisk overvejet:
Kan svaret en gang i mellem være nemmere og måske billigere og dermed også meget lettere at kommunikere og gennemføre?
Og kan det at insistere på at stille sådanne spørgsmål bidrage til at skabe en sundere udvikling med færre dårlige overskrifter og undersøgelser, mere tillid, mindre kontrol og bedre trivsel?
