Johanne Schmidt-Nielsen: Fra forvekslet piccoline til politisk komet
Enhedslistens stærkeste kort, Johanne Schmidt-Nielsen, begyndte sit politiske virke allerede som 12-årig.I Enhedslistens selvforståelse er alle lige. Partiet er et kollektiv, hvor alle medlemmer og det fælles partiprogram har æren for den fremgang, som partiet har haft i de senere år.
Og derfor kan man næsten høre baglandets hænder vride, når nogen udpeger partiets kun 30-årige politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, som frontfigur og en af hovedårsagerne til fremgangen.
Partiet har flere gange diskuteret, om man skulle droppe valgplakater med hendes billede på, fordi det jo er partiet, der var det væsentligste.
Det er ikke sket. Naturligvis ikke. For i realiteternes verden kan ingen komme uden om hendes enorme betydning for Folketingets mest venstreorienterede parti. Heller ikke ved dette folketingsvalg, hvor hendes unge skuldre igen skal bære et meget tungt læs.
Ved valget i 2007 havde de færreste hørt om den dengang 23-årige komet. Heller ikke den daværende konservative leder Bendt Bendtsen.
Så kort før den afsluttende partilederrunde på tv bad Bendt Bendtsen Johanne Schmidt-Nielsen om at hente kaffe i den tro, at hun var en piccoline.
Da de kort efter sad over for hinanden i tv-studiet, blev det klart for de fleste, at Johanne Schmidt-Nielsen har en usædvanlig evne til at brænde igennem på tv.
Johanne Schmidt-Nielsen voksede op i bofællesskabet Drejerbakken på Fyn, hvor hun boede sammen med sin mor. Hendes politiske virke begyndte allerede som 12-årig, hvor hun meldte sig ind i Socialdemokraternes ungdomsorganisation, DSU.
Drivkraften var modvilje mod uligheden i folkeskolen, hvor hun oplevede kammerater, som ikke havde samme mulighed som hendes selv for at få hjælp til lektierne derhjemme.
Som 15-årig meldte hun sig dog ud igen, fordi DSU efter hendes mening ikke var venstreorienteret nok, og derefter var hun aktiv i og omkring Enhedslisten.
Som ung aktivist var Johanne Schmidt-Nielsen med til at kaste 200 kilo pasta ud på Finansministeriets trappe i protest mod forringelser af SU'en. Men i 2011 var det hende, som sad inde på finansminister Bjarne Corydons (S) kontor for at forhandle finanslov.
Man har ofte haft indtryk af, at Johanne Schmidt-Nielsen og de øvrige forhandlere fra Enhedslisten har haft lyst til at kyle med det forhåndenværende efter forhandlinger med Corydon, hvor hun har været en markant stemme for samfundets svageste.
Og hendes forbitrelse over, at regeringen i 2012 på målstregen skiftede Enhedslisten ud med den borgerlige opposition som aftalepartner om en skattereform, er tv-historie:
- Jeg er rasende. Regeringen pisser på deres vælgere, hvæsede en synligt påvirket Schmidt-Nielsen for de snurrende kameraer.
Stig Grenov: Han leder Kristendemokraterne på svær mission
Den relativt ukendte Stig Grenov spås ikke mange chancer for at få Kristendemokraterne tilbage i Folketinget.Han har som erklæret mål at bringe Kristendemokraterne tilbage i Folketinget ved det forestående valg, men meningsmålingerne spår ham ikke mange chancer, og partiet er ikke nået over spærregrænsen siden 2001.
Kristendemokraternes formand, den 53-årige Stig Grenov, er på en meget svær mission, hvis partiet atter skal være at finde i Folketinget efter valget.
Stig Grenov, der til dagligt underviser som lærer på Marie Mørks Skole i Hillerød, blev i 2012 valgt som partiets formand på et valg uden modkandidater.
Det skete, efter at den tidligere formand Per Ørum Jørgensen havde forladt partiet som følge af interne stridigheder.
Inden da havde Grenov været politisk næstformand i Kristendemokraterne, som han blev medlem af i 1990.
Han gjorde sig dog for alvor først bemærket i 2008 i forbindelse med opgøret mod den daværende formand Bodil Kornbek, hvis linje Grenov lagde skarpt afstand til.
Folk i partiet beskriver ham som en åbenmundet og direkte person, der ikke begiver sig ud i for meget udenomssnak.
- Stig er en meget udadvendt, impulsiv og spontan person forstået på den måde, at han er meget hurtig i replikken og har en god evne til at skære ind til benet, siger Egon Jakobsen, der er politisk næstformand i Kristendemokraterne.
Modsat store dele af partiets bagland og vælgere, der især har rødder i det vestjyske, kommer Grenov fra området omkring hovedstaden, hvor han har boet hele sit liv.
- Jeg har en opfattelse af, at mange af vores medlemmer opfatter ham som et friskt pust i partiet, siger Egon Jakobsen.
På den landspolitiske scene har Kristendemokraterne ikke tiltrukket sig den store opmærksomhed de seneste år grundet fraværet fra Folketinget.
Stig Grenov formåede dog at trække overskrifter i forbindelse med det internationale Melodi Grand Prix på Refshaleøen i maj sidste år i København, hvor han rettede en skarp kritik mod arrangementet.
Ifølge KD-formanden havde konkurrencen udviklet sig til en politisk kampplads, da vinderen af sangdysten var den østrigske dragqueen Conchita Wurst, og to russiske sangerinder blev buhet ud på grund af Ruslands involvering i konflikten i Ukraine.
Kristendemokraterne var senest i Folketinget i 2010-2011, da Per Ørum Jørgensen valgte at forlade De Konservative til fordel for Kristendemokraterne, men partiet nåede ikke over spærregrænsen ved valget i 2011.
Det ser heller ikke ud til at ske denne gang. Den seneste meningsmåling fra Voxmeter giver Grenov og Kristendemokraterne 1,1 procent af stemmerne, hvilket ligger milevidt fra spærregrænsen på 2,0 procent.
Uffe Elbæk på svær og alternativ vej mod Folketinget
Uffe Elbæk står over for en næsten umulig opgave, når han skal sende Alternativet op over spærregrænsen.
Det er en kamp mod alle odds, Alternativet skal kæmpe frem mod valgdagen, hvis partiet skal kravle op over spærregrænsen og blive repræsenteret i Folketinget.
Men hvorfor ikke?
Løsgængeren Jacob Haugaard har før gjort det umulige, og Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, er heller ikke kendt som en mand, der lader sig gå på af utopiernes anatomi.
Se bare Alternativets korte vej fra politisk drømmeri til et parti, der i flere meningsmålinger ligger tæt på spærregrænsens 2,0 procent.
Partiet blev stiftet af Uffe Elbæk, efter at han i september 2013 sagde farvel til De Radikale, som ellers havde været hans politiske ståsted gennem 15 år.
Uffe Elbæk startede som socialpædagog i Aarhus Kommune i 1980'erne. Men han ville mere - og han gik fra at være kommunalt ansat udviklingsmedarbejder til at grundlægge iværksætteruddannelsen Kaospiloterne i 1991, hvor han var rektor til 2006.
Den treårige uddannelse til Kaospilot med vægt på projektledelse skulle være med til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, og for mange har uddannelsen givet job i erhvervslivet, mens mere end en fjerdedel af eleverne ifølge skolen starter selvstændig virksomhed.
Men uddannelsen har også været udsat for hård kritik for at uddanne eleverne til at starte projekter, som ikke har reel samfundsværdi, for skatteborgernes penge.
Som rektor for Kaospiloterne var Elbæk en markant kulturpersonlighed i Aarhus, og det blev afsættet for en politisk karriere. Han blev valgt til Aarhus Byråd for De Radikale i 2001.
Tiden i Aarhus sluttede i 2007, da Uffe Elbæk flyttede til København for at være direktør for den internationale sports- og menneskerettighedsbegivenhed World Outgames.
Ved valget i 2011 blev initiativrige iværksætter stemt ind i Folketinget. Allerede før han rigtigt havde nået at virke som folketingsmedlem, blev han overraskende udpeget som kulturminister.
Men den utraditionelle minister forlod frivilligt magtens tinde, da der blev sået tvivl om hans habilitet i forbindelse med nogle middage betalt af Kulturministeriet. Siden frikendte Rigsrevisionen dog Elbæk for anklagerne.
Elbæk er suverænt Alternativets største navn. Og det er måske netop frygten for det ukendte, der står til at blive partiets største udfordring ved valget.
Ved man reelt hvad man får med Uffe Elbæk, og hvad står partiet egentlig for?
Det politiske program er blevet til på baggrund af borgernes ønsker: En grøn bæredygtig omstilling af samfundet, lavere skat på arbejde, mere økologi, og så skal væksten ikke kun måles i økonomiske nøgletal, men i livskvalitet, glæde og trivsel.
Men om det er nok til at blive en brugbar alternativ politisk vej, vil valget vise.
Søren Pape Poulsen: Konservativ joker skal genrejse kriseramt parti
Den nu tidligere Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen skal sikre Konservative landspolitisk gennemslagskraft.
Opgaven har været én eneste for Søren Pape Poulsen, siden han i august sidste år overraskende overtog ledelsen af Det Konservative Folkeparti fra Lars Barfoed.
Han skal øge opbakningen til partiet, der har oplevet frit fald i tilslutningen siden midten af 1980'erne. Partiet har lige nu otte mandater og været nede og kysse spærregrænsen i forskellige meningsmålinger. Papes første eksamen bliver ved folketingsvalget.
Og hvorfor så lige ham som redningsmand?
Han er populær i Viborg og det midtjyske, hvor han havde været borgmester siden 2009, og hos medlemmerne i partiet, hvor han på de indre linjer har været en politisk og retorisk stærk konservativ stemme.
Men hans styrker illustrerer også, hvilke udfordringer den 42-årige shippinguddannede underviser fra Bjerringbro står over for.
Efter en kort lokalpolitisk karriere optræder han nu på en landspolitisk scene, han aldrig har betrådt før.
Han skal gøre sig selv kendt hos gud, konge og hvermand og løfte partiet ud af glemslens ligegyldighed, hvor det har været hengemt siden valget i 2011.
De politiske budskaber er tre velkendte: Modstand mod skolereformen, en stram retspolitik samt en fjernelse af topskatten.
Men hans stil har været en anden.
Han var et frisk pust, da han stillede op uden slips og jakke og på sin første dag.
Og da han kundgjorde, at han er homoseksuel og bor alene, men at han i øvrigt ikke så det som noget væsentligt.
Og da han mente, at man burde give socialdemokraten Benny Engelbrecht en chance, før man jordede hans evner som ny skatteminister.
Det er sådan de kender ham i Viborg. Ligefrem og ikke så meget politisk indpakning.
Men han har også været på glatis, når journalisterne har gået til ham omkring diverse forhandlinger, eksempelvis dem om retsforbeholdet.
Det er på et andet plan end den lokalpolitik, han har været vant til.
Han er vokset op på et landbrug ved Bjerringbro, adoptivsøn. Han meldte sig ind i Konservativ Ungdom, da han var 15 - det var i 1987.
Han havde ikke en større ideologisk tilknytning til partiet, men så det som en naturlig platform, hvorfra man kunne være med til at bestemme.
I 2009 blev han overraskende borgmester i Viborg - kom fra baghjul og med tre mandater bag sig, da kommunens to store partier, Venstre og Socialdemokraterne, ikke kunne finde et flertal.
Ved valget i 2013 bragede partiet så ind i byrådet med opbakning fra 17 procent af stemmerne. Det er samme effekt, partitoppen håber, han vil få i landspolitikken.
Dog gerne uden de bump, der også har været lokalt. Statsforvaltningen har således betegnet det som ulovligt, at han gennemtrumfede en sponsoraftale af Viborg FF via det kommunale energiselskab.
Morten Østergaard: Radikal wingman skal fastholde Vestagers succes
Østergaard fandt vejen til toppen af Radikale Venstre som Margrethe Vestagers makker, men skal nu på egen hånd
Da Morten Østergaard gik i gymnasiet, drømte han om at blive FN's generalsekretær.
Det fik klassekammeraterne til at døbe ham Morten Morten Østergaard efter Boutros Boutros Gahli, men det stoppede ikke den unge aarhusianer.
Få år inde i statskundskabsstudiet blev han folketingskandidat for Radikale Venstre, som han i dag er politisk leder for.
Og i hjembyen tilskrives han en stor del af æren for, at partiet i 2001 hjalp Venstres Louise Gade med at bryde den socialdemokratiske kongerække som borgmester i Aarhus. Og at Nicolai Wammen i 2005 hentede kæden tilbage til liste a.
Efter et par vikartjanser kom Østergaard permanent i Folketinget ved det radikale kanonvalg i 2005, og efter partiets identitetskrise, udvandringen til Ny Alliance og Margrethe Vestagers magtovertagelse, slog han med lederens støtte Morten Helveg Petersen i duellen om næstformandsposten.
Siden har Østergaard været Vestagers faste "wingman", som hun selv beskrev det, da hun i sensommeren 2014 overdragede lederskabet til sin lærling.
Og samarbejdet var øjensynligt så tæt, at begge havde købt lyssværd i afskedsgave til hinanden. Efter sigende uden forudgående koordinering.
Østergaard og Vestager var sammen med Marianne Jelved de eneste gengangere, da partiet i 2011 fik sit bedste valg siden 1973.
Med 17 mandater fik De Radikale de afgørende mandater til at realisere Helle Thorning Schmidts statsministerdrøm, og partiet solgte sin støtte for massiv indflydelse på det politiske grundlag for den regering, hvor Morten Østergaard nu er næstkommanderende med plads i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Tronskiftet var den foreløbige kulmination på en pludselig profilering af Østergaard, der trods rollen som Vestagers makker i regeringens interne udvalg, i lang tid levede et stille liv i Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.
Det sluttede brat, da han i februar 2013 brød sit eget løfte om ikke at skære i SU'en.
Året efter overtog han Skatteministeriet efter SF's flugt fra regeringen, og her endte Østergaard med et flertal imod sig, da han under stor bevågenhed forsøgte at bringe de danske regler for børnechecken i overensstemmelse med EU's bestemmelser.
Mens det massive radikale aftryk på regeringens politik har ført til masser af spændinger i SF og Socialdemokraterne, har der været bemærkelsesværdigt roligt i Østergaards eget parti, og det var derfor også oplagt, at han efter Vestagers exit kunne meddele, at han vil fortsætte hendes politiske linje.
Nu skal han løfte arven fra hendes imponerende valgresultat i 2011. Lykkes det, i modsætning til hvad meningsmålingerne viser, kan Østergaard måske genstarte drengedrømmen om FN.
Anders Samuelsen: Borgens liberale tovtrækker
Anders Samuelsen har med Liberal Alliance endelig fundet sin plads. Rollen som hård liberalist passer ham godt
Fortællingen om Anders Samuelsen er også fortællingen om hans far.
Ole Samuelsen var radikalt folketingsmedlem i fem år, indtil han røg ud ved jordskredsvalget i 1973. Senere smuttede konen med præsten fra Samsø.
Som udvej tyede faren til flasken, og det blev et valg, der 20 år senere forårsagede hans død - blot 63 år gammel.
Tilbage står mindet om en far, der trods svigt og alkoholisme, var et symbol på en god og liberal mand. Et punkt, hvor far og søn for alvor kunne mødes.
- Jeg har lykkes med at leve det liv, som han skulle have levet, siger Anders Samuelsen i sin biografi "Comeback Kid".
Om hans barndom har gjort ham til lidt af en kyniker på den politiske scene, som han ofte beskyldes for, er ikke til at vide.
Selv siger han, at han blot er en Horsensdreng, der er endt i politik. Den nu 47-årige Samuelsen har også kæmpet sine kampe i politik.
Først var det under De Radikales faner, at Samuelsen viste sig. Både som folketingsmedlem og medlem af EU-Parlamentet. Men i 2007 besluttede han, at der skulle ske noget nyt.
Sammen med daværende partifælle Naser Khader og den daværende konservative politiker Gitte Seeberg grundlagde han partiet Ny Alliance. Fra start lignede det en succeshistorie.
Mere end hver 10. dansker ville sætte sit kryds ved det spirende parti, og Venstrefolk og flere radikale valgte at skifte bane til fordel for Ny Alliance. Det tegnede godt.
Da valgdagen kom, svigtede vælgerne, og medlemmerne begyndte så småt drysse ud af partiet. Den røde tråd i Ny Alliances politik var alt for svær at få øje på.
Samuelsen havde ud over partifnidder også en skilsmisse at kæmpe med.
Krisetider kan være med til at definere en som person, og Samuelsen blev efter tumulten i Ny Alliance en mere helstøbt politiker. Som tidligere eliteløber har han lært ikke at give op.
Partiprogrammet blev krøllet sammen, og partiet fik navneforandring til Liberal Alliance.
Samuelsen blev efter Naser Khaders exit fra partiet ny leder, og han omdefinerede opgaven til at hive dansk politik i en mere liberal retning med lavere skat og større personlig frihed.
Partiet markerer sig ofte i debatten om den økonomiske politik, lavere offentlige ydelser og fattigdomsgrænser.
Blandt andet ønsker partiet negativ vækst i det offentlige, hvis blå blok kommer til magten.
Liberal Alliance er stadig et lille parti i Christiansborgs landskab, men det har formået bevæge sig væk fra spærregrænsen og har i dag ni mandater i behold.
Trods svingende meningsmålinger kan Samuelsen glæde sig over, at flere af dem gør partiet til det afgørende parti i dannelsen af en blå regering.
Pia Olsen Dyhr: Mønsterbryder skal genrejse SF efter magtkrise
Pia Olsen Dyhr er rengøringsdamens datter, der som uerfaren partiformand skal stoppe vælgerflugten fra SF.
Provokerende drenge tændte en politisk ild i en skolepige fra et socialt boligbyggeri i Vallensbæk på Københavns Vestegn.
Pigen tog senere en universitetskandidat i statskundskab, blev minister og som 42-årig udråbt til partiformand for Socialistisk Folkeparti, SF.
Pia Olsen Dyhr er vant til at kæmpe sig frem i verden, og nu skal hun for første gang prøve kræfter med et folketingsvalg som partiformand. Situationen for SF er som opvæksten i Vallensbæk; op ad bakke.
Som barn voksede Pia Olsen Dyhr op i et socialt boligbyggeri. Hendes far var førtidspensionist og moren rengøringsdame.
Da Pia Olsen Dyhr var 11 år, flyttede moren og hendes søskende, mens hun selv blev boende for at passe sin far, der havde sukkersyge.
Da hun blev alene med faren, gik det imidlertid op for hende, at han kæmpede med andet end sygdom. Han var alkoholiker. Og hans utilregnelige adfærd betød, at Pia Olsen Dyhr tilbragte megen tid på skolebiblioteket.
Biblioteket var en slags "helle", og det var også på her, at hun fik sin første dosis politik.
- Da jeg gik i 8. klasse og hørte to drenge bag mig sige, at piger ingenting kan, tændte det noget i mig, som gjorde, at jeg tænkte: "Det skal være løgn".
- Jeg undersøgte, hvad de forskellige partier mente om ligestilling for at finde nogle gode argumenter at smide i hovedet på dem. Og sådan kom jeg ind i politik", har Pia Olsen Dyhr selv fortalt i SF's portræt af hende.
I 2005 stillede Pia Olsen Dyhr op til formandsvalget i SF, men tabte til Villy Søvndal, der endte med at stå i spidsen for SF's historiske indtog i regeringen.
Pia Olsen Dyhr blev handels- og investeringsminister i 2011, og senere som transportminister stod hun i spidsen for Togfonden DK med 28,5 milliarder kroner til offentlig transport, før Annette Vilhelmsen trak SF ud af regeringen og gik af som formand.
Målet for Pia Olsen Dyhr som ny formand er at bringe SF tilbage i regering, men vejen til vælgernes gunst er lang og stejl for den uerfarne partiformand.
SF blev næsten halveret ved sidste valg, og vælgerne fortsatte flugten fra venstrefløjspartiet under en kaotisk tid i regeringen.
Derfor skal familien i Brønshøj ikke regne med at se Pia Olsen Dyhr slappe af derhjemme med strikketøjet eller i haven, som hun plejer, når valgkampen kører.
Hun bor med manden Villy Dyhr, der er forbundssekretær i HK.
Paradoksalt nok hører manden til den store gruppe af tidligere SF'ere, som i dag har meldt sig ind hos Socialdemokraterne, og bølgerne kan derfor godt gå højt under politiske diskussioner.
Kristian Thulesen: Populær politiker skal holde på vælgerne
Thulesen har overgået Pia Kjærsgaards popularitet som DF-formand. Nu skal han holde på de afgørende vælgere.
Da Kristian Thulesen Dahl var 13 år, deltog han i et vælgermøde med Mogens Glistrup på Nørre Snede Kro.
Under mødet dristede han sig til at stille et spørgsmål, som Glistrup ifølge Thulesen Dahl besvarede med en respekt, som var det stillet af en voksen.
Oplevelsen af som helt ung at blive taget alvorligt af den karismatiske og kontroversielle stifter af Fremskridtspartiet vakte for alvor Kristian Thulesen Dahls engagement i politik.
Siden da har både familie og venner oplevet, at politik ofte kommer i første række for den nu 45-årige formand for Dansk Folkeparti.
Kristian Thulesen Dahl har på Christiansborg fået ry for stort set altid at komme for sent til møder.
Til gengæld er han så forberedt, at der ifølge en spøgefuld tidligere finansminister var flere af Thuelsen Dahls gule sedler end sider i Finansloven, når VK-regeringen skulle forhandle finanslov med DF.
Kristian Thulesen Dahl er paradoksalt nok ud af en radikal familie, hvor faren i 1970'erne var radikal kredsformand. Men faren stod senere bag et bemærkelsesværdigt skifte til Fremskridstpartiet og Mogens Glistrup.
Det har muligvis gjort det lettere for Kristian Thulesen Dahl at melde sig ind i samme parti. Men før han tog det skridt, fik Thulesen tilsendt partiprogrammerne fra samtlige partier, så han hjemme på drengeværelset i Nørre Snede kunne sammenligne partiernes holdninger.
Herefter meldte han sig ind i Fremskridtspartiet, og fra 1989 var han folketingskandidat, inden han i 1994 blev valgt ind. Det blev dog kun til et enkelt år i Fremskridtspartiet, inden partiet blev splittet og Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995.
Thulesen Dahl var fra starten en del af Kjærsgaards inderkreds, og længe inden Pia Kjærsgaard gik af i 2012, var han kendt som "kronprins Kristian" i Dansk Folkeparti.
På de indre linjer har Kristian Thulesen Dahl ofte vist sin autoritet og sine lederevner, når han som gruppeformand har været nødt til at sætte partifæller på plads, der har forbrudt sig mod partilinjen.
- Han er mand, der både kan tale meget højt, hårdt og fast på partiets gruppemøder. Der har været eksempler på kammeratlige samtaler i partiet, der har været meget, meget ubehagelige for dem, som det er gået ud over, sagde fætteren Niels Thulesen Dahl i 2009.
En nærmest konstant opadgående kurve har siden kronprins Kristians magtovertagelse kendetegnet DF i meningsmålingerne. Men især Socialdemokraterne kæmper hårdt for at vinde DF-vælgere tilbage.
Nu skal Thulesen Dahl vise, om han kan holde på de vælgere, som kan afgøre, om Thorning eller Løkke skal være statsminister.
Lars Løkke vil tage nøglerne tilbage fra Thorning
Trods flere personsager spår meningsmålingerne, at Lars Løkke Rasmussen vender tilbage til Statsministeriet.Han er Danmarks bedst forberedte statsminister. Han kan fravriste Helle Thorning-Schmidt (S) nøglerne til Statsministeriet, hvor han efter sit snævre valgnederlag i 2011 bød hende velkommen med ordene:
- Jeg afleverer i aften nøglerne til Statsministeriet. Kære Helle: Pas godt på dem, for de er kun til låns.
Lars Løkke Rasmussen forberedte sig grundigt, før han 5. april 2009 afløste Anders Fogh Rasmussen som statsminister.
Fra 1986 til 1997 afprøvede han i Græsted-Gilleleje byråd Venstres politik med udlicitering.
Så fik han 1998-2001 ansvaret som amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Her sikrede han efter valgnatten 20. november 2001, at partifællen Jørgen Christensen afløste ham som amtsborgmester.
Selv blev Løkke af partiformanden, statsminister Anders Fogh Rasmussen, hentet ind som indenrigs- og sundhedsminister.
Løkke orkestrerede den historiske kommunalreform, som slankede 279 kommuner til 98 og ændrede 14 amter til fem regioner.
Desuden stod han for behandlingsgarantien, som pressede de offentlige sygehuse til langt større effektivitet ved at true med privatklinikker og -hospitaler.
I 2007 avancerede Løkke til finansminister, hvor han loyalt gennemførte Foghs økonomiske politik, og det var dermed også tydeligt, at han ville blive Foghs efterfølger som V-formand, når det engang skulle blive aktuelt.
Og det blev det så i 2009, da Fogh tog til Nato og blandt andet overlod FN's klimatopmøde i København til Løkke.
Løkke snublede, fordi Kina og USA ikke ville sænke CO2-udslippet, men det blev udråbt som et stor nederlag for Løkke og Danmark - måske bedst illustreret ved en statsminister, der forgæves bankede i bordet
Den økonomiske politik fik samtidig et skud for boven, da finanskrisen havde fjernet 200.000 private job fra Danmark.
Derfor skød VK-regeringen milliarder af kroner i projekter for at holde danskerne beskæftiget.
I sin nytårstale 1. januar 2011 satsede Løkke hele butikken som statsminister. Han turde trimme efterlønnen og halvere dagpenge til to år med støtte fra De Radikale og Dansk Folkeparti, men fik hård modstand fra Socialdemokraterne og SF.
Dermed trodsede han dogmet siden Poul Nyrup Rasmussens selvmål efter valget i 1998: Nemlig, at det var politisk selvmord at gribe ind i efterlønnen.
Alt i alt har han leveret store reformer af efterløn, dagpenge og førtids- og folkepensionen frem mod 2020. Det er stadig pejlemærkerne i det politiske landskab den dag i dag.
Generelt vandt han på sin politiske linje: Vælgerne havde taget "lille Lars fra Græsted" til sig.
Selvom blå blok mistede regeringsmagten ved valget i september 2011, gik Venstre et mandat frem. Det var især de Konservatives nedtur, der kostede Statsministeriet efter 10 år ved magten.
Løkkes politiske akilleshæl er personsagerne, som har fulgt ham tæt siden 2008.
Dengang fik De Konservatives Uffe Thorndahl, som sad i Frederiksborg Amtsråd under Løkke, aktindsigt i en række bilag, som Løkke havde indleveret som amtsborgmester.
De to havde været på kant i flere politiske sager, og Thorndahl mente ikke, at Løkke ville være egnet som eventuel kommende statsminister.
Der dukkede således skatteyderbetalte diskotek- og tobaksregninger på 4809 kroner fra Løkkes tid som amtsborgmester op i pressen. Dertil kom, at amtet havde betalt en regning 3140 kroner, som allerede var betalt af Folketinget.
Da amtet i mellemtiden var blevet nedlagt, gangede Løkke de 4809 kroner med to, lagde de 3140 kroner oven i og donerede således i alt 12. 758 kroner til Børnecancerfonden, som kompensation.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet tjekkede også cirka 6000 bilag fra hans tid som minister, og det mundede ud i, at han skulle betale først 895 kroner og siden 642,50 kroner tilbage for køb af cigaretter og en arbejdsfrokost med hans kone Sólrun.
Desuden betalte Venstre 9951,50 kroner tilbage til ministeriet.
Sagen tærede på Løkke, som forklarede, at det var sket i "en anden tid".
Der blev længere mellem de kække bemærkninger og skæve smil fra livsnyderen, som ryger smøger og snupper en kold fra kassen. Han tager også gerne en tur på racercyklen.
Med Løkke i oppositionen har regeringspartierne forsøgt at tegne videre på billedet af en levemand, der ikke har styr på bilag og restaurantbesøg, en politiker, der hellere ligger i hængekøjen i stedet for at deltage i det politiske arbejde i folketingssalen.
GGGI-sagen lagde et ekstra lag til, da det kom frem, at han har rejst på den supereksklusive 1. klasse rundt i verden som formand for organisationen, som blandt andet er finansieret af danske bistandsmidler.
Han besvarede en kaskade af spørgsmål på Venstres knap fire timer lange pressemøde om sagen.
I foråret 2014 pustede Ekstra Bladet igen liv i personsagerne. Venstres interne dokumenter viste, at partiet havde betalt tøj og sko for 152.000 kroner i Løkkes valgkamp, da han var statsminister.
Løkke var på nippet til at miste sin formandspost, fordi flere partifæller i Folketinget kritiserede forløbet ligesom store dele af det jyske bagland.
I sidste øjeblik lykkedes det Løkke at forlige sig med Venstres næstformand, Kristian Jensen, ved Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense.
Venstre ligger lige under valgresultatet fra 2011 i meningsmålingerne, og Thorning vinder den ene troværdighedsmåling efter den anden over Løkke. Men blå blok står til fremgang og en statsministerpost til Løkke.
Så længe Løkke her har et komfortabelt blåt flertal, så bider kritikken ikke på ham, heller ikke selv om regeringspartierne borer i antallet af offentligt ansatte, der efter deres mening vil miste jobbet ved at indføre nulvækst i det offentlige.
Lars Løkke Rasmussen har børnene Bergur, Lisa og Simun med sin færøske hustru Sólrun.
Helle Thorning-Schmidt jagter historisk comeback
Statsministeren skal overbevise vælgerne om, at hun er en ægte socialdemokrat, der også kæmper de svages kamp.
Hun er ikke så socialdemokratisk, at det gør noget.
Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen lod forstå, at han ikke var så vild med Helle Thorning-Schmidt, inden hun blev valgt til formand i 2005.
Han har siden omvendt sig, det har han sagt flere gange.
Men det er samme skepsis, den socialdemokratiske formand har kæmpet med i de seks år, hun sad i opposition og skulle bygge sit navn op som partileder og faktisk stadig kæmper med efter næsten fire år i Statsministeriet.
Vi kan begynde den dag, hun blev født. Det var på en fødeklinik i Rødovre Centeret. Og fra hun var 10 år gammel, boede hun med sin mor i en lejlighed i Ishøj, det osede ikke just af overklasse.
Men hun er opvokset i et borgerligt hjem - faderen var direktionsmedlem i et stormagasin, moderen var kontorchef.
Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1993 som den første i familien. Hun har selv forklaret - som et forsvar - at man selvfølgelig godt kan vælge at blive socialdemokrat, selvom man ikke er født til det.
Første gang hun måtte stå på mål for sin baggrund var, da hun blev valgt ind i EU-Parlamentet i 1999 på bekostning af den langt mere erfarne og kendte John Iversen.
Hun blev bakket op af Ritt Bjerregaard, der var EU-kommissær, og overhalede Iversen med sølle 38 stemmer.
Helle Thorning-Schmidt var på det tidspunkt blevet gift med briten Stephen Kinnock, som hun havde mødt på eliteuniversitet Europakollegiet i Brugge i Bruxelles.
Han er søn af den tidligere leder af det britiske arbejderparti Labour, lord Neil Kinnock, og hun havde derfor et skær af europæisk socialdemokratisk aristokrati over sig, da hun indledte sin politiske karriere.
En partikammerat fra provinsen, Freddy Blak, døbte hende "Gucci-Helle" på grund af hendes smarte og dyre tøj og tasker. Et øgenavn, hun måtte kæmpe med i lang tid, og som for nogle ikke lå helt i tråd med værdierne i et gammelt arbejderparti.
Frem til da havde hun arbejdet i først EU-Parlamentet som sekretariatsleder for partiet og som international konsulent i fagbevægelsen hos LO.
Helle Thorning-Schmidt gjorde det godt i EU-systemet, men hurtigt besluttede hun sig for at satse på en indenrigspolitisk karriere.
Allerede i 2002 forsøgte hun at blive stillet op til Folketinget på Amager. Det mislykkedes, men et år senere, blev hun opstillet på Østerbro - altså tæt på hjemmet i det attraktive byggeforeningshus på Kuhlausgade.
Ved valget i 2005 blev hun stemt ind. Og så tog hendes karriere pludselig fart. Socialdemokraterne tabte valget, Mogens Lykketoft gik af som formand, og der skulle vælges en efterfølger.
Frank Jensen, der havde en lang karriere på Borgen bag sig, stillede op for partiets venstrefløj, den såkaldte Svend Auken-fløj, men der var også et grundlæggende ønske om fornyelse.
På den baggrund og støttet af den ligeledes tidligere formand Poul Nyrup Rasmussen fra den modsatte fløj, stillede Thorning op.
På det tidspunkt havde hun været medlem af Folketinget i to måneder.
Her måtte hun ligeledes kæmpe med billedet af hende som et jubeleuropæisk overklasseløg fra partiets højrefløj. Hvilket hun gjorde alt for at mane i jorden.
- Jeg genkender ikke mig selv som højreorienteret. Jeg kæmper for de svageste. Det er det, der har drevet mig ind i politik, lød forsvaret fra Thorning.
Hun vandt over Frank Jensen med sloganet "Jeg kan slå Anders Fogh".
Som formand samlede hun partiets fraktioner og bremsede samtidig kritikken af hendes manglende arbejderånd med en tæt alliance med SF og Villy Søvndal.
De to kom til at køre et tæt parløb for at skabe et troværdigt alliance som modvægt til VK-regeringen.
Hun slog ikke Anders Fogh Rasmussen ved valget i 2007. Men bragede ind med næsten 50.000 stemmer.
Fire år senere vippede hun Foghs efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, af pinden.
Men det var også et slidt par, Søvndal og Thorning, der efterfølgende satte sig på regeringsmagten sammen med en af valgets vindere, De Radikales Margrethe Vestager.
Både S og SF havde smidt vælgere som følge af det tætte makkerskab, og Thorning mistede 15.000 personlige stemmer.
Dertil kom at Radikale var indstillet på at videreføre VK-regeringens stramme økonomiske krisepolitik - og havde flertal til det sammen med blå blok. Også selvom SF og Socialdemokraterne ville en anden retning, sådan som de havde lovet deres vælgere.
Den var den benlås, Thorning lå i da hun dannede regering, og det har været med til at stemple Thorning yderligere som mere blå end rød.
I 2012 brød trepartsforhandlingerne tilmed sammen - man kunne ikke blive enige om, hvor meget arbejdstagerne skulle levere.
Regeringen sagde fire milliarder eller 12 minutter. Fagbevægelsen, der ellers traditionelt har bakket Socialdemokraterne op, sagde nej.
Regeringen har siden lavet skatteaftale med blå blok. Og finanslove. Aftalerne har haft stor fokus på vækstskabelse og erhvervsliv.
Blandt andet blev selskabsskatterne sænket, hvilket flere ledende socialdemokrater, og store dele af baglandet, ellers har været lodret imod.
Men jagten på at skabe og understøtte et gryende opsving har dikteret det, har forsvaret lydt - også fra Helle Thorning-Schmidts mund. Det er vigtigt for alle - også de svageste i samfundet - at der bliver skabt job.
Håbet er, at danskerne giver regeringen kredit for, at økonomien går bedre.
Og så kom slagsmålet om dagpengereformen. Det har forfulgt regeringen fra dag et - og det tegner til at blive afgørende i den kommende valgkamp.
Radikale var med i en stor aftale med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om at halvere dagpengeperioden til to år og forlænge genoptjeningsperioden til 52 uger.
I 2010, da man lavede aftalen, var forventningen, at cirka 4000 ville miste retten til dagpenge. Men den økonomiske krise har betydet, at over 40.000 har mistet retten.
Også selvom de fleste har fået anden forsørgelse eller arbejde eller uddannelse har fagbevægelsen og regeringens parlamentariske grundlag - Enhedslisten samt SF, der trådte ud af regeringen i begyndelsen af 2014 - skudt løs på regeringen.
Der skal gøres mere.
Hverken Enhedslisten eller SF har været klar til at vælte regeringen, men de har presset den alvorligt i jagten på stemmer sammen med Dansk Folkeparti.
Regeringen har afbødet konsekvenserne for mange med forskellige tiltag, men har konsekvent afvist at ændre i reformen.
Meningsmålingerne er dalet, og Thorning har i flere meningsmålinger stået til det laveste valgresultat siden 1903.
