Mona er en 47 årig arbejdsløs HK’er med to børn, som passede sit job, var vellidt af kolleger og ledelse, men blev ramt af det, som kan ramme alle: skilsmisse og langvarig sygdom. Hun var så uheldig at det skete i 00’erne, hvor al hjælp til ledige blev samlet i kommunerne bl.a. for at sikre helhedsindsatser for ledige med vanskeligheder ud over ledigheden. Mona klarer sig, men oplever ikke hjælp, kun kontrol. I dag lever hun af kontanthjælp, skriver ansøgninger, og koncentrerer sig om at støtte børnene i at få en god uddannelse. Drømmen om arbejde har hun stadig:
Jeg er vokset op i 70'erne - en tid med Nefa-lygter, drejeskrivetelefoner, 5-øres vingummier, bilfrie søndage og sporvogne. Måske et idyllisk billede af den tid, men det jeg husker bedst er den tryghed og varme, som er kendetegnende for 70erne. Jeg var nøglebarn, da jeg startede i 1. klasse, og det var intet problem på den tid - jeg gik fra skole - smuttede ind i ismejeriet og fik en hyggesnak med damen der, inden jeg susede hjem i rækkehuset med min fine røde læderskoletaske. Så gik jeg ud på vejen og legede med alle de andre børn i kvarteret. Hvis der skete noget, så var der altid en eller anden mor hjemme.
Når jeg har sådan et tilbageblik, kan jeg ikke lade være med at tænke på, alt den service der var. Alle de mennesker man mødte på sin vej og snakkede med: På tankstationen kørte man bare ind, rullede ruden ned og sagde at man ville have fyldt op. Mens man fik fyldt tanken op af tankpasseren, så løb en ung fyr rundt om bilen og vaskede bilens ruder. Man mødte konduktører, damer hos slagteren, som pakkede kødet ind, man gik på vaskeriet og afleverede sit tøj til vask og børnene fik bolsjer.
Hos min mormor og morfar kom hjemmehjælpen hver onsdag. Hun kom cyklende og havde købt kager med. Hun havde tid til at snakke, og hele familien kom til at have et tæt forhold til hende. Jeg husker, at vi boede tæt på en købmand, hvor der blev selvbetjening. Jeg havde seddel med og gik ind af udgangen og fik købmanden til at finde varerne. Vores nabo fik varerne bragt ud med bud - En ung mand på cykel, hvor han kunne have en hel kasse gul citronvand foran. Vi kendte alle hinanden og hvis ikke købmanden havde hørt fra vores nabo, så skrev han til min mor på min seddel, at hun lige skulle kigge ind til naboen.
I dag bliver folk stresset på jobbet og alle løber hurtigere og hurtigere, og mange falder af i svinget. Eller de bliver rationaliseret væk. Dem der ikke har job, bliver kostet rundt i et uendeligt system af aktivering og jobsøgningskurser. Kontrol, kontrol, kontrol. Hvorfor skaber vi ikke de »gamle« jobs igen? Hvorfor deler vi ikke de job der er? Hvorfor får mange penge for at hjælpe os med at skrive CV og ansøgninger til jobs, som ikke er der? Hvorfor er der ikke tid til omsorg? Hvorfor kender vi ikke naboen? Peter nede på bænken vil da gerne vaske bilruder nogle dage om ugen. Hanne kunne da godt kigge efter børnene og børnene ville elske det. Christoffer ville nyde at cykle varer ud til min nabo og se hvordan hun har det. Jeg ville have det fint med at tage imod kvarterets snavsetøj og dele bolsjer ud til børnene. Og gid at hjemmehjælpen fik tid til dem, som er dårligt gående. - de har jo også brug for at snakke.
Jeg snakker jo ikke om at oprette direktørstillinger til alle, men om at have tid til hinanden. Og at alle har en funktion i samfundet, hvor man tjener en løn.
Mange hilsner fra Mona
Arbejde er en menneskeret
Vi arbejder for at tjene penge og forsørge os selv og vores familie, men arbejdet har også andre funktioner. For voksne er det den vigtigste kilde til udvikling, læring, trivsel, identitet og et værdigt liv sammen med andre. Udelukkelse fra arbejdet indebærer risiko for fattigdom, ensomhed, fysiske og psykiske lidelser og større dødelighed. Risikoen stiger, jo længere ledigheden varer. Fordi arbejde er et så grundlæggende eksistensvilkår, er retten til arbejde skrevet ind som en menneskeret i de FN- og EU-konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Retten gælder både for mennesker, der klarer jobbet og for handicappede, der har brug for kompenserende ordninger for at kunne klare sig i konkurrencen på lige fod. Som danskere er vi heldige at være født i et land med høj beskæftigelse, uddannelser, overenskomster og et arbejdsmarked præget af flexicurity: Ansatte får dagpenge ved ledighed og sygdom, virksomhederne får en fleksibel og veluddannet arbejdskraft. Der er plads til forbedringer, men alligevel: Hidtil har 80 % af os klaret sig godt gennem livet. Andre – især de 150.000, som ikke er arbejdsmarkedsparate - og 250.000 førtidspensionister, som er dømt ude, har brug for hjælp for at komme i arbejde og bevare det. Fx i den slags job, som Mona peger på. En naiv drøm, vil nogen måske sige, men vel bedre end ingen ting?
Mål og midler
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kender situationen og udtrykker samme mål og menneskesyn som Mona, senest i en kronik i Politiken 2.4.2014: ”Vi skal have et samfund, hvor alle, uanset den bagage de har med sig, har mulighed for at række ud efter deres drømme, realisere deres potentiale og være en del af arbejdsfællesskabet”.
Mette Frederiksens uheld er at hun er med i en regering som hidtil mest har gjort det, som virker modsat: Skabt ringere økonomiske vilkår for mennesker som Mona og usikkerhed langt op i middelklassen. Det politiske resultat kan læses i meningsmålingerne. Det menneskelige resultat kan læses i en undersøgelse, udført for Rådet for Socialt Udsatte: Lave ydelser fører til mismod, gæld og ulighed, ikke til arbejde og arbejdspladser og rammer hele familien, især børnene.
Måske er der nye tider på vej. De midler, Mette Frederiksen peger på, bygger på tillid til at ledige gerne vil arbejde. Mere tillid, mindre bureaukrati og kontrol. De enkelte ledige skal hjælpes med indsatser, som hjælper dem i arbejde. Alle har ret til uddannelse og arbejde og pligt til at bruge evnerne og bidrage til fællesskabet.
Det lyder både rigtigt og enkelt, men det er det ikke. Vi har hørt ordene før og resultatet de seneste 40 år, er blot blevet flere statslige regler og mere kontrol med ledige. Kommuner er myndigheder, styret af regler og budgetter, som kommer fra forskellige ministerier. Når ledige går til jobcentret, møder de sagsbehandlere, som udøver skøn, visiterer ydelser og idømmer sanktioner. Sagsbehandlere er med andre ord en syndig blanding af lovgivende, udøvende og dømmende magt. Resultatet er brud på retssikkerheden og mangel på tillid mellem ledige og jobcentrene. Der er eksempler på at det kan lade sig gøre, men ikke noget der varer ved eller breder sig. Mange ministre har prøvet og hver gang er resultatet blevet det, som Mette Frederiksen vil væk fra.
De løsninger, som måske kommer nu, er at give ledige adgang til igen at søge hjælp i fagforeninger og a-kasser. Dette vil være et fremskridt for mange forsikrede ledige.
Men hvad med de mange ledige, der ikke er forsikrede? Her kan de gode og effektive løsninger ofte findes i frivillige organisationer som fx Mødrehjælpen. Mødrehjælpen har gennem årene udviklet nogle spilleregler for samarbejde med kommuner, som bør prøves af i flere og større sammenhænge. Det handler kort fortalt om at kommunen bevarer myndighedsopgaven og kontrol med retssikkerheden, men overlader det faglige ansvar for rådgivningen til fagligt kompetente centre og organisationer som fx Mødrehjælpen.
Tilbage er det helt afgørende: Arbejdspladser og -vilkårene. Hvis der ikke der er arbejde, kan det hele virke omsonst. Mette Frederiksen forsøger med løsninger i eget ressort, kaldet nyttejobs. For så vidt den samme løsning som Mona peger på, men med den væsentlige forskel at nyttejobs er uden overenskomst, hvor Monas løsning handler om at have en funktion i samfundet og at tjene en løn. Hvis man vil vise ledige den respekt, der mangler i dag, må det også vise sig i vilkår, som på det øvrige arbejdsmarked.
