Endelig en reform der hjælper arbejdsløse

Efter mange år med stadig mere kontrol og mistillid og stadig ringere økonomisk hjælp, er der nu endelig kommet en reform af beskæftigelsessystemet, hvor der lægges vægt på at hjælpe ledige med at få arbejde. Ikke en stor og omfattende reform, men klart en reform, der peger i den rigtige retning, både set ud fra arbejdsløses og samfundets synsvinkel. Reformen lægger vægt på at arbejdsløse kommer i arbejde, at ufaglærte får bedre tilbud om uddannelse. Reformen er også begyndelsen på et forhåbentlig større opgør med det primitive menneskesyn, der har præget beskæftigelsespolitikken i alt for mange år, hvor ledige er behandlet som udgifter og ikke som mennesker med ressourcer, der søger arbejde.

Det synes måske absurd for læsere, som ikke selv har været arbejdsløse, men det danske beskæftigelsessystem – især jobcentrene - er i mange år blevet mål og vejet på, hvor gode de er til at få ledige til at udfylde ansøgninger, møde til samtaler og aktivering. Jobcentrene er ikke blevet belønnet for at få ledige i arbejde. Snarere tværtimod.

Jobcentre og kommuner er blevet belønnet af staten for at aktivere ledige. Alene i 2012 blev der samlet set brugt 11,7 milliarder i offentlige udgifter til at aktivere 43.000 ledige, ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Ingen aner om det nytter, om aktivering gør en positiv forskel, om de, der kom i arbejde, var kommet det alligevel. Om dyr aktivering virkede bedre end billig. Det eneste man ved med sikkerhed er at der er brugt 11,7 milliarder. 

Man ved faktisk en ting til: Der er et meget stort og stigende antal ledige, bl.a. mange unge, som er kommet længere væk fra arbejdsmarkedet. Som mister selvtilliden, føler afmagt, får gæld, skammer sig og isolerer sig.

I arbejde på trods af jobcentret

Det billede der tegner sig er, at ledige kommer i arbejde af egen kraft ved hjælp af familie og professionelle netværk og nærmest på trods af jobcentrenes indsats, og at ledige, der har problemer ud over ledigheden, ikke får den hjælp de har brug for. Det har været et politisk mantra i mange år, at hjælpen skal målrettes den enkelte, hvilket jo lyder rigtigt, men realiteten er, at hjælpen er blevet stadig mere regelstyret, ubrugelig og umenneskelig. Man kan naturligvis finde undtagelser og positive eksempler, men netop kun eksempler, der bekræfter hovedindtrykket af nogle meget triste og meget kostbare realiteter. Jobcentrene virker ikke for ledige, der har brug for hjælp.

Den ny reform åbner for, at ledige, der er medlemmer af a-kasser, fredes fra jobcentrene i de første seks måneder af ledigheden, hvor de i stedet skal henvende sig til deres a-kasse for at få støtte og rådgivning. I jobcentrene blandes alle ledige i grupper, opdelte efter skøn om deres parathed til arbejde m.m., skøn der foretages af sagsbehandlere, som ikke kender meget til virksomheder udover de kommunale. A-kasserne har med stor sandsynlighed større kendskab og netværk til virksomheder, som beskæftiger a-kassens medlemmer.  

Fordelene burde være oplagte, også for kommunernes interesseorganisation KL. Men nej, så nemt er det ikke. KL protester mod at opgaven tages fra kommunerne, ikke af hensyn til de ledige, men af hensyn til styringen af kommunernes økonomi.

Nu er det ikke sådan at reformen vil skabe ledighed og mangel på opgaver i jobcentrene. Tværtimod. Reformen vil skabe bedre vilkår for at fokusere på vanskeligt stillede ledige, fordi mange ledige der ”bare” mangler job, får hjælp af a-kasserne. Langt de fleste ledige, som har problemer udover ledigheden, er ikke medlemmer af a-kasser, men får kontanthjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse, uddannelsesydelser mv. Der er langt op mod 200.000 ledige med forskellige ydelser, som er afhængige af jobcentrene. Senest er der kommet over 30.000 flere ledige, som er faldet for toårs-grænsen for dagpenge. Hver måned forventes 1.000 flere. Snart kommer et ukendt antal, som falder for femmåneders-grænsen for sygedagpenge. Der er rigeligt at tage fat på.

Brev fra en HK'er på kontanthjælp

Til inspiration for jobcentrene og fortsatte reformer, kan man læse nedenstående brev fra en HK’er, der blev langtidssyg og nu er på kontanthjælp:

"Kontanthjælpsmodtagere er samfundets rotter. Dem, der lever af de andres efterladenskaber. Roder rundt i skraldecontainere. Og de er ilde set. Hvis du i velfærdssamfundet Danmark mister din indkomst, fordi du mister dit arbejde, går konkurs eller bliver varigt syg, så er det tilladt at gå en lang bue udenom dig. Befolkningen må sparke til dig. »Jobcenter« må behandle dig som affald med deres restriktioner, praktikker, jobsøgningskurser, aktivering, sanktioner. Og du skal møde op hver tredje måned, også selvom du er mere død end levende. Jobcentret vil nemlig gerne vide, hvor mange jobs du har søgt og hvor. Systemet kan stoppe dit liv nu og her. De lukker bare kassen, hvis de har lyst (og den er rigtig svær at få åbnet igen, tro mig).

At møde på jobcenter

Du skal møde til tiden, og så sidde og vente 30-45 minutter til du bliver kaldt ind. Du sidder i et stort venteområde med vagter. Her møder man Danmarks stofmisbrugere, alkoholikere, nytilflyttere, syge, psykisk syge, ulykkelige, bange, tolke, kørestole, osv. De sidder her alle for at få deres dom. Gad vide, hvilket hamsterhjul man havner i? Der er en dyster stemning. Alle har fået brev om, at de skal fremvise deres jobsøgning ellers… sanktioner. Og alle går ud derfra uden at nå nærmere arbejdsmarked og uden at møde forståelse.

Kaldt ind til sagsbehandleren

Kender hende ikke. En ny hver gang. Har igen ikke læst på min sag. Og så det gentagne spørgsmål »Hvorfor har du ikke fået job?« Av, det gør ondt! Få hende til at forstå, at man ikke lige er klar til arbejdsmarkedet. Ingen forståelse! Hun skriver en hel masse på sin computer. Og så deres laminerede ark. »Hvor er du i forholdet til arbejdsmarkedet?« Ude igen og hen forbi dem, som endnu ikke er kommet ind. De kigger: Er hun vred? Ked af det? Fik hun noget ud af det? Ud på gaden. Hen ad fortovet. Tårerne løber ned ad kinderne. Pyha, så går der tre måneder igen og jeg kan ånde lettet op. Mon det er det regeringen vil have? Hvad er formålet? Hvor er anstændigheden?"