Et 80-20 samfund med blindt øje for fattigdom

For længe siden, da den moderne velfærd blev født i 1950’erne og 60’erne var det god tone at være de fattiges værn og hjælpe svage og socialt udsatte borgere med rådgivning og økonomi i Mødrehjælp, Revalidering, Særforsorg, Familierådgivning, Sygekasser og A-kasser. Sognet tog sig af Fattighjælpen. Siden blev rådgivninger og fattighjælp samlet i kommunerne og i dag er rådgivningen igen blevet til kontrol og hjælpen er som i gamle dage præget af lave ydelser, påbud, sanktioner og tvangsarbejde. 

Det potentiale for menneskelig udvikling som var i de fagligt ledede rådgivninger, synes forsvundet.  Det er blevet almindeligt i den offentlige debat at se fattigdom som noget selvforskyldt. Måske er det to sider af samme sag. 

Så lad os lige repetere: Årsager til kontanthjælp er noget vi kun i meget begrænset omfang selv er herrer over. Fx sygdom, stress, nedslidning, ulykker, skilsmisse, arbejdsløshed. Den vigtigste årsag til at man blive hængende i systemet, bestemmer vi slet ikke selv. Det handler om, hvem der er vores forældre.  Tommelfingerreglen er, at hvis man fødes i fattige kår, har man 20 % chance for at blive rig. Hvis man fødes i velstillede kår, har man 80 % chance for at blive rig.  Det kaldes den sociale arv, hvis man er fattig.

Pointen er at der allerede fra fødslen er forskellige odds for, hvor godt det går os i livet. Odds betyder ikke at udfaldet er givet på forhånd, men siger noget om vores muligheder for at vinde eller tabe.  Vi bestemmer ikke, hvem vi bliver født af og at livet er præget af mange tilfældigheder, vi ikke er herre over. Tag sygdom og invaliditet som eksempel. Vi kan være heldige og blive født i en god familie og vi kan forebygge ved at spise sundt, dyrke motion, undgå rygning og druk. Køre forsigtigt i trafikken. Men vi bestemmer ikke selv om vi bliver syge eller handicappede. Gjorde vi det, var der næppe nogen der blev det.

Det vi er herrer over er, hvad vi gør når vi rammes af sygdomme og ulykker eller fødes i dårlige kår. Mest  som samfund, men også som individ. Som samfund bestemmer vi i fællesskab vilkårene for hjælpen til de, der rammes af tilfældighederne, som individer bestemmer vi, hvordan vi møder  tilfældighederne. Bortset altså fra den sociale arv.

At bryde med den sociale arv har vist nok været på samtlige regeringers dagsordener siden 1990’erne. Men uden held, hvis man må have lov at sige det sådan. De målbare effekter har nærmest været modsatte. Alligevel har den ny socialminister, Manu Sareen, igen sat kampen mod den sociale arv på dagsordenen. Modigt gjort og nødvendigt. Hvis det lykkes at løse den tilsyneladende gordiske knude kan det blive starten på udviklingen af en velfærd, som også gavner fattige og socialt udsatte. Hvis vi kan skabe velfærd, som hjælper de svageste, hjælper vi hinanden og får et rigere samfund.     Det er åbenbart at målet om den universelle, solidariske velfærd, som har præget de nordiske lande siden 1960’erne, har givet gode muligheder for adgang til uddannelse, arbejde og sundhed og er grundlaget for at Danmark er blandt de rigeste lande og har en sund økonomi. Men det er også klart at universel velfærd ikke er nok til at bryde den sociale arv. I hvert fald ikke på den måde, velfærden virker på nu. Danmark er i stigende grad blevet et 80 – 20 samfund, hvor de 20 % nederst på den sociale rangstige får dårligere vilkår og bliver mindre socialt mobile både økonomisk og med hensyn til uddannelse, arbejde og sundhed.     Fattiges veje til uddannelse og arbejde   Sådan som de offentlige forsørgelsessystemer fungerer i dag, er man dømt til et dårligt og fattigt liv, hvis man ikke kommer i arbejde og odds afhænger af familien. Lisbeth Zornig  Andersen er kendt som mønsterbryderen, der blev nationaløkonom og direktør, medens hendes søskende, der beskyttede hende efter bedste evne, selv blev hængende. Lisbeth fortæller at vendepunktet var en pædagog som blev ved med at tro på hende. Forskning fra bl.a. SFI siger det samme. Mønsterbrydere møder et menneske, de får tillid til og som tror på dem. Gode relationer, netværk, sundhed er gode forudsætninger for at bryde den sociale arv. 

Igen står man med noget der ligner tilfældigheder. ”At møde et menneske, der tror på mig og bliver ved med at gøre det på tidspunkter,  hvor jeg selv er parat”. Hvor ofte sker det? Det er jo ikke lige den historie vi hører normalt fra borgernes møder med kommuner og jobcentre.

Spørgsmålet er, hvordan man gør tilfældet til det alment gældende. Tager man Lisbeth Zornig som eksempel og dykker ned i den verden af kommuner og institutioner, der skulle hjælpe hende, opdager man at der årligt bruges omkring 15 mia. Kr. på forebyggende og rådgivende indsatser, dag- og døgninstitutioner og at resultaterne fortsat virker tvivlsomme og tilfældige.   Løsningen er ikke at skære ned på omkostningerne, men at bruge pengene mere intelligent. Der er meget faglig viden om, hvordan man hjælper socialt udsatte forældre og børn. Men der er intet der tyder på at denne viden kan gro i kommunerne. For god ordens skyld: den groede heller ikke i amterne. Løsningen ligger formentlig i systemer, hvor den faglige ekspertise er ledende for indsatsen og udviklingen.    Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som har ansvaret for de fleste regler, gør sit bedste for at løsne den gordiske knude med regler  om koordinerende sagsbehandlere og tværfaglige rehabiliteringsteams. Carsten Koch udvalget har forslag til forbedringer. De gør det de skal og som mange har forsøgt før dem siden de første kommunalreformer i 1970’erne. Man kan kun ønske held og lykke, men samtidig have en stærk fornemmelse af at resultatet blot bliver endnu flere regler, endnu mere kaos, endnu flere fattige, endnu mere social arv.    Danmark har tidligere været blandt de førende lande til at sikre velfærd for alle. Vi er berømte i andre EU – medlemslande for  en ” Flexicurity”, som sikrer en fleksibel og tryg arbejdskraft, men er tilsyneladende selv ved at forlade principperne. I 2013 har EU – Kommissionen og Ministerrådet advaret mod tendenserne til at forlade flexicurity i de danske 2020 planer. Så lad os slutte med at se på, hvad det er vi har været gode til og skal udvikle i stedet for at afvikle. EU har siden 2008 anbefalet et princip om aktiv social inklusion som bygger på 3 ben:  

• En minimumindkomst som sikrer at man kan leve et værdigt liv sammen med andre, medens man ikke kan forsørge sig selv.
• En god service, hvor der ydes rådgivning og helhedsorienteret rehabilitering, der varer ved, til man er i arbejde eller evt. førtidspension. 
• Et rummeligt arbejdsmarked med uddannelser og kompensationer for handicaps, hvor man får lov at bruge de evner man har og arbejder på aftalte vilkår. 

  Mere skal der ikke til. Nogle vil måske sige at dette er børnelærdom og ikke nogen ny viden. Hvilket er en rigtig god pointe.