Frygten for fremmede fra andre EU-lande står højt på den politiske dagsorden i valgkampen til Europa Parlamentet den 25. Maj. Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative fremmaner billeder af fremmede, der rager til sig uden at betale fra det danske tag-selv bord, der er fyldt med børnechecks, dagpenge, SU og 120 andre velfærdsydelser.
Billedet går rent ind. Vi møder fremmede som underbetalte konkurrenter på arbejdspladsen, ledige i jobcentret, som syge hos lægen, som tiggere på gaden. Eller endnu værre, som tyve i hjemmet. Det virker umiddelbart urimeligt at vores velfærdsydelser, som vi har betalt og som knapt rækker til os selv længere, skal deles med andre. Lad os få grænsebommene op igen.
Hemmeligheden som ingen ledende politikere åbenbart bryder sig om at sige højt er, at EU’s grundlæggende fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital skaber voldsomme sociale udfordringer, ikke mindst efter udvidelsen med østlandene, og at disse udfordringer kun kan løses i samarbejde med EU-Kommissionen og Parlamentet.
Alle, der kender EU – inkl. Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Enhedslisten – ved, at uanset hvem der vælges til Parlamentet, vil EU-Domstolen fortsætte med at underkende nationale regler, som hindrer den fri bevægelighed. EU-Kommission og Ministerråd, inkl. den danske regering,vil fortsætte med at fastsætte økonomiske rammer for budgetter og fælles mål for forskning, uddannelse, beskæftigelse og bekæmpelse af fattigdom, sådan som det sker i EU 2020 strategien og i nationale reformplaner fra alle EU-lande, inkl. Danmark. .
Grænsebomme er fiktion
EU-politikere, som går imod at EU blander sig i dansk velfærd, får ikke et ben til jorden. Det er et legitimt politisk synspunkt, som lyder stort i Danmark, men ikke et synspunkt, der gavner danskere, som søger tryghed og velfærd. Tværtimod. Det sinker og svækker EU’s muligheder for at løse de sociale opgaver. Det sinker ikke fri bevægelighed af arbejdskraft, varer og kapital, tværtimod, men det forringer de sociale vilkår for langt de fleste danskere og borgere i andre EU-medlemslande.
Grænsebomme og national beskyttelse er en fiktion. Det kan ikke lade sig gøre. Folketinget kan skabe kreative løsninger som holder i få år, men ikke i længden. Vi har levet i mange år med fortielser og en tro om at EU kun er et frit marked, og er åbenbart endnu ikke klar til at se i øjnene, at konsekvenserne af et frit marked er en social union. Der er ikke noget frit valg. Det vi kan vælge mellem er en social union, hvor velfærden stille og roligt eroderer, således som det er sket siden vi kom med i EU i 1972, eller en social union, hvor medlemslandene hjælper hinanden med at skabe gode sociale forhold i alle lande. Ikke ens, men så gode at ingen må forlade deres familie og hjemland af nød.
Skjult for offentligheden
Prøv at komme i tanker om bare én offentlig betalt dansk social ydelse, som er forbedret siden vi kom i EU? Efterlønnen fra 1979 er formentlig det eneste eksempel og selv den er ved at forsvinde igen. På alle andre områder er der sket det som alle beslutningstagere har lovet ikke vil ske: en harmonisering til det værre. Samtlige danske sociale ydelser er forringet, lige fra dagpenge til førtidspension og folkepension. Snart også børnechecken. Vi bevæger os i retning af velfærd som i fx Tyskland, hvor velfærd afhænger af job og private forsikringer, men bemærk: uden at danskere har fået lovgivne sikkerheder og arbejdsgiverbetalte sociale ydelser som tyskere. Danske lønmodtagere er stadig langt mere fleksibel end tyske, men har fået stadig færre sikkerheder og mindre velfærd.
Alt dette foregår skjult for offentligheden og groft sagt uden for demokratisk kontrol på møder mellem Kommission og ministerier. Resultaterne præsenteres i Nationale Reform Planer og Landespecifikke anbefalinger, som fremlægges for det danske Folketing, ikke i åbne debatter, men i lukkede samråd i fx Europaudvalget.
Det danske Folketing og Regeringen har været og er – uanset partifarve – med til at træffe de fælles europæiske planer og deres konsekvenser i Danmark, men uden åben, demokratisk debat. Offentligheden hører om sjove EU-beslutninger om lakridspiber og krumme agurker, men sjældent om de langt mere vidtrækkende mål og beslutninger i EU 2020 strategien.
Hvad er det der er så slemt, at det ikke tåler dagens lys? Mange tror måske, at den skyldige er EU. Men nej, igen peger pilen på det danske Folketing. EU er en kompliceret politisk maskine, som kan være svær at forstå for nye politikere, men efter flere års erfaringer fra Folketing eller Europaparlament er der ingen undskyldning længere. At sætte fokus på børnechecks som det er sket i denne valgkamp, er direkte vildledende. At blive ved med at fortie sammenhængen mellem det frie marked og de sociale udfordringer, og at EU spiller en rolle for løsning af sociale opgaver, er med til at forringe velfærden og skabe fattigdom i Danmark.
Vi oplever at EU har sikret en fremgang og fred, som ikke er set før i historien og som også viser sig i tilslutningen og meningsmålinger blandt vælgere. Danmark regnes i udlandet som et EU-skeptisk land, som holder af undtagelser, men selv her er tidligere tiders ønsker om udmeldelse af EU erstattet med pragmatiske forsøg på at påvirke udviklingen i EU politisk i en mere åben demokratisk og social retning. Der er ingen vej uden om.
At erfarne politikere kender sammenhængen kom tydeligt frem, da Dansk Folkeparti og Enhedslisten nyligt foreslog at velfærd skal undtages EU-samarbejdet. Hvorefter både Konservative og Socialdemokrater stod frem og fortalte at det var det samme som at melde sig ud af EU. Hvilket er rigtigt. Men det næste skridt – at være åbne om udviklingen i EU og om EU’s sociale ansvar - kniber det stadig med.
