Her går man og tror at landet er i krise og så kommer der et telegram fra Ritzau den 9. april 2014: Danmark er rigere end nogensinde. Overskuddet på betalingsbalancen er kr. 138 mia., det største i 60 år. Danmarks formue er mere end kr. 735 mia. En sådan nyhed må da skabe glæde og stolthed. Der er styr på økonomien. Hvad mere kan man ønske sig?
Men nej. Nyheden skaber bekymring, ikke mindst hos landets ledende banker. Nordeas senior analytiker Jan Størup Nielsen og Danske Banks cheføkonom Steen Bocian er enige: Det imponerende overskud skal ses i lyset af, at krisen i Danmark har ført til en markant stigning i opsparingen hos såvel virksomheder som husholdninger, mens investeringerne er presset ned. Der er alt for svag indenlandsk efterspørgsel, væksten kommer ikke i gang.
Køb mere
Som almindelig dansker er man vokset op med en tro på at banker er glade for kundernes indskud, formue og opsparing. Vi ved godt at de lever af udlån. De råd som kommer nu om øget forbrug og merekøb, kan kun vække undren, grænsende til mistillid, ikke mindst blandt de, der husker 5 – 6 år tilbage, hvor deres bankrådgiver lånte dem penge til forbedringer af hjem, køb af forbrugsgoder, ferier og det bedste af alt: bankaktier. Mange investerede opsparing og og pensioner, tog lån og stod tilbage med en stor gæld, da alt ramlede. Hvad gør man, når de samme banker i dag igen opfordrer til at købe mere? Man ryster på hovedet.
Nyheden om overskud og formue skabte også bekymring på Christiansborg. Mærkeligt vil vælgerne måske tænke, vi gør jo det samme som politikerne har gjort. Viser mådehold, sætter tæring efter næring. Viser rettidig omhu, sparer på udgifterne. Måske vækker nyheden til selvransagelse blandt politikere, der har stemt for de seneste års reformer, som har givet skattelettelser til folk med arbejde og penge, så de får lyst til at arbejde mere og investere i virksomhed og mindre i ydelser til arbejdsløse, syge og handicappede, så de får lyst til at arbejde i stedet for at gå passivt rundt og lave ingenting. Men hvad sker der: Der er ikke kommet flere i arbejde, der investeres ikke i flere virksomheder. Væksten går for langsomt.
Spørger man danskere i meningsmålinger viser der sig at være temmelig mange, 60-70 %, som savner trygheden og velfærden og gerne vil betale solidarisk med skatter og afgifter, for at få den tilbage. De sparer op, fordi de ved, at syge højst får dagpenge i 5 måneder, ledige i højst 2 år, at kontanthjælpen og folkepensionen er for lille til at leve af, og at børnenes uddannelse koster penge. Måske ved de, at mennesker, der rammes særlig hårdt, kan få mere hjælp, men de har mistet tilliden til at hjælpen kommer, når der er brug for den. Mennesker med mange penge, gør hvad de kan for at holde hjulene i gang. Vi ser deres anstrengelser i Se & Hør. Men det er trods alt begrænset hvad så få mennesker kan spise, drikke og forbruge.
Nye toner
Overskuddet, formuerne og den manglende vækst har givet nye toner fra ledende økonomer, som nærmest på skift stiller sig frem og siger: Undskyld, vi vidste ikke hvad vi gjorde, og leder efter værdier udover snævre økonomiske mål for vækst. Senest har IMF, den Internationale Valutafond, advaret om at stigende ulighed kan have ødelæggende effekter og foreslået at begrænse uligheden med bedre adgang til sundhed, uddannelse og sociale programmer.
Hvad siger Liberal Alliance og CEPOS til de ny signaler? De fortsætter med at tale for nedsættelse af skatter og ydelser. For dem er social dumping et sundhedstegn. Rigdom og vækst skabes når den enkelte har friheden til at klare sig selv. Men man sporer dog en lille vaklen i troen, når CEPOS’ cheføkonom Mads Lundbye Hansen kommenterer IMF’s udspil med ordene: Hvis man vil øge ligheden i de rigere lande, vil det ofte have en konsekvens i form af lavere beskæftigelse og lavere velstand. Den opmærksomme læser vil notere ordet ofte. Tidligere var der slet ingen tvivl. Nu er det trods alt kun ofte, ikke altid og hver gang.
Den korte konklusion er, at langt de fleste danskere sparer op i stedet for at forbruge, fordi det er klogt at kunne sørge for sig selv, når samfundet ikke gør det. Konsekvensen er den, som nu også anbefales af IMF: At samfundet må tage ansvar for at begrænse uligheden med bedre adgang til sundhed, uddannelse og sociale programmer.
