Af Per Lindgaard Riel, hjemløs, samfundsdebattør
Den 1. oktober flyttede jeg ind i en fantastisk skæv bolig i Hyttebyen i Vejle. Enhver omkring mig kunne se problemet, som efter kun tre måneder drev mig ud i hjemløshed igen. Men ufleksible faggrænser gjorde en succes til en fiasko.
Problemet kunne havde været løst, med få resurser. Og der var endda ansat en ”social vicevært” 37 timer om ugen i en Hytteby med kun seks boliger. Er det rimeligt, når der betales for 37 timers social vicevært, at jobbeskrivelsen er så stram og faggrænserne så stramme at hjemmehjælp skal betales ekstra for vores skattekroner for småting i den store sammenhæng? For mig uforståeligt. Ja, og også for mange omkring mig har det været ubegribeligt at det endte på grund af ”faggrænser”.
Kort fortalt har en af mine største problematikker været ikke at kunne overskue de daglige gøremål i mit eget hjem. Derfor var jeg på forkant med problemet. Ca. en måned før jeg skulle flytte ind, og inden der endnu var sat køkkener i husene, bad jeg om lov til at købe en opvaskemaskine, som så kunne sættes ind i stedet for et skab, når køkkenet skulle monteres. Det blev ignoreret. Men da jeg var flyttet ind måtte jeg efter en måned gerne sætte en ind. Nu var vi jo så i den situation, at så meget skulle laves om med sokler slangeføring og elkabler bag skabe, at det var uoverskueligt for mig. Mange vil synes, at det er jo bare! Men hvis mit liv var bare, ja så boede jeg jo ikke i en skæv bolig.
For mange, der af den ene eller anden grund er endt i hjemløshed, er ydmyghed ofte blevet en indgroet følelse i det enkelte menneske. Mange er vant til at nøjes. Mange har et lavt selvværd. Mange siger oftere ’tak’ end ’jeg vil have’. Mange er holdt op med at kæmpe for de ting andre mennesker i samfundet ville føle, som det mest naturlige, er deres ret som en del af vores velfærdssamfund. Alt dette er det, efter min mening, en pligt at være opmærksom på og tage hensyn til, for både medarbejdere og ledere, der er en del af de beslutningsprocesser, der omhandler nogle af det danske samfunds svageste - men lige så gode borgere som resten af befolkningen.
Jeg så det med egne øjne, selvom jeg havde gjort opmærksom på mit problem. Jeg følte kampen med det, selvom jeg igen gjorde opmærksom på det. Jeg føjede mig og problemet voksede i mit ny dejlige hjem.
Hjælp til selvhjælp
Inden jul var jeg på besøg hos en anden beboer i Hyttebyen. Herligt, herligt menneske, sød og flink, og nok lidt i mine sko. Inden jul = fyldt sofabord i tre etager med øldåser med pant. Efter nytår i fem etager. Det gjorde mig ked af det. Men det viste mig også, at politikken var ens. Nemlig hjælp til selvhjælp. Hvilket er nummer et, og helt okay. Det hjælper bare ikke når man ikke magter det. Det gjorde denne beboer heller ikke. Og hvor går grænsen? I mine øjne er det svigt, når man som menneske ikke gør noget inden der bliver bygget pyramider af emballage eller opvask eller affald i en visiteret bolig. Men som beboer siger man ikke noget, når det ligger i luften at man er doven. Man har jo fået tilbuddet om at gøre det sammen med den sociale vicevært. Og det vokser og vokser. En visitation er ikke bare en placering i en bolig. Så var der jo ikke nogen grund til at visitere.
Jeg tror det mange steder i Danmark er den manglende accept af at mennesker ikke er dovne, men at der er blokeringer i hovedet, som gør at specielt mennesker med psykisk sårbarhed ender i lort til halsen inden "samfundet" endelig får øjnene op for at, "hov han/hun er jo ikke doven. Det er jo en del af menneskets sygdom.” Hvis jeg var doven, hvorfor skulle jeg så kæmpe for de mennesker, der oplever de samme svigt, som jeg har gjort? I dag kan jeg, men nogen gange kan jeg ikke i en uge eller i flere måneder. Det er en del af min sygdom.
Brug for vind-vind debat
Faggrænser har efter min mening været med til at gøre en succes til en fiasko. Min mening er, at en god debat omkring "Hyttebyen i Vejle" - specielt politisk, men også iblandt interesserede borgere - og et sundt fokus på hvad den sociale viceværts fremtidige opgaver er, vil være en vind-vind situation. Hyttebyen i Vejle har kvalitet fysisk, til at danne skole for fremtidige byggerier i hele Danmark. Derfor er det ikke "bare" en hytteby.
Det her er på ingen måde en anklage eller med fokus på, at den sociale vicevært har gjort noget forkert. Hun er et godt menneske og god for Hyttebyen. Det handler om den jobbeskrivelse, som hun nok ikke selv har dannet. Og så det, at hvis man vælger at lave et godt projekt, hvor som helst i Danmark, ja, så er det vigtigt for at få det gode resultat, at man lytter til de konsekvenser og det ansvar - og mangel på samme - som jeg har beskrevet. Jeg forstår meget godt at det ikke som f.eks. politiker er nemt at vide alt. Derfor skriver jeg som jeg gør. Intet personligt. Men mit forløb og mit liv har været som det har været.
Jeg er i dag hjemløs. Hvis nogen har lyst til at se den vidunderlig glade mand, der flyttede ind i sin nye bolig, med sine drømme og nye håb for fremtiden. Ja, så kan du finde et klip på TV SYDs hjemmeside i nyhederne den 20. september 2013 kl. lidt over 19.30. Lørdag den 21. september 2013 fyldte en glad ny beboer halvdelen af forsiden af Vejle Amts Folkeblad. Glædestårer… Det var engang.
DenOffentlige.dk har fået følgende kommentar fra Vejle Kommune:
Hyttebyen er netop skabt til at huse udsatte samfundsborgere, og dermed at bidrage til mere stabile boligforhold for denne gruppe.
Når man flytter ind i Hyttebyen har man været igennem en meget grundig visitationsproces. I denne proces er der selvsagt en øget opmærksomhed omkring den enkelte borger´s behov. I dette indgår der bl.a. en vurdering af om man skal have socialpædagogisk bistand eller praktisk bistand, -og hvordan denne hjælp i givet fald udmyntes.
Vi vurderer derfor ikke umiddelbart, at der er et faggrænseproblem. Snarere er der med ordningen med en social vicevært fra Kirkens Korshær netop søgt at skabe muligheden for koordinering og overblik.
